Kirsten Jacobsen: »Vi finder os i ting, som vi for 20 år siden ville anse for umulige«

SÅ ER DET SAGT: Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag journalist og forfatter Kirsten Jacobsen.

Sammen med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen tog Kirsten Jacobsen hele Danmark på sengen, da de i maj 2019, midt i valgkampen, præsenterede bogen »Befrielsens øjeblik«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvad er din vigtigste telefonsamtale?

»Den kom i juni 1997, hvor Poul J. Svanholm, som dengang var toppen af poppen i erhvervslivet, koncernchef i Carlsberg og bl.a. formand for Danske Bank, omsider, efter at jeg havde punket ham i syv år, sagde ja til, at jeg måtte skrive en bog om ham. Siden har jeg vel skrevet 25 bøger, og hver eneste gang, jeg trykker »send«, så siger jeg »Tak, Poul Johan!«

Han lærte mig så meget om, hvordan man tænker, når man har magt og indflydelse, og hvor meget det personlige forhold mellem mennesker betyder – også i erhvervslivet. Vi tror, det hele handler om økonomiske kalkuler, og det gør meget også, men selv når man f.eks. laver en bankfusion ender det efter tusindvis af møder alligevel med, at to mænd sidder på en bænk og fordeler rollerne mellem sig.

Den viden, jeg fik gennem mine samtaler med Poul Johan, har jeg altid i baghovedet, når jeg skriver – også hvis det er en bog om Lars von Trier eller Thomas Helmig.«

Kirsten Jacobsen: »Selv når man f.eks. laver en bankfusion ender det efter tusindvis af møder alligevel med, at to mænd sidder på en bænk og fordeler rollerne mellem sig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvilken bog bør enhver have læst?

»Victor Klemperers dagbøger fra 1933 til 1945 i Tyskland, »Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste«, er et enestående værk, som alle bør tage sig tid til at læse. Klemperer var jøde, og selv om han giftede sig med en arier og konverterede til kristendommen, blev han forfulgt af nazisterne.

Det, der gør hans 1.200 siders dagbøger så interessante, er, at de viser, hvor svært det er for et menneske at erkende den forfølgelse og ondskab, der kan folde sig ud selv i en gammel kulturnation som den tyske. Hans bog er jo ikke et tilbageblik. Han registrerer tingene, mens de sker – sproget ændres, grebet strammes, regler og politik forandres. Som læser sidder man undervejs og råber: Flygt! For vi ved, hvordan det endte. Men det ved han jo ikke – og han kan ikke tro, at det vil blive ved.

Her er det Nazi-Tyskland, det handler om. Men det kunne være alt muligt andet. Derfor kan vi bruge Klemperers bog til at spørge os selv: Hvad er det for forandringer i vores samfund – og i verden – som vi burde protestere over, men som vi ikke rigtig lægger mærke til, fordi det går så langsomt? Vi ændrer sproget, vi ændrer synet på hinanden og på ting, som sker i verden. Vi finder os i ting, som vi for 20 år siden ville anse for umulige. Vi tilpasser os – uden at reagere på det.«

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

»Det er en Mulberry-taske til over 10.000 kroner. Og den forærede jeg ganske kort efter til min ældste datter, fordi hankene var så korte, at jeg ikke kunne have den over skulderen og få begge hænder fri.

Næsten lige så luksuriøst var det badekar, jeg købte i Casa Shop i 2006, da min mor lige var død. Jeg var meget ked af det, og badekarret var et symbol på barndommens tryghed. Desværre havde jeg glemt, at vi slet ikke har plads til et badekar, så nu har det foreløbig stået opmagasineret i mere end 13 år.

Det har lært mig, at jeg elsker smukke ting, men jeg er fuldstændig ligeglad med at eje dem. Jeg kan stadig glæde mig, når jeg går forbi Mulberry og ser tasken i vinduet. Men jeg har ikke brug for at eje den. Og min datter blev vældig glad for den.«

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»Det er, at »kærligheden overvinder alt og tåler alt« – som Paulus skrev i brevet til Korintherne. Kærligheden overvinder intet, hvis man glor ned i sin mobiltelefon i stedet for på den, man elsker. Omvendt overvinder den heller intet, hvis man kun ser på den, man elsker. Kærligheden er en knivsæg. Man skal både læne sig udad og indad. Og man skal passe den lige så godt, som nogen passer deres have, og andre passer deres arbejde.«

»Kærligheden er en knivsæg. Man skal både læne sig udad og indad. Og man skal passe den lige så godt, som nogen passer deres have, og andre passer deres arbejde.«


Hvordan overvinder man bedst skuffelse?

»Ved ikke at være bange for at lægge an til en ny, der kan overtrumfe den gamle. Og når man så får den nye skuffelse, kan man gå videre til nummer tre, som vil overtrumfe nummer to – og på den led ender man ikke med at blive bitter. Der vil altid være nye skuffelser, man kan prøve at bevæge sig væk fra. Man skal i hvert fald ikke grave sig ned med dem.«

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

»At mine omgivelser accepterer mig, som jeg er.«

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Jeg er jo ikke engang ældre, jeg er gammel. Men jeg har lært at sætte enormt pris på mennesker med humor. Humor er ikke min egen spidskompetence – jeg har faktisk altid været et ret alvorligt menneske. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, er det gået op for mig, hvor meget kraft, hvor meget talent, der ligger i at være ægte humoristisk. Jeg havde ikke grinet ad en film som »Klovn – The Movie«, da jeg var ung. I dag synes jeg, den er så sjov. Og jeg elskede Den Korte Radioavis.«

Hvis du kunne skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?

»Jeg tror bare, der skulle stå »Avanti!« – videre. Nej, der skulle også stå: »Jeg vil savne jer alle sammen« – eller rettere: »Jeg savner jer allesammen«. For jeg er jo allerede død.«

Foto: Thomas Lekfeldt.