Sådan finder du det helt rigtige sommerhus

Højsæsonen for salg og køb af sommerhus er lige rundt om hjørnet, og i podcasten »Dine Penge« får du gode råd til de ting, du skal sørge for at skrive på tjeklisten, hvis du planlægger at blive sommerhusejer i den nærmeste fremtid.

I podcasten »Dine Penge« får du gode råd til det fremtidige sommerhuskøb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen

Drømmer du også om et frirum væk fra lejligheden og det hektiske byliv? Om græs mellem tæerne og morgenmad på terrassen i familiens nye sommerhus? Så skal du holde øjne og ører åbne, for den kommende tid er højsæson for netop sommerhushandel. Men inden der skrives under på købskontrakten til familiens nye tilflugtssted, kan det godt betale sig at gøre sit forarbejde.

»Først og fremmest skal man kigge på, hvor langt man egentlig vil køre. Jeg vil anbefale, at man siger: »Vi vil maksimum køre en time eller halvanden«, og så går ind og pin-pointer nogle sommerhuse inden for den afstand. Er man afhængig af offentlig transport, er det selvfølgelig det, man skal gå ind og kigge på,« lyder det fra Christian Borregaard, der er køberrådgiver og vært på tv-programmet »Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed«.

Find alle episoder af podcasten »Dine Penge« i 24syv-appen via App Store, Google Play – og læs mere på berlingske.dk/podcast

Han medvirker i det nyeste afsnit af podcasten »Dine Penge«, hvor han deler ud af alt fra sine lavpraktiske basisråd omkring sommerhussøgning til forhandlingsråd og fif omkring finansiering. Han råder sommerhussøgende til allerede fra starten af at danne sig et billede af, hvad det er, man gerne vil ud til:

»Vi har alle sammen prøvet at have ferie på en dejlig, varm dansk sommerdag, og så har man lyst til at købe et sommerhus, næsten ligegyldigt hvor man er henne. Men jeg vil anbefale, at man prøver at leje et sommerhus i det område, man kigger på, og prøver det af. Hvordan er området for eksempel når det er regnvejr? Er der et badeland eller en spændende by i nærheden? På trods af klimaforandringer kan vi ikke forvente en sommer som sidste år hvert år - det er trods alt Danmark, vi er i,« siger Christian Borregaard, der foreslår, at man opstiller 3-4 faste krav, som ens fremtidige sommerhus skal opfylde.

Et sommerhus er som et ægteskab

Når sommerhuset er fundet, og der er sat kryds foran alle kravene på tjeklisten, er tiden kommet til forhandling med sælger. Her sammenligner Christian Borregaard processen med at købe en helt almindelig ejerbolig.

»Det allerbedste, man kan gøre til at starte med, er at trække referencesalg. Hvad er der solgt på den samme vej eller de tilstødende veje? Det kan man finde på boligsiden.dk eller boliga.dk og ret præcist danne sig et billede af prisniveauet,« siger han og forklarer, at hvis prisen liggere højere end, hvad andre huse er solgt til, kan man bruge det som forhandlingsparameter.

Andre ting man kan tage med i spil i forhandlingen er møblement, haveredskaber og andet inventar, man skal bruge i et sommerhus.

»Alle de ting, man ikke tænker over, når man står i situationen, men som på sigt kan koste mange penge. Hvis huset trænger til en gang maling, så prøv at få det med i forhandlingen, så man slipper for den omkostning,« lyder det fra køberrådgiveren.

Også ved finansieringen af sommerhuskøbet drager han paralleller til køb af en ejerbolig. Hvor man før kunne få lov at låne maksimum 60 procent i et realkreditlån og derfor selv skulle finansiere de resterende 40 procent af prisen på sommerhuset, kan man i dag – grundet et indgreb fra politisk side – optage et realkreditlån på op til 75 procent.

»Det er næsten det samme som ved en ejerbolig, hvor det er på 80 procent. Det gør alt andet lige, at man kan sidde billigere i det og kan komme til et sommerhus uden så mange penge selv, og det har allerede sat skub i markedet,« forklarer Christian Borregaard, som mener, der har været en generel prisstigning, fordi den typiske sommerhuskøber, som holdte sig tilbage efter finanskrisen, er kommet på banen igen.

Han fraråder dog, at man spekulerer i sommerhuskøbet, og mener i stedet, at sommerhusejere skal være forberedte på et marked, der går op og ned.

»Når man har købt et sommerhus, skal man se på det som et ægteskab – det skal være både i lyst og i nød. Det vil sige, at hvis markedet falder, og tingene går den anden vej, så skal man have sat sig sådan, at man stadig har råd til at have sommerhuset og beholde det gennem den tid. Det skal ikke ses som et investeringsobjekt, for det kan vi helt almindelige mennesker ikke spå om.«

Find alle episoder af podcasten »Dine Penge« i 24syv-appen via App Store, Google Play – og læs mere på berlingske.dk/podcast