Flemming Møldrup er kendt for at være glad – men han har en indre dæmon

De fleste kender Flemming Møldrup som den glade type fra TV. Og han er glad. Altid. Men han er også rastløs. Hans indre dæmon er en bjørn i hi, der altid truer med at vågne. Bjørnen er en skygge fra fortiden, med en barndom præget af omsorgssvigt. Vi mødte livsstilseksperten til en snak om indre dæmoner, ensomhed og om dengang han troede tiden var inde på Bali.

Flemming Møldrup har masser af skyggesider og indre dæmoner. »Det er en del af alle menneskers liv,« siger han. Og han er helt ærlig omkring dem. Hans barndom var præget af omsorgsvigt, og eftervirkningerne har fulgt ham op gennem hele hans voksenliv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Har du nogle indre dæmoner?

»I filmen »Legendernes Tid«, spiller Brad Pitt en særlig rolle. Han taler om en uro i kroppen. En indre bjørn, der vågner, og så skal han bryde op og bryde ned. Sådan én har jeg haft, og sådan én har jeg stadig. Den kommer til udtryk i rastløshed i alle mulige former, og jeg har brudt mange ting op og mange ting ned undervejs. Jeg har nægtet at lade mig falde til, og jeg skubbet folk væk.«

Hvordan kom det til udtryk, dengang da den fyldte meget?

»Kaos i mit privatliv. Svigt. Hvis der var noget, der var trygt og rart, så gjorde jeg det utrygt i stedet for. Der havde jeg det bedre. Det var det, der skulle til, for at jeg kunne mærke noget – at jeg var i bevægelse.«

Flemming Møldrup

»Jeg tror bare, det har været et godt gammeldags gedigent omsorgssvigt, det dér med at have en mor, der ikke havde ressourcer nok til at tage sig af mig.«


Hvad gjorde det ved dig, at du havde den der indre bjørn?

»Jeg tror, at folk havde svært ved at fastholde mig. Jeg havde selv svært ved at være fastholdt og koncentrere mig om noget og blive i noget. Jeg forlod kærester, jobs og uafsluttede ting. Der var altid meget uro omkring mig. Når den begyndte at vågne, så blev jeg urolig. Så begyndte jeg at kigge mig om efter noget andet i livet. Job, kærlighed og den slags.«

Har du gjort noget aktivt for at gøre noget ved dine dæmoner?

»Der er et magtforhold med min dæmon. Da jeg var yngre, var der situationer, hvor jeg ikke havde overtaget. Men det har jeg nu. Dengang fik den lov til at fylde, men jo mere jeg blev bevidst om, hvad der foregik, jo bedre blev jeg til at kanalisere uroen ud i noget andet. Jeg vil ikke sige, at jeg er gennemterapeutiseret, men jeg har da gået i terapi i lang tid for at prøve at forstå nogle af de ting, som er foregået. Jeg er blevet bevidst om mine dæmoner, og så begynder jeg at kunne se, hvordan og hvornår min dæmon reagerer. Med årene har jeg lært, at når bjørnen vågner af sit hi, så bliver der altid ballade. Den er blevet mere rolig og omgængelig, og jeg har fået mere styr på den nu. Men når den vågner og skal have mad, er det lige så godt at tage på havet som at rive eller bryde ting ned. Vesterhavet har en helende effekt på mig – jeg surfer. Jeg kommer hjem som et bedre menneske, hver gang jeg har været derovre.«

»Man kommer længst ved bare at sige sandheden. Så kan det være, at nogle bliver kede af det. Men på den lange bane er der ingen tvivl om, at det bedst kan betale sig med sandheden, selvom det kan være svært.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Hvad tror du, det bunder i, at du har bjørnen og rastløsheden i dig?

»Min mor var kun 19 og min far 21, da de fik mig. Han kom til Danmark fra Israel for at møde en ven. Hverken min far eller mor havde planer om at skulle være forældre, og så kom jeg i vejen, da jeg kom dumpende. Det var en meget urolig og utryg barndom. Min mor har gjort det bedste, hun kunne, med de midler, hun havde at gøre med. Hun måtte arbejde meget hårdt for at få tingene til at løbe rundt. Der var ikke den store omsorg, og der var ikke så meget plads. Det forplantede sig ned gennem det hele. Jeg følte mig meget overladt til mig selv. Jeg tror bare, det har været et godt gammeldags gedigent omsorgssvigt, det dér med at have en mor, der ikke havde ressourcer nok til at tage sig af mig. Jeg var nok heller ikke særlig nem.«

Hvorfor var du ikke nem?

»Hvad gør man med en dreng, der egentlig passer sig selv, og som man måske har lidt svært ved at nå ind til. Jeg lavede ikke sådan rigtig ballade – ikke mere end gennemsnittet. Jeg var bare enspænderen.«

Blev I forladt af din far?

»Ja, det kan man godt sige. Efter nogle år i Danmark ville han gerne hjem til Israel, og min mor ville ikke med. Jeg tror, savnet blev for stort for ham, og så rejste han. Min mors kamp for at få det til at hænge sammen, betød at jeg var meget alene. Det skabte nogle overlevelsesstrategier, som jeg brugte som barn, og som jeg tog med ind i mit voksenliv.«

Flemming Møldrup

»Lige dernede på bunden i det grønne vand tænker jeg: »Nu er det nu, den her kommer du ikke ud af«. Der var jeg fandeme bange.«


Hvad var det for overlevelsesstrategier, du tilegnede dig?

»Mekanismen med, at det er bedst, hvis jeg klarer tingene selv. Jeg får alligevel ikke hjælp fra nogen voksne. Når der ikke er ret meget omsorg omkring én, så leder man som barn efter en løsning. Jeg løste det ved at blive enspænder og ubevidst bare klare tingene selv. Jeg havde masser af venner; jeg tror bare, jeg var god til at være alene, og det er jeg stadig.«

Sætter du pris på det, at du er god til at være alene i dag?

»Ja, men det er også lidt et problem, for det kan være svært, når der dukker en følelse op om, at man faktisk har brug for at være lidt alene. Jeg kan være alene i utrolig lang tid, og det er måske både en styrke og et handicap.«

Hvordan det?

»Vi har brug for sociale relationer. At kunne trives i ikke at have nogen, det, tror jeg, er utroligt farligt, hvis man lader det fylde for meget. Jeg er gift og har en hustru, der forstår det. Vi bor ikke sammen. Der er plads til, at jeg kan komme ud og være alene, og til, at jeg kommer tilbage og er sammen i fællesskabet.«

»Jeg er bekymret for klimaet, og for en stigende ligegyldighed over for hinanden og for samfundet. Og så er jeg bekymret for, om politikerne efterhånden magter opgaven med at være politikere, eller om det hele bare handler om fis og ballade i fjernsynet og om at leve af politik og ikke leve for politik.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Kan du huske en konkret situation, hvor du har følt dig mest alene?

»Da min far døde for to år siden, fik jeg en lyserød plastikpose med gamle fotos i, som han havde gemt nede i Israel, og som ingen rigtig havde set. I den pose ligger et billede af min mor og far og mig som spæd. Jeg ligger i favnen på min far. Det er det eneste billede, jeg har af min familie. Sammen. Lige der blev jeg ramt af en stor ensomhedsfølelse. Hvor jeg følte mig meget alene.«

Hvorfor opstod der en ensomhed ved at kigge på det fotografi?

»Det var min familie. Vi var bundet sammen af blod. Det, der bandt os tre sammen for altid. Familien. Det har jo egentlig aldrig eksisteret i mit liv. Der blev jeg ramt af en stor følelse af ensomhed.«

Ensomheden, spiller den en særlig rolle i dit liv?

»Jeg har en grundfølelse af ensomhed. Der ligger bare altid sådan en ensomhed og skvulper under overfladen. Jeg er omgivet af sindsygt kærlige mennesker i min familie, og jeg har masser af vidunderlige venner. Måske er det den der alene-i-verden-følelse, som jeg kommer med fra barnsben.«

Men du lever med den ensomhed – hvad gør den ved dig?

»I perioder kan den godt give mig en snert af melankoli. Man skal give plads til dybe, indre følelser. Det der med at sidde alt overhørigt, det er ligesom at sætte et stykke pap på sin forrude på bilen, og så bare køre lige ud indtil man rammer et eller andet. Jeg har lært i terapi, at man skal turde blive i sine følelser. Bare fordi man er ked af det, skal man ikke hurtigt ud af det igen. Har man mistet en, så er det OK at være i sorg, indtil sorgen er væk. Jeg er skidegod til at være i mine følelser. Jeg er faktisk mest i mine følelser.«

»Jeg tror altid, jeg er glad, er jeg ikke? Jeg kan altid lokkes til at lave noget sjovt. Jeg sidder ikke på værelset med nedrullede gardiner. Men vi har jo alle mange facetter, og det er jo nok den anden side af mig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Har du nogensinde været i en situation, hvor du har været virkelig bange?

»Jeg var på Bali for tre år siden. Jeg er ude og surfe, og jeg prøver at fange en bølge. Jeg misser den. Jeg er lidt urutineret, og jeg bliver derfor fanget af den næste store bølge. Jeg bliver ved med at blive presset ned mod bunden og kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned. På et tidspunkt kan jeg ikke holde vejret mere, og så bliver jeg bange. Jeg slipper vejret, og da jeg kommer til at puste al luften ud, går jeg i panik. Der tænker jeg: »Det her kommer du aldrig ud af igen. Nu dør du kraftedeme i en bølge på Bali«. Lige dernede på bunden i det grønne vand tænker jeg: »Nu er det nu, den her kommer du ikke ud af«. Der var jeg fandeme bange.«

Hvad gjorde den oplevelse ved dig?

»Da jeg kom op, var det, som om alle mine bekymringer var væk, og tingene var lettet fra mine skuldre. Det var fandeme en fed oplevelse. Jeg tog til Bali på ryggen af en masse ting, og så forsvandt det hele bare. Jeg var bare glad. Da jeg kom op til overfladen, der var alt renset ud af min krop, og jeg kunne trække vejret frit igen. På en måde var det meget gavnligt; det var bare ikke særlig rart at komme dertil.«

Er du bange for at dø?

»Nej, overhovedet ikke. Men jeg kan godt blive lidt angst over at skulle herfra, uden at nogle ved det. Uden at få sagt farvel. Jeg vil gerne have utrolig meget tid med min hustru, og jeg vil gerne se min datter vokse op og komme godt afsted. Men jeg er ikke bange for at skulle herfra, for jeg har haft et godt og rigt liv og virkelig fået mange muligheder. Jeg kan ikke klage.«

Du er meget ærlig og oprigtig, har du altid været det?

Ja, jeg prøver at være så ærlig som overhovedet muligt. Der er selvfølgelig nogle ting, når man møder et fremmed menneske, som man ikke kan sige, men jeg bestræber mig på ærlighed.

Er det i alle livets forhold?

»Jeg lærer det ligeså langsomt. Man kommer længst ved bare at sige sandheden. Så kan det være, at nogle bliver kede af det. Men på den lange bane, er der ingen tvivl om, at det bedst kan betale sig med sandheden, selv om det kan være svært.«

Hvad bekymrer du dig om?

»Jeg går egentlig ikke rundt og bekymrer mig om mig selv og mit liv. Hvis man bekymrer sig, så er det en lille frygtfølelse, man går med hele tiden. Jeg håber selvfølgelig ikke, min datter dør, det ville knuse mig, men det er ikke noget, jeg bekymrer mig om sker. Skulle jeg bekymre mig om min egen fremtid, ville jeg få stress, i den branche jeg arbejder i. Jeg kender ikke fremtiden. Jeg bekymrer mig mere om verdenssituationen.«

Hvad er det, der sker i verden, du bekymrer dig om?

»Jeg er bekymret for klimaet, det fylder meget hos mig. Og for menneskers stigende ligegyldighed overfor hinanden og overfor samfundet. Og så er jeg bekymret for, om politikerne efterhånden magter opgaven med at være politikere, eller om det hele bare handler om fis og ballade i fjernsynet og om at leve af politik og ikke leve for politik. Jeg hader, hvis der sidder en politiker på 32 år, der aldrig har lavet andet end at være telefonsælger, og siger til folk, at det er deres egen skyld, hvis de er arbejdsløse. Det samfund gider jeg ikke at leve i. Vi skal passe på hinanden. Selvfølgelig skal vi ikke misbruge tilliden i samfundet, men vi skal ikke jagte hinanden rundt som jaget vildt.«