Prisoptimismen stiger blandt danskerne – knap hver fjerde er bekymret for boligboble

De seneste måneder er antallet af danskere, der tror på stigende boligpriser, vokset betydeligt. Mest prisoptimistiske er københavnerne, viser ny undersøgelse. Samtidig bekymrer udviklingen en del, og næsten hver fjerde frygter en boligboble. Til gengæld giver rentestigninger kun panderynker hos få.

Boligmarkedet er rødglødende for tiden, men mange danskere mener ikke, at der bør laves politiske indgreb for at bremse prisstigningerne. Thomas Lekfeldt

Trods advarsler om mulige boligbobler og stigende renter spår stadig flere danskere, at boligprisernes himmelflugt vil vare ved.

Hele 56 procent forventer nu, at priserne vil stige i løbet af det kommende år, mens kun seks procent tror på prisfald. Resten svarer »uændrede priser« eller »ved ikke«. Det fremgår af en ny Yougov-undersøgelse for Danske Bank blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år.