Endnu et bilmærke kaster sig ind i priskrigen: Prisen på populær elbil falder med mange tusind kroner

Den tredjemest solgte elbil i 2023 bliver markant billigere.

Også Skoda sænker nu prisen på populær elbil. Clemens Bilan/EPA/Ritzau Scanpix

VW og Nissan har sænket priserne.

Og i sidste uge blev Danmarks mest populære bil, Tesla Y, cirka ti procent billigere.

Nu kaster også endnu en bilfabrikant sig ind i priskrigen på det danske marked.

Skoda Enyaq, den tredjemest solgte elbil i 2023, bliver markant billigere. Det skriver Jyllands-Posten.

Det er en nødvendighed, fortæller Skoda Danmarks direktør, Thomas Bruun, til avisen.

»Enyaq, der er vores eneste elbil, er en supervigtig bil for os. Vi vil fortsat ligge i top-tre. Hvis vi skal være med her eller endda vækste, skulle der ske noget med priserne.«

Besparelsen på en ny Skoda Enyaq-model bliver op til 70.000 kroner. Enyaq 85 Premium, som er den mest populære variant, falder fra 419.995 kroner til 379.995 kroner.

Skoda har ikke andet valg end at følge efter i den priskrig, som Tesla startede for et år siden, siger René Tønder, selvstændig strategisk rådgiver i bilbranchen og direktør i AutoInc., til Jyllands-Posten.

Heller ikke selvom de utvivlsomt taber penge på det.

Noget tyder på, at markedet for elbiler slet ikke har set den prismæssige bund endnu.

Hver gang Tesla som markedsleder har sat priserne ned, er en del konkurrenter fulgt med – ligesom der hele tiden kommer nye og billige elbiler på markedet.

Berlingske har den seneste tid bragt en hel håndfuld artikler med gode råd og information om økonomien i at købe og køre elbil:

Sådan bliver priserne på elbiler i 2024

Ville du købe kinesisk elbil? Læs eksperternes svar

Elbiler er langt dyrere at forsikre end brændstofbiler

Solceller kan fodre din elbil – men der er faldgruber

Pønser du på at købe brugt elbil? Her er syv ting, du skal tjekke

Syv skridt til at oplade din elbil bedst og billigst