Historien om »Det store Generationstyveri« - Har de unge egentlig noget at klynke over?

Flere unge piver over »Det store Generationstyveri«. Men føler hver generation ikke, at deres forældre havde det lettere, hvorefter hver generation ender med at være rigere end deres forældre?

I nyere tid bliver hver generation mere velhavende end den foregående generation. Vil det fortsætte? Her arkivfoto af pensionister på ferie. Fold sammen
Læs mere
Foto: BENT MIDSTRUP

Midaldrende mænd på redaktionen dunker jævnligt sig selv og hinanden i ryggen over den friværdi, som prisstigningerne har lagt ind i deres huse og lejligheder især i Københavnsområdet. Samtidig har især en nu fratrådt, yngre kollega jævnligt sydet indebrændt over det, han døbte »generationstyveri« – en generation af 50-årige, der nyder godt af de seneste årtiers stigende ejendomspriser i hovedstaden, rekordlave renter og gyldne afkast på de efterhånden millionstore pensionsopsparinger.

Modsat kæmper 25-30-årige kolleger med at få råd til de dyre ejerboliger i hovedstaden, hvor alle tilsyneladende vil bo. Renten spås at stige, og pensionsbranchen har netop varslet, at pensionsopsparingerne især for de unge bliver mindre end hidtil antaget. Men er det berettiget at hvæse »generationstyveri« efter ældre, velbjergede kolleger?

Jeg føler mig ikke som en generationstyv. Og jeg synes heller ikke mine forældre var det. De tre generationer, jeg kan overskue, har fået både medvind og modvind fra de generelle vilkår og økonomien. Mine forældre købte hus i en forstad til Randers i 1963. Timingen var perfekt. Ikke kun fordi jeg voksede op med have, værksted og legehus. Mine forældres lån blev hurtigt overkommeligt på grund af en inflation på omkring seks procent samtidig med vækstrater på fem til seks procent, der trak danskernes løn med op – ikke mindst på grund af den daværende dyrtidsregulering, der sørgede for automatiske lønstigninger til at opveje inflationen.

Fra 1965 til 1970 steg huspriserne ifølge Bolius med 54 procent på trods af en fordobling af renten til 12 procent. Men den bed ikke så hårdt, fordi der var et rentefradrag på 73 procent.

Da jeg selv blev moden til at købe bolig, var forholdene helt anderledes, og min timing var ikke den bedste. Jeg købte i 1987 en lejlighed på Østerbro, og for mine uvidende øjne så alt ud til at være fryd og gammen i kongerigets økonomi under Poul Schlüters ledelse. Men under kølerhjelmen var motoren allerede ved at løbe varm, og både økonomien og mit boligkøb bragede ind i følgerne af nødbremsen, den såkaldte Kartoffelkur, der skulle dæmpe det løbske opsving. Der kom afgift på forbrugsrenter, fradraget blev sænket, og en ny lånetype, Mixlån, hævede startydelsen på realkreditlån. Over syv år faldt huspriserne 13 procent, og min opsparing i lejligheden var fordampet i kartoffelkur, da jeg skulle til Aarhus og læse. Lejligheden skulle sælges, og jeg kom lige præcis ud af den uden gæld – og uden en krone.

I de følgende år finansierede jeg mit studie uden gæld ved at arbejde på et fritidshjem og ved at sælge min gamle BMW-motorcykel. Da jeg var færdigbagt som journalist, var arbejdsløsheden blandt de nyuddannede på tocifrede procenter. Jeg arbejdede først på Fyens Stiftstidende et års tid, før jeg vendte tilbage til København midt i 1990erne, og siden da har jeg haft medvind på boligmarkedet. En lejlighed var på to år og med et nyt køkken steget til det dobbelte i værdi, og det efterfølgende hus i Brønshøj blev solgt for knap to år siden til det firedobbelte af købsprisen efter 20 års ejerskab og en del forbedringer.

Jeg har med andre ord været med på boligmarkedets optur med faldende renter og stigende appetit blandt danskerne på at bo i København. Men har de unge egentlig noget at klynke over? Renterne er stadig rekordlave, så de kan optage et 30-årigt lån til to procent. Den samlede boligbyrde – alle omkostninger ved at eje en bolig – er på trods af de høje priser stadig relativt lav. Og hvis den stadig er for høj, så er der historisk meget at spare ved at købe ejerbolig en smule længere væk fra Rådhuspladsen i København. En anden stor post i husholdningerne, ferier og flyrejser, er også historisk billige. Og endelig er biler, typisk den næststørste post i husholdningen, billigere end nogensinde. Ledigheden er også i bund og jobsikkerheden i top. Generationstyveri – det tror jeg ikke.