Partier afviser nyt indgreb: »Det kan have konsekvenser for dem, der drømmer om at komme ind på boligmarkedet«

Mens Det Systemiske Risikoråd foreslår regeringen at begrænse muligheden for afdragsfrihed for visse låntagere, afviser regeringen, at den har planer om et indgreb på boligmarkedet. I flere andre partier ser man helst ikke et indgreb.

Tirsdag middag anbefalede Det Systemiske Råd regeringen, at den strammer danske boligejeres adgang til afdragsfrie lån mod pant i fast ejendom. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det Systemiske Risikoråd sendte tirsdag bolden videre til regeringen, da rådet løftede sløret for sit forslag til et indgreb på boligmarkedet.

På forhånd var det ventet, at rådet ville præsentere en vifte af nye tiltag, men i stedet blev der kun foreslået ét muligt indgreb.

Forslaget lyder på at fjerne adgangen til afdragsfrie lån for boligejere med en belåningsgrad over 60 procent.

Før henstillingen fra rådet nævnte regeringen, at den ikke ønsker at lave indgreb på boligmarkedet.

Det budskab gentog erhvervsminister Simon Kollerup (S) tirsdag eftermiddag.

»Regeringen har en forventning om – på lige fod med de økonomiske vismænd – at priserne dæmpes igen på grund af genåbningen af samfundet og forventningen om stigende renter. Derfor har vi ikke planer om et indgreb på boligmarkedet,« lød det fra Simon Kollerup i en skriftlig kommentar.

Ministeren henviste til, at der de seneste år er sket en betydelig opstramning i lånereglerne.

»Det gælder både med hensyn til udbetalingskrav og adgangen til de mest risikable lån. Jeg er meget bevidst om, at indgreb kan have konsekvenser for dem, der drømmer om at komme ind på boligmarkedet,« fortsatte erhvervsministeren.

Regeringens støtteparti Radikale Venstre var heller ikke klar til at bakke op om forslaget fra Det Systemiske Risikoråd tirsdag.

»Du får mig ikke til at sige, at nu kører vi med det, for sådan noget skal drøftes i bund, inden man siger ja eller nej,« siger Andreas Steenberg, finansordfører for Radikale Venstre.

I den borgerlige blok noterede Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Petersen, sig henstillingen fra Det Systemiske Risikoråd. Omvendt bemærkede han også, at De Økonomiske Vismænd ikke er nær så bekymrede for udviklingen på boligmarkedet.

»Så der er ikke enighed om behovet for et indgreb. Derfor synes jeg, at vismændenes vent og se-strategi giver god mening i stedet for at lave et panikindgreb,« siger Torsten Schack Petersen.

Hos Det Konservative Folkeparti er meldingen klar om, at man ikke ønsker at lave indgreb på boligmarkedet.

»Vi går ikke ind for at lave et indgreb. Vi mener, at det er meget vigtigt, at der er stabile rammer om boligmarkedet, så folk ved, hvad de har at rette sig efter. Reglerne skal ikke laves om fra år til år,« siger partiets finansordfører, Rasmus Jarlov.

Ifølge Liberal Alliance er der »al mulig grund til at være opmærksom på den hede udvikling på boligmarkedet«.

»I Danmark har et folketingsflertal besluttet, at statskassen skal stå til rådighed for nødlidende banker og andre finansielle institutioner, og derfor er der også grænser for, hvor store risici staten på vegne af skatteyderne kan acceptere, at banker og realkredit løber, hvis en boble med fare for at briste er ved at blive pustet op på boligmarkedet. Vi har sat klogere mennesker end ministre og folketingsmedlemmer til at vurdere, om en sådan risiko er under opbygning, og i Liberal Alliance mener vi, at vi skal lytte til dem i stedet for at forfalde til det, som er det politisk mest populære,« lyder det fra boligordfører Ole Birk Olesen (LA).

Tilbage i rød blok er Enhedslisten klar til at gribe ind på boligmarkedet.

»Regeringen kan ikke sidde henstillingerne overhørig længere. Det ville være helt uansvarligt ikke at gribe ind. Det er min og Enhedslisten holdning, at der skal tages et opgør med de afdragsfrie lån, og rentefradraget bør udfases over en årrække. Det bør gøres nu, mens renterne er lave. Nu må regeringen vise, om den er sit ansvar voksent,« siger Victoria Velasquez, erhvervsordfører for Enhedslisten.

Regeringen er forpligtet til inden for tre måneder at gennemføre henstillingen fra Det Systemiske Risikoråd eller forklare i en redegørelse, hvorfor henstillingen i givet fald ikke gennemføres.