Huspriserne er steget i 75 kommuner: Er dit hus også blevet mere værd? Tjek det her

I 75 af landets kommuner er husene blevet dyrere det seneste år – i 26 af kommunerne har der ligefrem været tocifrede prisstigninger. Se her, om kvadratmeterpriserne er steget eller faldet i dit område.

Daniel Demant og hans kæreste, Mathilde Kamph Demant, er ved at sælge deres lejlighed på Østerbro for at flytte i hus i København NV. Mathias Svold

I 2020 er mange af landets husejere blevet rigere på papiret. I gennemsnit lå priserne på huse på årets sidste dag 6,5 procent højere end ved årets indgang. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

»Eksisterende boligejere, som ikke har haft i sinde at flytte, har kunnet læne sig tilbage og se, hvordan boligformuen på papiret er steget ganske betragteligt,« påpeger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, med henvisning til at en husejer i Danmark i gennemsnit er blevet 130.000 kroner rigere gennem 2020.