Musikken var høj, dansen mellem parrene tæt og atmosfæren intens i det gamle, smukke belgiske spejltelt fra 1920’erne, også kaldet Danseteltet, som hver sommer var slået op i et hjørne af Fælledparken. Det var her mellem mahogni-søjler, mørkerøde bløde plysmøbler og spejlbeklædte vægge, at Tove og Henrik mødtes første gang. På en varm sommeraften, hvor de begge som studerende var taget en tur i Fælledparken for at gøre det, de hver især elskede: At danse. Hele natten og helst så længe, at det næsten nåede at blive lyst igen, før de cyklede hjem.
Siden den aften i Spejlteltet har dansen været en betydningsfuld del af det, der gik hen og blev til et fælles liv for Tove og Henrik med en tilhørende erkendelse af, at der skal to til en tango. En dans, som parret for nogle år siden fik undervisning i, og som de stadig har en passion for. Med en overvejelse om på et tidspunkt at tage tangoen op igen.
Nu tier du bare stille!
En villa, to akademiske uddannelser, tre børn og 25 år senere står Tove og Henrik en maj-aften i 2019 uden for den røde låge ved Dyrehaven i Klampenborg sammen med ni andre par, alle med adresse i Gentofte Kommune. I løbet af de næste knap tre timer skal de i alt ti par vandre ad grus-stier, passere skovens gamle, krogede træer, iagttage kronhjortene, lytte til fuglene, indsnuse skovens mange dufte, mærke det sitrende forår. Og gerne sanse det hele alt inklusiv på en anden og mere bevidst måde end ellers.
På en ny måde med god tid og ikke mindst vilje og lyst til at lytte til sin partner. Uden at afbryde, og uden straks at gå i forsvarsposition under en samtale, fordi man gerne lige vil have mulighed for at argumentere for sin partners påstand om... et eller andet. Men lytte uden hverken at dømme eller fortolke det, som partneren siger, og i stedet foretage en nul-stilling af parforholdet - sammen. Via den enkleste, men også vanskeligste manøvre i hele verden: At tie stille.
Lukke munden på skift, lyne læberne sammen, slå ørene ud, sænke skuldrene og alle paraderne og så ellers høre efter, hvad det er, et andet menneske netop er i færd med at fortælle. Samtidig med at man bevæger sig i naturen og på den måde bruger energien fra bevægelserne i samtalen ved at »åbne« i stedet for låse sig fast på to stole i et lukket rum foran en parterapeut. Det er ikke terapi, de er ude i her.
Temaet for en bestemt samtale har parrene tænkt over og på forhånd valgt hjemmefra. Sammen med de øvrige par har Tove og Henrik sagt ja tak til en invitation fra Gentofte Kommune om at deltage i et pilotprojekt »Par i bevægelse i naturen.« Et projekt som bygger på en samtale-metode for par, udviklet af af forfatterne til bestelleren »Den nødvendige samtale i parforholdet.« Med et budskab om, at hvis vi forventer, partneren ser, hører og oplever det samme som en selv, opstår der mange fejlfortolkninger og uoverensstemmelser. En metode, som Gentofte Kommune har fundet så befordrende, at kommunen har hyret bogens to forfattere, Poula Helths og Hans Jørn Filges, der begge er forskere og undervisere i lederudvikling, til at tage parrene med ud i Dyrehaven over tre gange. Sidste gang er 26. juni.
Derfor ryger kærligheden sig en tur
Formål: At give Gentoftes borgere en mulighed for at forebygge problemer i forholdet, forbedre det, forny det, foretage en status eller måske trække i en glohed nødbremse i et forsøg på at undgå en truende skilsmisse. Noget, der skal ske ved at træne evnen i at kommunikere bedre, ikke mindst når det drejer sig om samtaler, hvor man ikke nødvendigvis er enige. For ifølge de to forskere er det netop i kommunikationen, det ofte går galt, når kærligheden ryger sig en tur med alt, hvad det indebærer efterfølgende.
Et stigende antal kommuner har inden for de seneste år tilbudt borgerne mulighed for forskellige former for par-rådgivning og kurser. I Århus i form af kurser i par-tjek, mens Mariagerfjord har taget udgangspunkt i de 15.000 ægteskaber i kommunen, der hvert år ender med skilsmisse plus de papirløse forhold, som går i stykker. Også flere andre kommuner har set parforholdet som en bærende søjle for familien og et sted, det kan betale sig at investere tid og penge i.
Selv om aftenens ti par fra Gentofte vandrer i en form for karavane gennem Dyrehaven, er det med så stor afstand, at ingen hører, hvad de andre par taler om. Man er sammen i en gruppe, fælles om noget, men stadig private som par. Det, der tales om er privat. Tove og Henrik har placeret sig et sted i midten, og mens de går gennem den næsten selvlysende skov, er det først Tove, der har pinden.
»Kender vi hinanden så godt, som vi tror bare fordi, vi har været sammen i mange år?Tove
En vigtig ingrediens i selve metoden, for den, der har pinden i hånden, har også taleretten - i omkring fem minutter - derefter skifter parret. Nu får Henrik pinden og skal genfortælle det, Tove netop har sagt ved at bruge sine egne ord om emnet. Til sidst får Tove pinden og taleretten tilbage og skal gengive, hvad Henrik har sagt.
Der var meget, de havde til fælles dengang, de mødtes. Udover dansen var de begge optaget af fotografi - af at tage billeder, helst i sort-hvid og efterfølgende fremkalde dem i et mørkekammer. Mens Tove, 55, i dag arbejder inden for forebyggelse, er Henrik, 52, IT-konsulent. De har stadig meget til fælles og understreger, at de ikke kommet er for at redde ægteskabet, de er ikke i en krise. Men for at at gøre sig mere klar, som de siger, til den nye livsfase, de inden længe er på vej ind i og måske allerede befinder sig i.
Kender vi overhovedet hinanden længere?
Opfordringen om at deltage er kommet fra parrets ældste datter på 23 år. Den yngste på 18 bor stadig hjemme, mens de to ældste af parrets tre børn er flyttet.
»Om bare et par år står vi i en helt ny fase i vores liv, når vores yngste søn også flytter hjemmefra. Som mange andre par har arbejdet, børnene, familien og alt det andet fyldt meget i mange år. Men pludselig får Henrik og jeg mere tid, også til hinanden og jeg har ikke lyst til, at al tiden bliver fyldt op af arbejde. Det kunne den godt blive, for vi er begge meget engageret i vores job,« forklarer Tove.
»Men får man det gjort, selv om det er enkelt? Ikke nødvendigvis, for selv om det er enkelt, er det også en metode, man skal træne sammen og øve sig på.Henrik
»Kender vi hinanden så godt, som vi tror bare fordi, vi har været sammen i mange år? Vi har begge udviklet os og er måske ikke helt de samme længere, som da vi var unge. Det kan da godt være, det ville være interessant at lære hinanden at kende igen på en anden måde, nu hvor vi har tiden og overskuddet til det.«
Det er anden gang, at parret er med i Dyrehaven, og ifølge Henrik har det indtil videre været relevant og brugbart at få nogle værktøjer til at fremme den gode dialog, som han siger.
»De fleste kender jo til at være presset på tid, og at man derfor ikke får lyttet ordentligt til hinanden, men er mere tilbøjelige til at tænke over, hvad man skal svare, når den anden er færdig med at tale. Mennesker oplever desuden på hver sin måde. Vi opfatter ting forskelligt, og det kan være fint at få nogle positive benspænd, som vi får her i dag i Dyrehaven til netop også at tie stille indimellem. Jeg kan godt være en, der let kan komme til at tale for meget.«
Huset eller børnene?
Parret har besluttet, at de fremover vil gå en tur sammen i Dyrehaven hver onsdag i omkring en time.
»Jeg opfatter det som respektfuldt i forhold til hinanden, at man en gang om ugen piller en time ud af kalenderen og giver hinanden den tid sammen. Nogle gange måske for at reservere den time til nogle bestemte samtaler, der kan have en særlig betydning. Henrik og jeg har en løbende samtale om, hvorvidt vi skal investere flere ressourcer i vores hus, eller om det er godt nok, som det er. Vi kunne også invitere vores voksne børn med på en ferie langt væk, for at give dem mulighed for at bibeholde deres nære relationer nu, hvor de ikke længere bor hjemme,« siger Tove.
»Det er prioriteringer, som er vigtige og relevante at få talt igennem på den bedst mulige måde.«
Henrik kalder samtale-metoden, der bruges på turene gennem Dyrehaven for »simpel og enkel at håndtere.«
»Men får man det gjort, selv om det er enkelt? Ikke nødvendigvis, for selv om det er enkelt, er det også en metode, man skal træne sammen og øve sig på. Det er ikke helt så let, når det kommer til stykket.«
Tove og Henrik tænker, at de måske skal en tur tilbage til start. Til dengang de mødtes i Danseteltet. For i løbet af kun et par år er de to igen, to til en tango.
Tove og Henrik har ikke ønsket at få deres efternavne frem. På vandringen i Dyrehaven skal parrene gennem fire såkaldt »porte« med forskellige former for benspænd. Pilotprojektet er en del af et forskningsprojeket, der bliver evalueret. Par i bevægelse strækker sig fra 25.april til 26. juni.
