Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Chokket over negative oliepriser, der betød, at producenterne skulle betale for at slippe af med det sorte guld, har næppe fortaget sig, før det næste kollaps i oliepriserne er på vej.
Det forudser en af verdens store investeringsbanker Goldman Sachs. Ifølge Dagens Næringsliv konkluderer bankens chefanalytiker Jeffrey Currie i en rapport, at der vil indtræffe et nyt kollaps i oliepriserne om tre til fire uger.
Ifølge Jeffrey Currie vil det nye sammenbrud i priserne komme, når olieforsyningskontrakterne i juni lukkes – præcis som det skete, da majkontrakterne blev lukket, og købere blev betalt over 36 dollor pr. tønde for at overtage kontrakter på den amerikanske råolie, WTI.
Det gik ikke helt så galt for den europæiske Brent-olie. Selv om priserne også faldt drastisk, nåede de aldrig ned i negative tal.
Professor i finansiering ved CBS Jesper Rangvid mener, at de negative priser på WTI-olien hang sammen med panik over manglende lagerplads.
»Brent-olie kan lettere lagres til søs, i det mindste så længe der er ledige tankskibe tilgængelige,« skriver Jesper Rangvid i en kommentar.
Verdens mange tankskibe kan i øvrigt følges på et interaktivt kort her.
Fredag aften steg oliepriserne ellers betydeligt til over 22 dollar. Men der er ikke lavet om på, at coronakrisen har medført et globalt fald i efterspørgslen, og Jeffrey Currie vurderer ifølge nyhedstjenesten OilPrice.com, at oliemarkedet er helt ude af balance, og at olieproduktionen stadig er meget højere end efterspørgslen på trods af historiske nedskæringer på næsten ti millioner tønder om dagen fra Opec og andre førende olieproducenter.
Derfor bliver alle rammer for den globale lagerkapacitet næsten sprængt, og derfor falder priserne.
Men der er også oplysninger, der kan mildne prisfaldet. Fredag kom det frem, at Rusland har reduceret olieeksporten fra europæiske havne i Østersøen og Sortehavet til det laveste niveau i 20 år. I USA er antallet af aktive olieproducerende rigge nu mere end halveret i forhold til samme tidspunkt i fjor.
Fredag aften skiftede olie fra Nordsøen ejer for 21,7 dollar pr. tønde – en smule mere end torsdag aften.
Mens de svage oliepriser er tegn på meget svag økonomi generelt, så kan det lune i de private husholdninger.