80.000 boligejere ventede forgæves på tilbud om nye ejendomsvurderinger

I efteråret 2018 meddelte Skatteministeriet, at 80.000 husejere ville få tilbudt en vejledende ejendomsvurdering i netop forgangne juli, men det blev aldrig tilfældet. Vurderingsstyrelsen forsikrer om, at vurderingerne kommer »efter sommerferien«, men Danske Bank frygter, at den store tidsplan for nye boligskatter skrider.

Boligejere må fortsat væbne sig med tålmodighed, når det gælder de nye ejendomsvurderinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

80.000 ejere af enfamiliehuse får tilbud om vejledende vurderinger i juli 2019.

Sådan lød meldingen fra Skatteministeriet i oktober sidste år. Men boligejere har foreløbig måttet vente forgæves på de nye ejendomsvurderinger, som skal bruges til at forbedre udarbejdelsen af de 1,7 mio. juridisk bindende ejerboligvurderinger, der efter planen skal sendes ud fra 2020 og frem.

Forsinkelsen bekymrer nu Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

»De nye ejendomsvurderinger er allerede blevet udskudt med yderligere et år til 2020, og forhåbentligt er den seneste forsinkelse ikke en indikator på, at den større tidsplan skrider igen,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Som boligejer betaler man skat af værdien af sit hus eller sin lejlighed og den grund, den står på. For at fastsætte den værdi, der skal betales skat af, bliver der lavet offentlige ejendomsvurderinger. Men der er ikke kommet nye offentlige ejendomsvurderinger siden 2013, fordi de blev suspenderet efter kras kritik fra Rigsrevisionen.

Tekniske og praktiske årsager

Der er et nyt system på vej, der skal give mere retvisende vurderinger, men selve systemet har vist sig at være langt mere kompliceret at udvikle end først antaget. De nye ejendomsvurderinger er blevet udskudt ad flere omgange. Senest i oktober 2018 måtte daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) udskyde de nye ejendomsvurderinger til juli 2020. De nye vurderinger skal være klar, inden nye regler for boligskat træder i kraft i 2021.

»Belært af fortidens fejl er det klogt lige at trække vejret – også selv om udskydelsen koster statskassen 700 mio. kroner,« sagde Karsten Lauritzen til Berlingske.

Vurderingsstyrelsen oplyser til Berlingske, at det er korrekt, at det oprindeligt var planen at udsende tilbud om vejledende vurderinger til 80.000 boligejere i juli 2019.

»Det er korrekt, at tidspunktet for udsendelse er blevet rykket til efter sommerferien. Det skyldes dels en række tekniske årsager, dels mere praktiske årsager, så de berørte boligejere ikke er på sommerferie, når de modtager tilbud om en vejledende vurdering, eller at der ikke er medarbejdere ved telefonerne til at besvare deres eventuelle henvendelser,« oplyser Vurderingsstyrelsen og tilføjer:

»Der er således endnu ikke godkendt en dato.«

Den melding ærgrer Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank.

»Vi sidder jo og venter på de vejledende ejendomsvurderinger, for det bliver rigtigt interessant at vide, hvordan udformningen af de nye boligskatter bliver. De vejledende vurderinger kan give os et praj om, hvorvidt der potentielt kan opstå nogle problemer. Vil mange for eksempel opleve, at de nye ejendomsvurderinger er skæve? Sådan et spørgsmål skaber usikkerhed blandt boligejerne,« siger hun.

Effekt på københavnske ejerlejlighedspriser

Det er fortsat boligpriserne fra 2011, der danner grundlag for den boligskat, man betaler. Boligejere, der har betalt skat af en for høj vurdering siden 2011, vil automatisk få pengene tilbage. Man vil dog ikke få en ekstra skatteopkrævning med tilbagevirkende kraft, hvis man har betalt skat af en for lav vurdering.

For langt de fleste boligejere vil de nye ejendomsvurderinger hverken rykke synderligt op eller ned på priser og beskatning. Det betyder, at boligejere i mange af landets kommuner rent økonomisk ikke vil mærke det store til indførelsen af nye boligskatter. Men især i de store byer er priserne steget meget de seneste år, og for disse boligejere er der udsigt til væsentligt højere ejendomsvurderinger i det nye system.

»Vi forventer, at de nye vurderinger vil have en negativ effekt på priserne på ejerlejligheder i København, og de kan godt betyde prisfald,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Kun i de fire kommuner Odsherred, Langeland, Ærø og Læsø vurderer Danmarks Statistik, at markedsværdien er lavere end den offentlige vurdering.