Henrik på 70 arbejder videre: Han har lyst – og der er brug for ham

Henrik Davidsen har netop rundet 70 år og arbejder videre – foreløbig til 2020. Der er brug for ham i virksomheden, og han kan stadig godt lide at arbejde.

John Mathiesen, adm. direktør, i Grønbech & Sønner, lægger stor vægt på at fastholde seniormedarbejdere som salgsingeniør Henrik Davidsen til højre. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Det var på mange måder et stort år i 1964, da Henrik Davidsen i august trådte ind på arbejdsmarkedet for første gang. Tidligere på året gav The Beatles to koncerter i KB Hallen, og både Michael Laudrup og Lars Løkke Rasmussen kom til verden.

Salgsingeniør Henrik Davidsen fyldte 70 år for et par måneder siden, og han går stadig på arbejde – nu på 11. år i ingeniørvirksomheden Grønbech & Sønner i Københavns Sydhavn. Og han har af flere årsager ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.

»Det er et krævende og interessant arbejde med nye opgaver, der hele tiden skal løses på nye måder. Det holder de små grå i gang. Nu ser jeg halvandet år frem, men det har jeg gjort mange gange før,« siger han med henvisning til den årlige medarbejdersamtale, hvor medarbejdere over 62 år taler med deres chef om fremtiden og ønsker om eventuel nedsat tid eller en justering af arbejdsopgaverne – netop for at holde på dem så længe som muligt.

Henrik Davidsen arbejder nu kun fire dage om ugen, og adm. direktør John Mathiesen med en fortid i Rockwool Automation og Siemens lægger ikke skjul på, at det er en stor fordel for virksomheden at fastholde medarbejderne længere end folkepensionsalderen – også selv om det er på deltid.

»Seniorpolitik har været vigtig i de halvandet år, jeg har været her. Det er ikke ligefrem blevet nemmere at rekruttere arbejdskraft i de tekniske fag. De, der ved noget på ingeniørsiden, bliver mere og mere gråhårede – det er åbenbart ikke specielt sexet for de unge. Så det er i begge parters interesse at fastholde kvalificeret arbejdskraft,« siger han.

Også nye over 60 år

John Mathiesen er også villig til at nyansætte medarbejdere over 60 år.

»Hvis der kommer en kandidat på 62 år med de rette kvalifikationer og har lyst til at arbejde tre til fem år mere, så kan man ikke forlange mere,« siger han.

Virksomheden har en nedskrevet seniorpolitik og giver plads til de individuelle behov, som både unge og ældre medarbejdere måtte have.

Henrik Davidsen nyder stadig at servicere sine kunder inden for industri-, vand-, energi- og entreprenørbranchen, og han sætter under alle omstændigheder en ære i at oplære en afløser, der kan overtage hans job fuldt ud, inden han trækker sig tilbage.

»Jeg har lovet at give virksomheden et halvt års varsel, inden jeg går, og jeg vil også gerne oplære en afløser, så jeg kan aflevere jobbet i ordentlig stand,« siger han.

Virksomheden har i dag seks medarbejdere over 62 år, og både John Mathiesen og Henrik Davidsen forventer, at der kommer flere i den nærmeste fremtid.

Det tyder en rundspørge om, hvorvidt danskerne har lyst til at fortsætte på jobbet på nedsat tid efter det officielle pensionstidspunkt, også på. Her svarer 54 procent af de adspurgte ja, og tallet er helt oppe på 59 og 62 procent i regionerne Hovedstaden og Midtjylland. Blandt de 50-64-årige er det også 54 procent, der er positive over for at fortsætte i jobbet.

Foruden lysten til at arbejde videre efter pensionstidspunktet er der også økonomiske fordele ved at fortsætte i jobbet, som Henrik Davidsen først nævner, da han bliver spurgt. Blandt andet giver opsat pension til det 71. år et tillæg til folkepensionen på 40 procent.

»Økonomisk kunne jeg sagtens stoppe nu, men jeg synes ikke, det er sjovt at gå hjemme. Nu hedder det 1. maj 2020, men så har konen stadig noget tid til pensionsalderen, så hvem ved,« siger Henrik Davidsen.