Tiger-stifter har åbnet hotel i historisk københavnerbygning: »Jeg siger med stolthed, at vi er en flok amatører, der ikke har stor erfaring med at drive hotel«

Han står bag et folkehus på Vesterbro og et badehotel med fællesspisning i Nordsjælland. Nu har den tidligere ejer af Tiger, Lennart Lajboschitz, åbnet endnu et hotel på Christianshavn, hvor han henvender sig til både turister, erhvervsliv og københavnere. Selv bor han i sidebygningen med sin hustru og deres fire voksne børn.

Lennart Lajboschitz har åbnet endnu et nyt hotel, Kanalhuset, i det gamle Søkvæsthus på Christianshavn. Her vil han bringe rejsende og københavnere sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

For godt fem år siden købte Lennart Lajboschitz en nedlagt kirke på Vesterbro. Han ville skabe et folkehus med daglig fællesspisning, yoga og forskellige aktiviteter, som skulle bringe københavnerne sammen. Da stifteren af Tiger-butikkerne nogle år senere købte et badehotel i Hornbæk, blev langbordene også hevet frem, og i dag er hotellet et sted, hvor gæster og lokale mødes til alt fra spisning til strikkecafé og dans for »oldies but goodies«.

Denne sommer åbnede han sit andet hotel i en af Københavns historiske bygninger, Søkvæsthuset på Christianshavn. Den blev opført i 1754 som et opfostringshjem for drenge og blev siden omdannet til hospital.

Lennart Lajboschitz, indehaver af Kanalhuset

»Når corona er ovre, håber vi, at rejsende kommer til at møde lokale, og at der opstår nogle venskaber på tværs.«


»Jeg syntes, det var en vidunderlig bygning, og tænkte, at man kunne lave noget spændende her. Først overvejede vi boliger, men så fik vi ideen til et hotel,« fortæller Lennart Lajboschitz fra baren, hvorfra udsigten byder på brosten, vand og vippende sejlbåde.

I sidebygningen fra 1780erne holdt Orlogsmuseet til frem til 2016, hvor Lennart Lajboschitz købte hele komplekset og tog hul på en gennemgribende renovering.

»Det var hårdt. Alt er jo fredet både udvendigt og indvendigt,« siger han med sin rolige stemme og byder på et glas friskpresset saft.

»Vi skulle finde ud af, hvad der var af originale dele, og hvordan vi skulle bygge videre på dem. Det tog meget længere tid, end vi havde regnet med. Tre år. Til gengæld har vi renoveret huset til de næste 100 år,« konstaterer han.

Efter succeser som Folkehuset Absalon og Hornbæk Badehotel er turen kommet til Christianshavn. Lennart Lajboschitz bor selv i en sidebygning til hotellet med sin hustru og deres fire børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

På besøg hos K. Larsen

Mange vil kende Lennart Lajboschitz som manden bag Tiger-kæden. I 2012 solgte han imidlertid 70 procent af koncernen, og siden har han brugt en del af overskuddet til at købe gamle bygninger og hoteller. Hver gang ud fra devisen om, at hans projekter skal styrke mødet mellem mennesker.

Det er også tanken i Kanalhuset, hvor spisestuen er fyldt godt op på en hverdag midt under en pandemi, der ellers sætter en stopper for mange fornøjelser. Det er ikke udenlandske stemmer, man hører – bortset fra at Billy Pauls klassiker »Me and Mrs. Jones« strømmer ud af højttalerne som musikalsk bagtæppe til dagens menu. Til gengæld går snakken lystigt på dansk. Dog er der kun små selskaber. Langbordsmiddage må vente lidt endnu.

Vejen til baren er ledsaget af finurlige indslag, der lægger op til dans. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Der er fuld aktivitet i spisesalen på en almindelig hverdag, hvor flere har henlagt frokosten til Kanalhuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Når corona er ovre, håber vi, at rejsende kommer til at møde lokale, og at der opstår nogle venskaber på tværs. Det kan jo starte med, at én siger: »Rækker du mig lige kartoflerne«, eller »jeg har købt en flaske vin, vil du have et glas«,« siger Lennart Lajboschitz, da han viser os rundt i de historiske stuer.

Et par store lokaler er indrettet som dagligstuer. De kan lejes til eksempelvis konferencer, workshops og strategimøder, og skulle man få brug for en projektor, kan den hentes ind fra baglokalet. Tanken er at tilbyde erhvervslivet nye rammer at mødes i.

»Fordi der er en hjemlig atmosfære, giver rummet en fantastisk mulighed for at skabe en anden atmosfære, end der ofte er til eksempelvis strategimøder,« siger Lennart Lajboschitz.

Hoteldelen består at 12 hotelværelser, som ligger i kælderniveau, og 14 hotellejligheder, som ligger fordelt på de øvre etager. I coronatider bliver nogle af hotellejlighederne brugt til private dining, mens andre er optaget af gæster, der overnatter. K. Larsen, står der på det ene dørskilt, mens et andet bærer navnet C. Andersen.

»Også her må man gerne få fornemmelsen af, at man er hjemme hos nogen. Derfor er der ingen numre på lejlighederne, kun navne,« siger Lennart Lajboschitz, inden han åbner døren til et stort, stille rum et stenkast fra vandet.

Lennart Lajboschitz, indehaver af Kanalhuset

»Det nytter ikke, at vi laver noget anderledes, hvis ikke også folk synes, det er relevant.«


Det meste af inventaret er fundet på auktioner og loppemarkeder af hans hustru, Sus Lajboschitz, som ejer firmaet Een Kobenhavn, og som også har indrettet både Hornbækhus og Folkehuset Absalon.

»Her er noget nyt og noget gammelt. Hvad vi selv synes er fedt. Vores intention er at ramme en form for menneskelig frekvens – fra mig til dig. Jo mere personligt det kan blive, des bedre. I indretningen vil vi sende et signal om, at det ikke skal være prætentiøst,« siger han.

Mange af møblerne sender tankerne tilbage til årtier, der for længst er ovre. Målet har været at skabe en hjemlig stemning.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Der er kanalkig fra flere af lejlighederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

 

Flere søger det nære fællesskab

Lennart Lajboschitz lægger ikke skjul på, at tanken om fællesskab gennemsyrer alt, hvad han beskæftiger sig med.

»Vi kan ikke tage patent på fællesskab, men der er helt klart en rød tråd i alt, hvad vi laver. Vi har set på os selv og på, hvad der betyder noget for os, og det er de nære relationer. Min kone, mine børn, mine venner. Og sådan har andre mennesker det jo også. Heldigvis. Den tankegang prøver vi at følge i alt, hvad vi foretager os,« siger Lennart Lajboschitz, der mener, at den tankegang forpligter.

»Når man har det sådan, er det et postulat, indtil man omsætter det til handling, og det er det, vi prøver. Kodeordet er, at det skal være anderledes, og samtidig skal det være relevant. Det nytter ikke, at vi laver noget anderledes, hvis ikke også folk synes, det er relevant.«

Lennart Lajboschitz, indehaver af Kanalhuset

»Jeg siger med stolthed, at vi er en flok amatører, der ikke har stor erfaring med at drive hotel.«


Vi passerer en stor sal, hvor der er daglige aktiviteter som drop-in-morgenyoga for en flad 50er.

»Jeg tror, at fællesskabstanken er en del af tidsånden lige nu. Vi har haft en teknologisk udvikling i årtier. Vi kan følge med i, hvad der sker i hele verden »on time«. Det er blevet meget komplekst, og i takt med at det er blevet komplekst, har vi også brug for det modsatte. Vi oplever, at folk søger fællesskabet, og at de godt kan godt lide de mere nærværende aktiviteter,« siger han.

I hotellejlighederne er der ikke nummer på døren. Til gengæld tjekker man ind hos K. Larsen eller en anden person med et klassisk dansk navn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Hotellejlighederne bliver blandt andet brugt til private dining her i coronatiden, men der er også flere gæster, som overnatter i de historiske rammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Ingen reception

En håndfuld gæster har slået sig ned med en kop kaffe i baren, hvor en del af vægbeklædningen består af tekstiler fra 1940erne og 50erne. Det er her, i baren, at man henvender sig, hvis man vil leje et værelse.

Leder man efter en traditionel reception, går man nemlig forgæves, og det er helt bevidst, fortæller Lennart  Lajboschitz.

»Vi vil gerne ophæve de roller, der hedder »jeg er receptionisten, og du er gæsten«, blandt andet derfor har vi droppet receptionen. Det handler også om at skabe nye møder. For når man ikke kan finde receptionen, må man spørge, og på den måde kommer man i snak med andre,« siger Lennart Lajboschitz.

»Vi er så vant til, at vi skal tage den letteste vej fra A til B, men nogle gange er det godt at skabe små forhindringer undervejs. På et tidspunkt ville jeg sætte et skilt op til toilettet i Absalon, men min kone sagde: »Nej, det skal du ikke. Der skal være den forhindring, at man skal spørge efter toilettet. På den måde opstår kontakten«. Vi skal være bedre til at skabe forhindringer, der opfylder missionen om mødet med andre mennesker,« tilføjer han.

Lennart Lajboschitz taler flere gange om at »tage hotellet ud af hotellet«. Med den tilgang vil han skabe et ophold, hvor man føler sig taget godt af som gæst, men samtidig ikke føler sig som gæst. Derfor har han heller ikke brugt tid på at studere hoteldrift.

»Jeg siger med stolthed, at vi er en flok amatører, der ikke har stor erfaring med at drive hotel. Forstå mig ret. Vi går efter at skabe det bedste ophold for vores gæster, men vi tror på, at det giver et andet perspektiv, når man ikke er professionel. Det handler i høj grad om at få folk til at interagere.«

Det ligger i tidånden, at vi ønsker at dyrke fællesskabet, mener Lennart Lajboschitz, som også i sit nye hotel, Kanalhuset, lægger op til fællesspisning, når det igen er tilladt. Her er han i baren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Bor med hele familien

Det er ikke kun rejsende og københavnere, der kan få glæde af Søkvæsthuset. Selv er Lennart Lajboschitz flyttet ind i sidebygningen med sin hustru og deres fire voksne børn.

»Jeg tror virkelig, der er potentiale i at flytte sammen flere generationer. Det er netop en del af det, som jeg ser i tiden, at vi gerne vil de nære sociale relationer. Forholdet mellem forældre og børn er også lidt anderledes end tidligere, og samtidig bliver vi ældre og er pensionerede i nogle år, mens vi er friske. Her kan man have masser af glæde af hinanden,« siger Lennart Lajboschitz, som har svært ved at skjule sin begejstring over, at han nu ejer endnu et sted, hvor københavnere og rejsende kan møde hinanden, og hvor han selv kan skabe nye venskaber.

»Det er en utrolig spændende tid, vi lever i,« siger han.