»Når alting bliver mærkeligt og skrøbeligt som nu, kan vi se mere klart« - Sørine Gotfredsen holder sin søndagsprædiken for dig her

Læs Sørine Gotfredsens prædiken eksklusivt i Berlingske denne søndag – efter den første hele uge med et nedlukket Danmark.

Sørine Gotfredsen er sognepræst i Jesuskirken i Valby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Prædiken

Midfaste søndag

Johannes 6, 24-35

Langt de fleste af os har aldrig oplevet noget lignende. Vi sidder det meste af tiden i hver vores dagligstue, fordi det er for risikabelt blot at gå frit omkring som før. Det er ikke nødvendigvis risikabelt for mig, men det kan det være for et andet menneske, og aldrig før har vi vel prøvet hver time at være så meget udleveret til hinandens opførsel og sindelag.

Der er noget ganske overvældende ved det, og man kan ligefrem mene, at meget af det, vi så ofte taler om angående moral, næstekærlighed og menneskesyn, i disse dage samles i ét stort kaotisk tankemylder.

Og der følger vigtige spørgsmål med.

Stoler vi på hinanden, erkender vi ansvaret, og nærer vi virkelig den store gensidige tillid, der så ofte fremhæves som et helt særligt kendetegn ved vores fællesskab i dette land?

Jeg overvejer det selv, når jeg forsigtigt færdes på gaden og ser de forbipasserende ind i øjnene for at forstå, hvad der er på færde. Og det er påfaldende få, der smiler for tiden. Der er sket noget med ansigterne. En stor del af frimodigheden er hos mange blevet midlertidigt slukket, og der er mere end længe brug for at blive mindet om, at vi er grundet i andet og mere end vort eget umiddelbare og bekymrede følelsesliv.

Sørine Gotfredsen i Jesuskirken Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvis nogen i disse dage med ekstra omhu beder fadervor, vil de blive mindet om, at vi blandt andet her beder om det daglige brød. Det er en indlysende bøn at bede kære Gud, lad os aldrig lide sult, men den skal forstås på mere end én måde.

Brødet er nemlig også omdrejningspunkt i den evangelietekst, der skulle have været prædiket over i alle kirker i dag, midfaste søndag, hvis ikke også de på grund af smittefaren var blevet tvunget til at lukke. Men der skal forkyndes alligevel, og nu gør vi det her.

I teksten fra Johannesevangeliet forsøger Jesus at lære folk at skelne mellem mad, der forgår, og mad, der består til evigt liv. »Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden,« siger han, og da de tilstedeværende naturligvis straks beder om at få dette brød udleveret, siger han de berømte ord: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«

»Vi er noget andet, for vi er de syndige, der ikke kan elske nok, men vi er samtidig dem, der er udvalgt til at modtage hans barmhjertighedens gerning og selv give en lille del af den videre. «


Mad er for os – under normale omstændigheder – et ret simpelt fænomen, og mens jeg godt ved, at der er identitet forbundet med det, man spiser, og ikke mindst hvor man spiser det, alt imens årets uddeling af Michelin-stjerner efterhånden rydder de fleste forsider, kan intet måle sig med brødets betydning i kristen forstand.

Når Jesus siger, at han er livets brød, meddeler han, at han er selve essensen af det vigtigste, som vi overhovedet modtager i dette liv. Det er han gennem sin indgriben i historien, hvor han fylder verden med guddommelige tegn og som det største af dem overvinder døden, hvormed vi her på Jorden kan skimte mere, end hvad vores begrænsede forstand tilsiger os. Ja, vi kan sanse strejfet fra evigheden, som han har banet vejen til. Det strejf findes i små glimt af salighed, hvor ingen sorg er mulig, og det rammer, hvor man mindst venter det. Det er jo herfra, den kraft udspringer, der gør os i stand til at leve vel vidende, at vi skal dø. Det tror jeg på. Dybt nede aner vi, at dette liv ikke er det eneste.

Men samtidig giver Jesus os livets brød her og nu i form af det helt centrale næstekærlighedsbud, der skal forplante sig i os som en måde at se hinanden på. Og hvor har vi dog i de senere år skændtes meget om det kærlighedsbud, for vi er ikke enige om, hvor langt det rækker, eller hvordan det skal tolkes.

Du skal elske din næste som dig selv, men er en flygtning på den anden side af jordkloden også min næste? Nej, bare rolig, vi lader den ligge her. Vi må skændes om det en anden gang, for lige nu sætter virkeligheden sine helt egne grænser.

Sørine Gotfredsen i Jesuskirken Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi har slet ikke mulighed for andet end at forholde os til den næste håndgribelige person, vi møder, og i disse dage er vi bundet til hinanden på en måde, der med ét har gjort det kristne kærlighedsbud så lyslevende, at enhver kan genkende det. For du skal hvert øjeblik have dit medmenneskes bedste for øje og lide afsavn for hans skyld. Dette formåede Kristus til fulde selv at udleve, da han gik rundt iblandt os og blev den højeste etiske målestok, der fik Søren Kierkegaard til i »Kjerlighedens Gjerninger« at skrive:

»Overalt hvor det Christelige er, er ogsaa Selvfornegtelse, der er Christendommens væsentlige Form.«

Man må imidlertid blive »ædru« for at forstå dette, tilføjer Kierkegaard, og ædru bliver man ved i inderlig alvor at indse nødvendigheden af at kunne beherske sig selv. Præcis som vi indser det nu. Gennem erfaringen bliver man klog, ja, gennem erfaringen bliver man troende, vil jeg påstå, og vi erfarer i denne besynderlige tid, hvor afhængige vi her på stedet er af hinanden. Det er livets krav, der træder frem, det er opgaven i sin reneste form, og det er vejen til at erkende, at man er forpligtet på en sandhed, der rækker ud over en selv.

Folkeskaren omkring Jesus vil gerne vide, hvilke tegn han gør, der kan få dem til at tro på den sandhed, og han henviser til Faderen, som han så ofte gør.

For de to er ét.

Fader og Søn.

Til gengæld kan han ikke tilstrækkeligt fyldestgørende forklare sandheden i ord, for den må i sidste ende udleves i gerninger. Sådan er det. Og derfor omtaler Jesus sig selv som det sande himlens brød, der viser verden den største kærlighedens gerning, der nogensinde er set. Nemlig hans fornedrelse da han lader sig falde ned i døden, så vi kan forstå, hvor langt og dybt den guddommelige barmhjertighed rækker. Og hvor almægtig den er, da han opstår igen.

På korset demonstrerer Jesus, at han er brød til evigt liv ved her at besejre alt det, der ødelægger liv, hvormed vi i den kierkegaardske forstand kan blive ædru ved erkendelsen af, at vi ikke selv er rene og stærke som han.

Vi er noget andet, for vi er de syndige, der ikke kan elske nok, men vi er samtidig dem, der er udvalgt til at modtage hans barmhjertighedens gerning og selv give en lille del af den videre. Jeg tror, at den viden ligger dybt indlejret i vore hjerter, og at den rører på sig i disse dage, når vi kort ser hinanden i øjnene på gaden eller i parken.

Sørine Gotfredsen i Jesuskirken Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi bærer på mere, end vi til daglig betænker, for sagen er, at det også altid er Jesu øjne, vi ser ind i, når vi ser hinanden. Ham, der er livets brød, og som vi alle har andel i, fordi vi er skabt i hans guddommelige billede.

Ja, jeg tror på, at tilliden stadig findes iblandt os, og når alting bliver mærkeligt og skrøbeligt som nu, kan vi se mere klart og bedre fæstne tillidens udspring. Det er styrken fra »det Christelige«, som Søren Kierkegaard kalder det.

Vi har en dyb sandhed sammen – sandheden om, hvordan barmhjertigheden som brød fra himlen kom til verden i kraft af Guds søn, der forvisser os om, at vi skal gribes af hans barmhjertighed. Hvad der end sker. Vi kan ane den trøst i hinandens gerninger, og vi kan være det lille tegn, der skaber ny frimodighed.

Så næste gang den anden søger dit blik for at undersøge, om du i disse svære dage er ham venligt stemt, så lad ham vide, at det er du. Det er sådan, at vi på dette sted kan blive ved med at føle, at vi hører sammen, og det er sådan, at vi kan erkende, at det daglige brød ikke bare er brød til at spise nu. Det er livets brød til at leve af for evigt. Og kære Gud, lad os aldrig lide sult, og lad os aldrig miste indsigten i, at vi hver eneste dag skal være det lille barmhjertighedens tegn for hinanden, som Jesus er det store og evige barmhjertighedens tegn for os. Amen.