»Jeg ser større egoisme hos den privilegerede ældre overklasse end hos de unge«

Sognepræst i Marmorkirken Mikkel Wold peger på fællesskabet som det ultimative begreb, danskerne skal forholde sig til, mens endnu en omgang coronavirus skyller ind over landet. Men det er ikke alle danskere, der ved, hvordan man gør, lyder det fra præsten.

Hvad stiller vi op med de danskere, der ikke viser samfundssind, i en tid, hvor det aldrig har været vigtigere? Sognepræst Mikkel Wold er ikke i tvivl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Uden fællesskab bryder alt sammen. Det får vi repeteret nu.«

Hvis Mikkel Wold skal finde essensen af danskheden under coronakrisen, er det fællesskabet, han sætter knappenålen i.

Men det er alligevel ikke helt så simpelt, mener han. For det er langtfra alle danskere, der viser holdånd og tager del i fællesskabet. Og der er gået mange ord forud for, at han er nået til den sammenfatning.

»Det er altid farligt at tale med en præst. Jeg kan jo tale fra nu og til evigheden.«

Mikkel Wold er sognepræst i Marmorkirken i København. Det har han med egne ord været »siden bronzealderen«. Dog har han kun huseret i Guds hus under den store kuppel i Frederiksgade siden 1994.

I april bad Berlingske ham om råd til at tackle coronanedlukningen. Nu står vi foran andet heat med den uforudsigelige virus, og vi spørger ham igen. Hvad lærte vi egentlig i foråret?

Opdaget egen dødelighed

Vi står på kanten af et efterår og en vinter med coronavirus som en stor faktor. Hvad har danskerne i dine øjne lært af coronakrisens første omgang?

»Hvis man er meget, meget dum, så lærer man ikke andet end bedre håndhygiejne – det kunne godt ske med danskerne. Hvis man gennemlever en krise, har man en fordømt pligt til at uddrage en lære af den, så den ikke gentager sig. Når det så er sagt, så har jeg mødt en hel del, der vil ud af hamsterhjulet. Mange har opdaget deres egen dødelighed, og når det sker, træder en scanner i gang, som prøver at finde det i landskabet, der er mere bæredygtigt end den daglige trummerum.«

»Der står et sted i Det Gamle Testamente – salme 90: Lær os at tælle vore dage, så vi får visdom i hjertet. Det betyder, at hvis jeg lever, som om jeg lever evigt, så tager den ene dag den anden. Hvis jeg lever efter, at jeg ved, jeg kun er her en tid, så får jeg en større ansvarlighed over for måden, jeg forvalter mit liv på. Hvad er mit livsgrundlag, og hvad er det, der er vigtigt i tilværelsen.«

»Når folk ikke forstår en fare, bliver de hurtigt fornærmede eller krænkede over, at de skal indrette sig.«


Oplever du så nu at folk rent faktisk forlader hamsterhjulet?

»Mange er vendt tilbage til det, de kender. Tilbage til hamsterhjulet, og det er meget dumt. Men der vil være nogle, der realiserer det, de har lært af krisen, forsøger at tænke nyt. Man skal standse op og spørge, hvad er det, jeg bruger mit liv til? Det er meget, meget enkelt. Det har altid været sådan, at man har haft muligheden for at standse lidt op og se sit liv i et større perspektiv. Det har man vejledninger i helt tilbage fra middelalderen. Der er heller ikke noget nyt i at have travlt eller i at skulle tvinge sig til at træde et par skridt tilbage. Det nye er, at man har travlt i et større omfang. Så travlt, at nogle dør af det, uden at nogen for alvor taler om, at vi skal skrue ned.«

»Vi ved, hvad der virker mod coronaen, og vi ved, at vi kan holde det under kontrol, så nu må vi stå sammen og så sørge for at hjælpe dem, der ikke kan finde ud af det.«  Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Kan man efter din opfattelse finde en gylden middelvej og skabe ændringer i tilværelsen, uden at man nødvendigvis dropper hele sit travle liv?

»Der vil ske forandringer hos stort set alle. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er et godt liv. En langvarig pandemi sætter én i en usædvanlig situation. Man får et helikopterperspektiv på sit liv. Det skal man udnytte. Hvis man Ikke udnytter det, er det meget trist.«

Hvad kan vi danskere lære af denne pandemi?

»Det her er det største eksperiment siden Anden Verdenskrig, og til dels er det en lektion i, hvordan vi vil reagere, når der kommer kriser, for det her er en skovtur i forhold til klimakrisen i fremtiden. Et godt spørgsmål er: Hvad gør vi med vores evne eller mekanisme til at fortrænge virkeligheden? For nogle mennesker har tilsyneladende gjort det og har optrådt mere eller mindre ligegyldigt over for truslen om smitte, og det er derfor, vi er havnet, der hvor vi er nu. De har en særlig evne til at tro, at et problem forsvinder, hvis de lader, som om det ikke er der. Det gør det ikke.«

Er vi mange danskere der gør det – lader, som om problemerne ikke er der?

»Der er i hvertfald en del, det har man jo kunnet se tydeligt. Nu er samtlige smittede jo ikke dermed uansvarlige; det er ikke det, jeg vil sige. Man kan jo gøre sit bedste og alligevel blive smittet, naturligvis. Men det store spørgsmål er, hvad stiller det tolerante samfund op med dem, der ikke viser samfundssind – de, der udviser ligegyldighed over for andre?«

»Normalt er de mennesker blot en irritationsfaktor og helt ufarlige. Men nu er de pludselig farlige. De er nu årsag til, at nogle af vores gamle måske dør. De er årsag til, at nu skal vi alle have skrappe restriktioner igen. Hvis de fortsætter med ikke at vise samfundssind, så tager vi rigtig mange ture i den manege, indtil der er fundet en vaccine.«

Hvad skal samfundet så stille op med dem, der ikke viser samfundssind?

»Vi laver nogle regler for dem, som selv de kan forstå, og så sørger vi for, at de får et ordentligt gok i nøden, hvis ikke de overholder reglerne. Det lyder måske råt, men regler er til, for at den stærke ikke tryner den svage. Vi sørger for, der er en straf, så kan man være pædagogisk bagefter. Men i første omgang er man nødt til at lave regler for dem, der tilsidesætter hensynet til de andre.«

»Hvis man protesterer over, at man skal vise hensyn til andre, så er det ikke en protest, man skal tage alvorligt. Man skal tage hensyn til andre – der er ikke noget at rafle om. Når folk ikke forstår en fare, bliver de hurtigt fornærmede eller krænkede over, at de skal indrette sig. De tungnemme, dem er der ingen, der kan råbe op, og de er i alle samfundsklasser.«

Den ældre overklasse er egoistisk

Vi ser særligt her i efteråret, at mange unge er smittede, kan det i dine øjne skabe en generationskløft?

»De unge, jeg kender bedst, er konfirmanderne. Det er de mindst egoistiske, jeg kan forestille mig. Når man er ung, laver man flere fejl, end når man er voksen, det ligger ligesom i ordningen. Jeg kunne godt tænke mig lidt større overbærenhed over for de unge. Jeg ser større egoisme hos den privilegerede, ældre overklasse end hos de unge. Et eksempel er min sommerferie på et fint hotel. Man skulle iføre sig handsker og spritte af, inden man tog fra morgenbuffeten. Alle de unge fulgte reglerne. Den ældre overklasse gjorde ikke; de var ligesom hævet over det. Det største smittetryk, da coronaen indfandt sig, det var i Gentofte. Morsomt ikke?«

»Jeg synes, det var gået fuldstændig grassat med individualisme og en styring efter økonomiske termer.«


Solidaritet, medmenneskelighed, varme og omsorg. For et halvt år siden mente du, at det var det, vi skulle tage med os fra coronakrisen. Er vi lykkedes med det?

»Med ovennævnte undtagelser, som jo ikke er flertallet, vil jeg sige: I høj grad. Hensyntagen i det sociale rum er trods alt blev mainstream. Det blev meget tydeligt under nedlukningen. Det modsatte blev også meget tydeligt. Når der kom en kondiløber prustende forbi, var det pludselig en provokerende ting. Nedlukningen var også en påmindelse om, at nu var det ikke bare mig, mig, men os. Det var fornemt italesat af statsministeren at tale om fællesskabet og samfundssind. Der var i vidt omfang en parathed til det hos danskerne.«

Har vi manglet det samfundssind? Er det godt for danskerne, at vi har fået den fælles bevidsthed?

»Det er altid vigtigt at blive mindet om samfundssind, hvis vi skal undgå en socialdarwinisme i vores samfund. Det er mærkeligt, at der skal et ydre pres til, før vi finder ud af, hvor vigtigt det er, at vi færdes godt sammen.«

»Det var imponerende at opleve den fredelighed, der bredte sig over en storby som københavn, og dejligt at se, hvor mange mennesker, der fik tid til at gå tur med hinanden. Jeg husker en episode, hvor en dreng på fem-seks år går med sin far. De skal ud og fiske. Drengen strålede af lykke og forventningsglæde. Det er så vigtigt at huske de ting.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad er det vigtigste, vi bør prioritere midt i pandemien?

»Det fælles gode. Det er vigtigt at prioritere det, og samfundet går rabundus, hvis vi ikke har det. Vi trængte i høj grad til at besinde os på den måde, vi levede på. Jeg synes, det var gået fuldstændig grassat med individualisme og en styring efter økonomiske termer og en latterliggørelse af altruismen og det etiske. Der var mange ting, der skulle gøres op med, og det her har hjulpet lidt. Nu gør vi noget for fællesskabet, som jeg ikke nødvendigvis får mere ud af, men jeg gør det, fordi jeg vil gøre noget for de andre. Der var mange, der gjorde noget, uden at de fik så meget ud af det.«

Hvad skaber det af følelser i et menneske, at man hjælper andre uden at få noget igen?

»Man får intet ud af det, men man udøver den spontane næstekærlighed, som ligger i os. Gør man noget for andre, får man det også bedre selv, men det er ikke derfor, du skal gøre det. Du skal gøre noget for andre, fordi du skal gøre noget for andre. En rose er en rose er en rose. Hvis vi kun gør noget for hinanden, fordi vi kan se, at det også gavner os selv, så bryder vores forståelse af, at vi er afhængige af hinanden, sammen.«

Torskedumt at lukke kirken

Har du oplevet, at der er flere, der har søgt Gud under pandemien?

»Under nedlukningen gjorde man det torskedumme, at man lukkede kirkerne for længe. Jeg synes, det var en forkert beslutning. Når samfundet kommer i krise, skal kirken være der og ikke holde lukket. Mange havde brug for at sætte sig ind i kirken. Det er ikke nok, at de kan gå på nettet og se en prædiken – så gode er vi altså heller ikke. Vi kan ikke hamle op med rummet, vi er ikke vorherre. Det har kostet mange mennesker svære problemer, at man skulle lukke så meget.«

Hvordan forbereder vi os bedst på at gå ind i et efterår med mulige nedlukninger og usikkerhed?

»Vi skal tænke os som et fællesskab og ikke som fem millioner individer, der skal kæmpe om pladsen. Og så skal vi have livsmod og ikke falde i et hul af angst.«