Her er danskerne begyndt at bruge penge igen

Især de hastigt voksende problemer med coronafrisuren slår igennem i det stigende forbrug, der kan spores i tallene for brugen af betalingskort og Mobilpay. Det, der i høj grad har holdt forbruget tilbage, er, at vi fysisk set ikke har haft mulighed for at forbruge, vurderer Danske Bank.

Selv om der har været øde og forladt på Amagertorv på Strøget i København,  er danskerne alligevel begyndt at bruge penge på ny, viser nye forbrugstal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dankort og Mobilepay er lige så stille ved et komme frem i lyset efter nogle uger i dvale som følge af coronakrisen.

Danske Banks seneste tal for betalinger med kort og Mobilepay til og med onsdag 22. april viser, at det samlede forbrug stadig er fem til ti procent lavere end på samme tid sidste år, hvis der ses bort fra køb af dagligvarer.

»Selv om forbruget er lavere end sidste år, så ser det noget bedre ud end for en måned siden, hvor faldet var omtrent dobbelt så stort,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank i en analyse.

Især frisørerne har glæde af den gradvise genåbning af landet.

»Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år lå danskernes frisørforbrug i begyndelsen af denne uge cirka 40 procent højere. Og sammenligner vi med tiden før lukningen, er aktiviteten ligeledes væsentligt højere efter genåbningen. Det er godt nyt for økonomien, at danskerne er klar til at bruge penge i de forretninger, der åbner,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen.

Privatøkonomen mener, at dette er et godt varsel for de mange brancher, der stadig er lukkede, at kunderne ikke er for bekymrede for at bruge penge, når de får muligheden.

»Overordnet er der gode nyheder i dagens tal. De peger på, at meget af det, der har holdt danskernes forbrug tilbage, er, at vi simpelthen ikke fysisk har haft mulighed for at forbruge. Det er langt bedre for genopretningen, end hvis det svage forbrug primært var drevet af en stigende grad af bekymring for privatøkonomien,« vurderer privatøkonomen.

Forbruget af andre detailvarer som tøj og sko er også steget i de seneste dage. Især i tøjbutikker er forbruget nu i højere grad på linje med sidste års salg, efter at det var halveret i slutningen af marts.

Der er også brancher, der er fortsat stort set er lukkede. Forbrugerne anvender stort set nul kroner på alt rejserelateret og underholdning, der kræver, at man er fysisk til stede – blandt andet biografer og forlystelsesparker.

»Også restauranterne er pressede, og vi bruger stadig 60 til 70 procent mindre på at gå ud end på samme tidspunkt sidste år. Når faldet trods alt ikke er større, skyldes det blandt andet, at danskerne i stigende grad gør brug af takeaway-muligheder,« påpeger Louise Aggerstrøm Hansen.

Tallene viser dog også, at danskernes forbrug af dagligvarer, elektronik, gør det selv-materialer og indkøb hos apotekerne er højere end normalt på denne tid af året.

Det hører dog med til historien om tallene, at påsken sidste år først sluttede på, hvad der svarer til mandag i denne uge. Men samlet set er Louise Aggerstrøm Hansen ikke i tvivl om, at der er en positiv tendens til stigende forbrug i tallene.