Chris Pedersen: Dannede mennesker giver plads til medmenneskers kompleksitet

Dannede mennesker er ikke fordomsfulde – alligevel fylder fordomme, klichéer og kassetænkning mere og mere i vores omgang med hinanden.

Chris Pedersen, TV-vært. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv Thomas Lekfeldt

For et par år siden var jeg gæst hos direktøren for en stor dansk virksomhed, hvor jeg sad til bords med en hip kunstner, som ikke umiddelbart var synderligt interesseret i min gøren og laden. I løbet af aftenen fik jeg dog varmet hende op, og efter desserten gav hun mig en noget speget kompliment:

»Jeg troede, at du var typen, som læste biografier.«

»Det ville skabe en sundere debatkultur, men jeg tror også, at det er opskriften på nogle sjovere middagsselskaber, hvis vi mødte hinanden med nysgerrige spørgsmål frem for lukkede konstateringer.«


Kort efter var jeg til en premiere i Den Kongelige Ballet, hvor tre andre gæster passede mig op i pausen, da jeg sad på trappen sammen med min ven. Vi var iklædt slidte jeans og læderjakker. Den ene var anmelder, og hans forbløffelse blev sikkert forstærket, fordi han var iklædt en klassisk smoking – med præbundet butterfly.

»Jeg troede ikke, at en type som dig interesserede sig for ballet,« sagde han med en slet skjult arrogance, og så vendte de tre musketerer om på hælene og begav sig mod baren.

De to episoder dukkede op i hukommelsen, da min klummekollega Katherine Diez for et par uger siden sendte en bredside imod politikeren Pernille Vermund, fordi hun havde formastet sig til at sige, at hun p.t. ikke læste skønlitteratur, fordi hun som politiker var mere optaget af at suge viden til sig om samfundet, hvilket faldt Diez for brystet.

»Skønlitteraturen er det vigtigste visdoms- og empatiredskab, der findes mellem os,« skrev hun.

En af de fordomme, jeg møder, er, at en mand med interesse for mode ikke kan være interesseret i teater eller litteratur, og at min horisont stopper lige omkring sæsonens nye farve, kjolelængde og it-taske.

Nu vil jeg ikke bruge denne sparsomme plads til opremse mine ikkemoderelaterede meritter, men blot konstatere, at titlen som modeekspert er lige så svær at lægge bag sig, som titlen »pornostjerne« må være det, og i stedet slå et slag for, at vi begynder at åbne øjnene for, at mennesker er komplekse størrelser, der ikke altid passer ind i de meget små kasser, som vi har det med at mase hinanden ind i.

Vermund er et glimrende eksempel. En borgerlig politiker med kontroversielle holdninger, men også en intellektuel uddannelse i baghånden, hvor hun sågar tog afgang med et projekt om ungdomsboliger for asylansøgere.

Hendes optræden i diverse comedyformater vidner om både selvironi og en god humoristisk timing, og det kom derfor heller ikke som et chok for mig, da hun i sit modsvar både fik nævnt, at hun er velbevandret i Johannes V. Jensen, Ida Jessen og Jens Christian Grøndahls romaner, ligesom hun fik sendt et solidt svirp til sin kritiker.

»Man kan sagtens være unuanceret, selv om man er belæst,« skrev hun og ramte hovedet på sømmet i en af de tendenser, som jeg finder allermest frustrerende i vores måde at anskue hinanden på: Vi skænker sjældent hinanden muligheden for at kunne nuancere hinandens holdninger, ændre samme eller blot fremstå som de komplekse, frustrerede og mangefacetterede væsener, vi er.

Dannede mennesker er ikke fordomsfulde

Jeg tror blandt andet, at det er en af grundene til, at politik efterhånden har udviklet sig til en frustrerende øvelse i at holde fast i sine holdninger for enhver pris, selv når forskere og andre eksperter forsøger at komme med kritiske input til de forskellige problemfelter.

Og så er der hele den såkaldte »cancel«-kultur, hvor vi gang på gang har set, at kunstnere, debattører eller meningsdannere får smadret hele karrierer, hvis de kommer med et enkelt pip, der ikke lige passer ind i kasserne hos de kritiske masser på Twitter og Facebook.

Og resultaterne af denne udvikling er lige så frustrerende at være vidne til. Se blot vores smilende statsminister Mette Frederiksen, som har perfektioneret kunsten at vise bagværk frem på de sociale medier og samtidig bruger de nybagte baguetter til at vifte kritiske journalister væk fra sit kontor, eller de stadig mere tandløse interview med offentlige personer, som ikke tør vise deres sande ansigt af skræk for at blive stemplet i panden med en skamplet, der aldrig går væk.

»Dannede mennesker er ikke fordomsfulde,« har forfatteren Lise Nørgaard udtalt, men for tiden har vi ikke meget rum til at vifte med hverken ørerne eller hænderne, og måske er det på tide aktivt at konfrontere vores blinde vinkler, fordomme og kassetænkning og én gang for alle sætte hinanden fri. Det ville skabe en sundere debatkultur, men jeg tror også, at det er opskriften på nogle sjovere middagsselskaber, hvis vi mødte hinanden med nysgerrige spørgsmål frem for lukkede konstateringer. Og dannelse er vel netop at være et komplekst menneske og at møde andre mennesker med troen på, at de er det samme.