Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I disse år, hvor renteafkastet er blevet lavere og lavere, er flere investorer begyndt at kigge mod alternative investeringer. Køber man eksempelvis de rigtige ting i kategorien luksus- og vintageting, såsom ure, kunst, vine og veteranbiler, så har de i bedste fald i de senere år vist sig at stige mere i værdi end aktiemarkedet.
Men veteranbiler er som udgangspunktet nok mere passion end pengepung. For mens man kan tjene en pæn skilling på at eje den helt rigtige model fra den rette årgang, så kan man også komme til at bruge en hel del penge på at eje noget for lidenskabens skyld.
»Det er ikke helt det samme som at købe en almindelig brugt bil. Vi snakker biler, der er 30-50 år gamle, og de kan fejle hvad som helst,« lyder det fra Peter Clausen, redaktionschef på FDM-magasinet Motorclassic, i podcasten »Dine Penge«.
Find alle episoder i podcastappen fra Itunes i App Store, Google Play – eller hvor du ellers lytter til dine podcasts.
Han råder til, at man holder hovedet koldt og ikke går ud og kigger på biler alene, men tager en med, som har forstand på området. Og forelsker man sig i en specifik model, anbefaler han, at man melder sig ind i en klub for ejere og får rådgivning om reparation, reservedele og andet. Og så kan der være en fordel i at kigge på biler med mere end 35 år på bagen.
»Så snart en bil bliver 35 år gammel, så falder vægtafgiften til en fjerdedel af den normale takst. Når bilen er over 25-30 år gammel, kan du som regel også få den forsikret som en veteranbil på særdeles lempelige vilkår. Det kræver bare, at den er låst inde, og at du har en anden bil til hverdag.«
De »professionelle« investorer har kastet sig over andre ting
Interessen for nyere klassikere fra 80erne og 90erne som investeringsobjekter er stigende, da de ifølge Peter Clausen har den helt rigtige alder til at være interessante for folk, der er på vej ud på markedet og skal opfylde deres ungdomsdrøm.
»Vi ser prisstigninger på GTI-biler fra 80erne, og japanske sportskopier fra 90erne tror jeg også meget på.«
Men veteranbiler har også vist sig at være meget prisfølsomme, og i det seneste års tid med lidt mørkere udsigter for verdensøkonomien er de generelt faldet i pris. Ved den store årlige auktionsuge i Monterey, Californien i august faldt priserne i gennemsnit med 25 procent i forhold til 2018, og der var mange flere usolgte biler end tidligere. Kun i det, der kaldes for de »normale« prisklasser på under 500.000 kr., hvor entusiaster ikke køber bilerne som investering, men af interesse og for at køre i dem, holder prisniveauet sig nogenlunde.
»Vi vil stadig se, at der er nogle biler, som vil blive solgt til rekordpriser. Racerbiler, som har vundet et bestemt løb eller er blevet kørt af en kendt kører, vil der stadig være stor efterspørgsel på.«
»Inden for de sidste ti år har vi oplevet et decideret prisboom på klassiske biler. Biler som Porsche 911 og Mercedes SL Pagode er fire- til seksdoblet i værdi. Men den seneste tid har vi set, at det boom er ved at aftage igen,« lyder det fra Peter Clausen, som også advarer om, at hvis man køber en af disse veteranbiler i dag risikerer man, at de falder yderligere i værdi.
Alt dette tyder ifølge redaktionschefen fra Motorclassic på, at de »professionelle« investorer, der ikke er direkte interesserede i biler, men investerer i hvad som helst, der på kort sigt kan give et højt afkast, ikke længere finder de klassiske biler interessante som investeringsobjekter. Det er i høj grad dem, der har drevet de seneste års prisboom på kostbare klassikere, men som nu har kastet sig over andre ting.
»Men vi vil stadig se, at der er nogle biler, som vil blive solgt til rekordpriser. Racerbiler, som har vundet et bestemt løb eller er blevet kørt af en kendt kører, vil der stadig være stor efterspørgsel på.«