Nu falder den europæiske oliepris også

Mandag bragede de amerikanske oliepriser ned, og tirsdag følger de europæiske – herunder priserne på Nordsøolie – efter på nedturen.

Oliepriserne falder nu også i Europa og giver udsigt til endnu billigere benzin. Arkivfoto. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tirsdag middag har de europæiske oliepriser taget samme retning, som de amerikanske tog mandag: De styrtdykker.

Det betyder, at blandt andet olie fra Nordsøen faldt med 26 procent tirsdag formiddag til 19,4 dollar per tønde - det laveste niveau siden 1999, skriver den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv.

Olieanalytiker Nadia Wiggen fra Pareto Securities vurderer over for avisen, at faldet sker, fordi markedet var blevet for positivt og nu skal korrigeres.

»Gårsdagens handel med WTI-olie (amerikansk olie, red.) viste, at USAs oliemarked var blevet for optimistisk prismæssigt, og at lagerkapaciteten er meget knap. Derfor bliver den amerikanske olie nu lagret på tankskibe og skal dermed konkurrere med europæisk Brent-olie om lagerplads,« siger Nadia Wiggen.

Hun forudser også, at amerikansk olie kan ende med at blive eksporteret til Europa og dermed forøge udbuddet og det nedadgående pres på priserne.

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet kalder de faldende oliepriser »skidt nyt for olieproducenterne og gode nyheder for bilisterne«.

Han konstaterer, at olieprisen over de seneste måneder er faldet med tæt på 70 pct.

»Det, som skaber de lave og faldende oliepriser, er ikke mindst den lave efterspørgsel i kombination med en produktion, som slet ikke falder hurtigt nok. De seneste måneder er der sket lageropbygning ,og lagringsmulighederne er ved at være opbrugte til lands og til vands,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Mandag var den amerikanske olie i en periode faldet så voldsomt, at prisen var minus 37 dollar per tønde, så køberen blev betalt for at modtage og måse især opbevare olien.

»Hvis prisfaldet i Brent-olien holder, vil det i løbet af den kommende uge betyde endnu lavere benzin- og dieselpriser i forhold til de fald, som allerede har betydet besparelser på to-tre kroner per liter brændstof,« skriver Per Hansen.