Jeg var træt af komik på TV – lige indtil jeg så »Fleabag«

Komedieserien fra BBC om en ung kvindes liv som den evige single i London har for alvor sendt mig tilbage foran fladskærmen, skriver Berlingskes Søren Schauser.

»Fleabag« betyder nærmest »en sæk lopper« og passer vist helt fint på Phoebe Waller-Bridge selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: VALERIE MACON/AFP

Konen får mig hver gang: Den belæste kunsthistoriker med alle abonnementerne til TV sætter en ny serie på.

Hendes mand føler sit liv for kort til fladskærm og fordyber sig hellere i den gamle historie om Don Quijote og vejrmøllerne.

Jeg defilerer så alligevel på et tidspunkt hen til sofagruppen efter frugten af noget sydamerikansk regnskov og tager måske lige fem minutter for selskabs skyld.

Og vupti. Første fix er gratis. Man bliver for nemt hængende over sådan noget. Ugerne forsvinder som syndere i sommersol.

Men jeg gik død i »Britannia«, gik endnu mere død i »Stranger Things« og gik helt utrolig død i »Catherine the Great« med Helen Mirren som russernes triste kejserinde. Serierne har næsten uden undtagelse manuskripter i familie med mine egne stile fra 9. klasse og fortæller en historie om næsten ingenting med alt for stærke virkemidler som blod, sved og tårer.

Én af dem har så alligevel fanget mig ind. Jeg har tabt mit hjerte til en kvinde fra Londons natteliv. »Fleabag« er kreeret af unge Phoebe Waller-Bridge og har skaberen selv i den altdominerende hovedrolle.

Serien på Amazon Prime handler om en henrivende single med den lille kaffebar som levevej og den umættelige trang til mænd eller i en snæver vending deres koner. Hun har også en søster med en fantastisk karriere som erhvervsleder på stadig tykkere tæpper og en  tilhørende blanding af storhedsvanvid og permanent mindreværd.

Præsten eller hellere psykologen?

Og hun selv falder midt i alle de kvindelige forviklinger for en ung præst med neuroser om røde ræve – og dermed for den absolut eneste mand i hele London og omegn, hun ikke skal løbe an på.

Så gode råd er dyre. Hun køber sine råd hos klodens mest terapikrævende terapeut i skikkelse af Fiona Shaw med den mystiske eksem på armene. Eller hun bliver klogere under mere eller mindre tilfældige møder med eksempelvis Kristin Scott Thomas fra »Den engelske patient« og flere andre legender fra britisk teater.

De korte afsnit kan alt i alt have noget »Klovn« over sig. Tænk klassisk sitcom plus en snert af tragedie plus et opgør med forældre fra generationen uden instinkter.

Fruen og jeg græder af grin undervejs. Især fordi den navnløse heltinde konstant bryder »fjerde væg«, som man siger. Hun ser altså direkte ind i kameraet og orienterer os om sine sande følelser under aftenens date eller mangel på samme.

Jeg var personligt blevet noget træt af fænomenet under »House of Cards« for et par år siden og har ikke savnet dens kolde afvaskning midt i magien. Men Phoebe Waller-Bridges intime kontakt med seerne eller plirrende øjne under vægten fra næste mandfolk kan løfte stemningen i ethvert hjem.

Og jeg tør godt kalde højdepunktet decideret historisk: Præsten afbryder hende midt i det afgørende stævnemøde. »Hvorfor drejede du hovedet så mærkeligt lige nu?« spørger han.

Det lyder måske lettere studentikost alt sammen. Seriens humor forbliver ikke desto mindre en af de fineste i lang tid. Om den rørende storbykvinde virkelig får sin præst, skal jeg ikke løfte sløret for – men »Fleabag« har givet mig troen på TV tilbage.