Hans Engell: »Vægten er mit traume. Jeg har kæmpet og kæmpet for at tabe 20 kg«

Så er det sagt: Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag den politiske kommentator Hans Engell.

DO
»Hvis man i arbejds- eller i privatlivet støder ind i fiaskoer, så skal man gerne kunne bearbejde det og bruge det til noget konstruktivt. Man lærer ofte mere af sine fiaskoer end af sine sejre,« siger Hans Engell. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN Ritzau Scanpix

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

»Det har helt klart »En præsidents død, november 1963« af den amerikanske journalist og forfatter William Manchester. Den er på 800 sider og handler om mordet på præsident John F. Kennedy. Jeg læste den i 1976, da jeg selv var journalist på Berlingske, og den gjorde et enormt indtryk. Den dag i dag står den for mig som en af de bedste bøger, jeg har læst. Selv om alt var fortalt om mordet, så formåede forfatteren at fortælle det på en medrivende måde. Bogen er god på grund af selve dramaet, men også fordi Manchester er en blændende forfatter. Han skriver intenst. Man bliver fuldstændig optaget af hans bøger - jeg har siden læst flere bøger af ham, bl.a. »The Last Lion« om Winston Churchill. Han bruger rigtigt mange ord. En hestevogn er ikke bare en hestevogn. Han har ti ord for hestevogn.«

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Kamillete. Jeg hader det. Bare lugten giver mig opkastningsfornemmelser. Jeg har haft det sådan, siden jeg var dreng i 1950erne. Dengang var kamillete et middel mod alt, ligegyldigt om det var et brækket ben eller influenza. Min mor mente, at det var et vidundermiddel, og jeg hadede det.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Ja, på mit venstre lår har jeg et meget stort ar, som er 55 år gammelt. Det er fra 1963, hvor jeg var elev på Sorø Akademi. Den vinter var søen fuldstændig tilfrosset, og vi løb på skøjter på Sorø Sø. Jeg er, for at sige det mildt, ikke nogen skøjteprins. Vi legede tagfat, og der var en pige, jeg rigtigt gerne ville fange. Hun var meget hurtigere end mig, men jeg satte efter hende og skvattede, så lang jeg var og fik bagstykket af min højre skøjte op i mit venstre lår. Blodet sprøjtede, og jeg kom på Sorø Sygehus, hvor jeg blev lappet sammen. Arret sidder der endnu. Moralen er, at hvis jeg skal fange piger, så skal det ikke ske på skøjter.«

Hans Engell har været forsvars- og justitsminister samt chefredaktør på Ekstra Bladet. Nu arbejder han som politisk kommentator. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN Ritzau Scanpix.

Hvad er det nærmeste, du nogensinde er kommet på at dø?

»For 12 år siden badede min kone Pernille og jeg ved Smidstrup i Nordsjælland. Vi badede ud fra nogle sten i kystsikringen, det var i juli, og vandet var klart og lækkert. Jeg svømmede, hvor jeg ikke kunne bunde, og pludselig blev mit venstre ben fanget af noget slimet og sandpapirsagtigt søgræs. Jeg forsøgte at få det væk med mit højre ben, men jo mere jeg prøvede, jo mere sad jeg fast. På et tidspunkt blev jeg virkelig bange. Jeg fik en følelse af, at jeg kunne drukne. Min kone var oppe på land. Hun kom i vandet igen, men kunne ikke gøre ret meget. På et tidspunkt tænkte jeg: hvad gør man i sådan en situation? For det første skal man tage det roligt. Og så tog jeg en ordentlig indsugning og dykkede ned for med mine hænder at komme fri. Det lykkedes. Bagefter sad vi ret længe på stenene for at komme os over chokket.«

Hvad er dit yndlingsord?

»Det er to ord, som jeg ofte bliver drillet med at bruge meget. Jeg har i diskussioner en vane med at sige, »sandheden er..,« om det ene og det andet. Hvordan kan du sige det, du har jo ikke patent på sandheden? spørger folk. Det lyder, som om det andre siger er forkert. Jeg prøver at lade være med at sige det.«

Hvis du måtte ændre noget ved dit udseende, hvad skulle det være?

»Ja, det er vægten, som er mit traume gennem 30 år. Jeg ville sindssygt gerne smide 20 kg. Det har været et projekt siden 1980erne. I de otte år, hvor jeg var forsvars- og justitsminister, tog jeg 20 kg på. Selv om jeg siden dengang har kæmpet, kæmpet, kæmpet for at komme af med dem, er det ikke lykkedes. Jeg er meget misundelig på den nuværende generation af unge ministre, der formår at holde sig i rimelig god form - selv Lars Løkke er jo en ganske ihærdig idrætsmand. For mig er det at tabe mig et livslangt projekt. Jeg arbejder stadig på det, men det er et rent sisyfos-arbejde. Jeg smider et antal kilo og tager dem så på igen efter nogle måneder. Jeg elsker jo god mad.«

Hvad har fiasko lært dig?

»Fiaskoer i livet har med alderen i den grad lært mig at blive et mere ydmygt menneske. Hvis man i arbejds- eller i privatlivet støder ind i fiaskoer, så skal man gerne kunne bearbejde det og bruge det til noget konstruktivt. I medgangsperioder skal man være bevidst om at vise ydmyghed og respekt for andre og ikke være selvoptaget, for modgang og fiasko kan lure lige om hjørnet. Man lærer ofte mere af sine fiaskoer end af sine sejre.«