Nyt rentehop: Nu åbner realkreditten for både 3,5-procents og 4,0-procents lån

Boligrenterne fortsætter op og får nu flere realkreditselskaber til at hive et 3,5-procents lån med ti års afdragsfrihed frem på hylderne, mens Nordea Kredit også åbner for et 4,0-procents lån med 30 års afdragsfrihed. Se her, hvor meget dyrere det er blevet at låne en million – og hvor meget det nu er muligt at skære af restgælden, hvis man overvejer en konvertering.

Det er ikke meget mere end et år siden, at man kunne få et 30-årigt lån med ti års afdragsfrihed til en fast rente på bare 0,5 procent i hele lånets løbetid. Nu hedder renten 3,5-procent. Tobias Kobborg

Det går stærkt på rentefronten. Både Totalkredit, Nordea Kredit og Jyske Bank er nu klar med et 30-årigt realkreditlån med en rente på 3,5 procent og ti års afdragsfrihed. Samtidig åbner Nordea som det første realkreditselskab også for et 4,0-procents lån med 30 års afdragsfrihed.

»Vi er bestemt ikke sikre på, at det stopper her. I den kommende tid forventer vi en yderligere stigning i de lange renter – omend vi forventer, at tempoet vil gå noget ned. Den største del af rentestigningen forventes således at ligge bag os,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.