Det er meget svært at ramme den lige i røven. Renten, altså. Ramme den lige så rent som John Faxe Jensen ramte læderkuglen for 26 år siden og sendte Danmark til tops i fodboldeuropa. Baggrunden for mesterskuddet var dels landstræner Richardos råd om at kigge på sine snørebånd i skudøjeblikket, dels Flemming Povlsens mesterlige pasning tilbage til midtbanekanonen, der stod ladt.
Men hvad gør en boligejer med renten uden hverken en Richardo eller en Povlsen til at give råd og assist? Tja, denne nybagte boligejer har i årevis dagligt læst om rentens udvikling og økonomernes tanker om den. Jeg modtager næsten dagligt kommentarer og analyser fra bolig- og makroøkonomer, der ikke bestiller andet end at holde øje med obligationer og renter. Dertil havde jeg både min hyrede rådgiver til handlen og min bank, som jo i sidste ende skulle godkende, at jeg låner millioner af dem over de kommende 30 år, til at give gode råd.
Men hvad kan de sige, når det kommer til stykket? Boligøkonomerne indrømmer gerne, at de ikke kan forudse renten med særlig stor sikkerhed. Indimellem tror jeg nærmest, de kun forsøger sig som rentespåmænd for at gøre insisterende journalister tilfredse. Og mine rådgivere kunne heller ikke gøre andet end at henvise til min egen navle og fornemmelsen inde bag den.
Nå, men det stod ret hurtigt klart, at familien er til et fastforrentet lån på to procent. To procent over 30 år lyder for mig som et slagtilbud af de helt gode, når man som jeg kan se tilbage på helt andre renteniveauer, fra jeg købte min første ejerbolig i 1987. Det kan da godt være, at boligejere lige nu får penge for at låne penge med de mest hidsige rentetilpasningslån. Men det varer næppe ved, siger min mavefornemmelse, og så har fastforrentede obligationslån den behagelige egenskab, at gælden falder, når renten stiger. Det vil sige, at jeg begrænser min risiko for at ende med et hus, hvor gælden er højere end værdien.
I kampens sidste minutter kom så det sidste spørgsmål om, hvorvidt lånet skulle kurssikres eller ej.
»Tja, hvad synes du selv?«
Enhver rådgiver vil jo – netop når renten ikke kan forudsiges – kalde en kurssikring fornuftig. Den koster et fradrag på kursen, og det kunne i vores tilfælde omregnes til ekstra gæld på godt 20.000 kroner. De penge er spildt, kan jeg nu konstatere. Kursen på toprocents obligationslån har netop i denne uge fået et comeback og nærmer sig igen 100 efter endnu en omgang turbulens på især de amerikanske finansmarkeder og sære udtalelser fra USAs præsident Trump. Han har været de danske boligejere en god ven, den mand.
Da vi købte vores forrige hus i 1997, var vi ude for noget tilsvarende – bare med modsat fortegn. Dengang var jeg ung og risikovillig og optog et fastforrentet lån uden kurssikring. Mens vi ventede på at overtage huset og hjemtage lånet, sneg kursen sig over 100. Men få dage inden fælden klappede, åbnede Folketinget med daværende statsminiser Poul Nyrup Rasmussen på talerstolen. Jeg ved selvfølgelig ikke præcis, om det var hans melding om, at »stigningen i både det private og det offentlige forbrug i Danmark må dæmpes næste år« eller hans forslag om at lave en midlertidig forhøjelse af stempelafgiften på tillægslån i ejerboliger, der gjorde udslaget. Men kursen og dermed mit provenu på lånet faldt til under 100 igen.
Denne gang kurssikrede vi af to årsager:
Den ene var, at vi købte vores nye hus 12 dage, før vi ville være bortrejst i fire uger. Jeg havde ikke lyst til undervejs at tjekke obligationskurser hver aften for at finde det rigtige tidspunkt til at lukke lånet. Den anden er, at jeg nok dybest set er til både livrem og seler. Især når der på lånebanen egentlig ikke findes hverken en træner med gode råd eller en holdkammerat med en god assist, når lånet skal lukkes, og ingen kan forudse, hvor bolden flyver hen.
