Skattelettelser på vej til danskerne – se, hvem der står til en lettelse på 2.800 kroner

Mange tusinde danskere kan se frem til en lavere skat til næste år. Det skyldes, at en række fradrag bliver sat op, ligesom grænsen for, hvornår man betaler topskat, bliver hævet. Gevinsten afhænger dog i høj grad af, hvilken kommune man bor i.

I 2021 er der skattelettelser på vej til danskerne. Både fordi beskæftigelses- og personfradraget stiger, men også fordi grænsen for, hvornår man betaler topskat, bliver hævet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er trods alt også godt nyt til danskerne i en vinter, hvor coronaepidemen fortsat hærger, og hvor julen ikke bliver normal. Næste år vil byde på skattelettelser for tusindvis af danskere i form af højere fradrag og en højere grænse for, hvornår topskatten sætter ind.

Kommuneskatten stiger dog også mange steder i landet, og dette er så med til at trække i den modsatte retning.

Både person- og beskæftigelsesfradraget stiger i 2021. Personfradraget er det beløb, man må tjene, før man skal betale skat, og det stiger med 200 kroner til 46.700 kroner.

Samtidig stiger beskæftigelsesfradraget fra 39.400 kroner til 40.600 kroner, hvilket er mere end den generelle lønudvikling.

På bundlinjen står, at hvis man i både 2020 og 2021 tjener 400.000 kroner, har man næste år udsigt til at betale 800 kroner mindre i skat. Hvis man begge år tjener 300.000 kroner, er der udsigt til en skattelettelse på 550 kroner om året, viser beregninger, som privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen har foretaget. Ikke voldsomt store beløb, påpeger hun.

En lidt større lettelse

Hvis man er en af de mange tusinde danskere, der betaler topskat, kan man dog se frem til en lidt større skattelettelse.

Topskatteydere vil både at nyde godt af det højere person- og beskæftigelsesfradrag, samt at beløbsgrænsen for, hvornår man skal betale topskat, bliver hævet – fra i år 531.000 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag til 544.800 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag næste år.

Det sker som led i skattereformen fra 2012, og det betyder, at mange tusinde danskere kan glæde sig over, at de fra næste år ikke længere skal betale topskat.

Topskatten er på 15 procent af det beløb, der ligger over grænsen. Som tidligere beskrevet i Berlingske, er der 10.000 danskere, som næste år slipper for at betale topskat, mens de resterende 435.000 topskatteydere altså kan se frem til en skattelettelse.

Beregninger fra Danske Bank viser, at det er de personer, som betaler topskat både i år og til næste år, som kan se til den største skattelettelse. Den bliver på cirka 2.800 kroner i 2021.

Personer, som slipper for at betale topskat fra næste år, kan se frem til en skattelettelse på op til de 2.800 kroner i 2021.

»Tallene skal dog tages med et gran salt, idet der skal tages højde for diverse fradrag, hvor meget man betaler ind til pension samt bopælskommunen,« fremhæver Louise Aggerstrøm Hansen.

Kommuneskatten stiger

Privatøkonomen understreger dermed, at beløbet, man næste år skal betale i skat, afhænger af, hvilken kommune man bor i, og mange kommuner hæver altså kommuneskatten i 2021.

Det betyder, at den skattelettelse, man får via det øgede beskæftigelses- og personfradrag samt den højere grænse for topskat, mere eller mindre kan blive spist op af en højere kommuneskat.

Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank

»Normalt ser vi ikke ændringer i kommuneskatten i så mange kommuner, som vi ser det fra i år til næste år. Det skal ses i lyset af udligningsreformen.«


I Gentofte Kommune stiger kommuneskatten eksempelvis fra 22,8 procent i år til 23,6 procent i 2021. Danske Banks beregninger viser, at hvis en borger i Gentofte Kommune tjener 400.000 kroner om året, vil skattebetalingerne samlet set være cirka 2.000 kroner højere i 2021, end hvis kommunen ikke havde hævet skatten.

»Der er også lagt op til skattelettelser i 19 kommuner. Normalt ser vi ikke ændringer i kommuneskatten i så mange kommuner, som vi ser det fra i år til næste år. Det skal ses i lyset af udligningsreformen,« forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.