Mads Christensen om dem-og-os-mentaliteten: »Jeg tør ikke sejle til Anholt, man risikerer at blive mødt med fakler og høtyve på kajen«

Mads Christensen har netop overvundet covid-19 på tre dage, men nu ser han dem-og-os-virussen skyde frem overalt i Danmark. Mellem unge og ældre, mellem private og offentlige ansatte, mellem Danmark og Sverige.

»Jeg var heldig, for mig var corona ikke meget mere end en almindelig omgang man-flu. Jeg anerkender til fulde, at der er mange, der er langt værre ramt, og forstår således, at jeg udtaler mig fra en privilegeret position, når jeg denne skønne lørdag vil causere over den allestedsnærværende dem-og-os-retorik,« skriver Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Jeg har haft min corona. Jeg var syg i tre dage i sidste uge, blev testet på Herlev, erkendt »påvist«, holdt mine 48 timers isolation efter sidste symptom, og må nu påregnes at høre til den flokimmune gruppe.

Jeg var heldig, for mig var corona ikke meget mere end en almindelig omgang man-flu. Jeg anerkender til fulde, at der er mange, der er langt værre ramt, og forstår således, at jeg udtaler mig fra en privilegeret position, når jeg denne skønne lørdag vil causere over den allestedsnærværende dem-og-os-retorik.

Når jeg løber min morgentur via villavejene, og hopper i det kolde vand ved Hellerup Strand, møder jeg forstadsfruerne med deres små hunde. Der er ikke nogen af dem, der smiler godmorgen, tværtimod er det mere reglen end undtagelsen, at der bliver råbt »HOLD AFSTAND!«, når jeg kommer susende. Jeg har været hobbytømrer længe nok til at have øjemålsforståelse for to meter. Dem holder jeg! Men det er som om, det alligevel er meget intimiderende, at jeg løber. Aviserne fortæller med det nye ord løber-bashing, at flere og flere parker lukker for løbere. Vi er åbenbart farlige, og hundefruerne i Hellerup er ikke for pæne til at råbe på gaden.

Det er dem-og-os.

Jeg havde egentlig tænkt mig at sejle til Anholt i påsken, det har jeg gjort, siden jeg var skoledreng, men den går ikke! Anholt, såvel som stort set alle andre øhavne og/eller sommerhusområder, frabeder sig i meget klare vendinger at få besøg. Henne, Blokhus, Tisvilde, de fynske øer. Alle er de prægede af selvbestaltede hverdagsbetjente, som udlægger gældende lovgivning efter egne ønsker og behov. »I skal ikke komme her med jeres ansvarsløse bakterier ... «

Dem-og-os.

Havde Mette nu givet en klar besked på det spørgsmål, som efterhånden er blevet rejst 100 gange: »Må man tage i sommerhus?« Men det har hun ikke. Sommerhuset er åbenbart den hellige ko, som ingen tør fifle med.

Mette er ellers ikke bange for at udstikke begrænsninger, og tusinder har i andre sammenhænge fået meget klar besked: Gå hjem, gå på røven, gå fra hus og hjem. Men ikke sommerhusfolket!

»Jooooohhh, man må da vist godt tage i sommerhus, meeeeeeen vi anbefaler ikke unødige rejser, meeeen ... vist nok ... øhhhh ...«

Når man giver så vag og vævende instruks, så beder man jo de små, uofficielle borgmestre derude om at lave deres egne regler, og de er i udpræget grad præget af dem-og-os. Jeg tør ikke sejle til Anholt, man risikerer at blive mødt med fakler og høtyve på kajen. Og jeg bor ellers på min båd, så det er vel inden for hashtagget #STAYTHEFUCKHOME?

I den evigt kværnende snak om diverse, diffuse hjælpepakker er det i udpræget grad dem-og-os.

Der er dem, der har fuld løn under krisen, og så er der dem, der ikke har!

Mange tusinder private og selvernærende er i praksis sendt hjem uden løn og kan nu ... måske ... være blandt de heldige, der kan få lov ... måske ... at søge om 23.000 kroner, mens en gennemsnitlig lønning for en offentlig ansat er 39.000 kroner. Hvem udregner mon de tal og takster? Der er i hvert tilfælde stof til en hel del dem-og-os-betragtninger. Hvem er det mon, der først får lukket deres dankort? Dem-eller-os?

Unge mennesker har i perioder haft det lidt stramt med de sociale begrænsninger. Alt for ofte har man kunne høre, at de ikke gider tage hensyn. Nogle af dem er sikkert bare utålmodige og kortsigtede, mens andre har set et decideret dem-og-os-koncept tage form. Under devisen #Boomerremover, kan man læse om unge, der argumenterer: »Hvorfor skal vi blive hjemme, når I ikke ville blive hjemme?« (Underforstået fra ferierejser til Thailand og øvrig klima-indifferens).

I dødsstatistikerne er der rigtig meget dem-og-os, og i den sammenhæng er det de unge, der har fat i den lange ende. Boomerremoverne hører til de mest rabiate, bevares, men budskabet er klart: Vi gider ikke lade os begrænse, når det ikke er os, der skal dø.

Dem-og-os.

Nu skal vi så tilbage på hesten, fortæller Mette. Det bliver en langsom start. Vi åbner med de små børn.

Men hov! Det synes forældrene vist ikke er en god idé. Hvorfor er det de små? Hvorfor ikke de store? Eller de halvstore? Eller nogle andre nogen? Hvorfor lige os?

Blandt småbørnsforældre er der masser af stærk dem-og-os-retorik: »Hvorfor skal vores børn være forsøgskaniner?«

Professorerne er bestemt heller ikke enige i den sag. Den ene fløj fortæller, at ungerne slet ikke bliver syge, den anden, at de gør. Det er da klart, at forældrene bliver forvirrede.

Dem-og-os.

Den bedste dem-og-os handler om svenskerne. Vi kan næsten ikke udholde, at ligene ikke hober sig op ovre hos svenskerne. Det er som om, alle aviserne håber, at de i morgen kan skrive, at NU går det amok i Sverige!

Se, hvad vi sagde: de dumme svenskere. Men »desværre« tyder alle tallene på, at vores dødsstatistikker er nogenlunde parallelle. Tænk engang, hvis det skulle vise sig, at vi i Danmark har overdrevet helt vildt? Det ville næsten ikke være til at bære.