Søndagsudflugten: Engang blev Klamydiaslottet brugt til noget helt andet end 10 shots for 100 kr.

I denne uge kom det frem, at Søpavillonen genåbner som moderne spise- og dansested til foråret, men stedet blev egentlig skabt til skøjteløbere. Her er historien om den gamle bygning ved Peblingesøen.

Bærende
Søpavillonen har ført en omskiftelig tilværelse, men nu satser tre iværksættere - Simon Lennet, Simon Frank og Frederik Bille Brahe - på at genåbne stedet, der tidligere har haft store traditioner for restaurationsdrift. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Måske bliver Søpavillonen et nyt udflugtsmål i København og omegn? I hvert fald kastes der nu atter kræfter i at revitalisere den hvide bygning ved Peblingesøens bred, der har haft en noget omskiftelig tilværelse. Og mindre flatterende navne som for eksempel Søpølsen, for slet ikke at tale om Klamydiaslottet, hvis foyer var opkaldt efter en anden sygdom, man nemt kunne erhverve sig efter (eller under?) et besøg i Søpavillonen; nemlig Gonoré.

Sådan var det ikke i 1890erne. Søpavillonen blev bygget til brug for en ganske anden slags underholdning end den, man finder på Klamydiaslottets nuværende dansegulv - også kaldet Singlegulvet - hvor der en overgang blev solgt ti shots for 100 kr. Ingen grund til at spilde tiden.

Søpavillonen er opført til glæde for Kjøbenhavns Skøjteløberforening, der havde officiel kommunal tilladelse til at bruge først Sortedamssøen og siden Peblingesøen. Dengang havde udtrykket bane en ganske anden betydning, end det hundrede år senere skulle få i det københavnske natteliv. Baner. Bamser. Streger. Snitter. Meningen er den samme: Kokain.

Vilhelm Dahlerups bygning er en flot og festlig maskerade med citater fra forskellige steder i stilhistorien og verden - og ganske passende har Eventyrernes Klub i en periode holdt til i lokalerne, som siden blev et populært dansested i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Søpavillonens arkitekt er Vilhelm Dahlerup, der vil være kendt for markante, historicistiske bygninger i den københavnske topografi som Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst. Men han magtede altså også den lettere, teatrale dekoration, som udover Søpavillonen også omfatter Pantomimeteatret i Tivoli.

København vokser

Indvielsesåret er 1895, og Søpavillonen er dermed opført på et tidspunkt, da København er i en voldsom udvikling. Voldene var faldet tidligere i 1800-tallet, og ligesom i dag flyttede mange mennesker til hovedstaden. Også dengang blev der bygget nye store lejligheder til den velhavende del af befolkningen. I dag er det udsigtslejligheder ved havnefronter og på tidligere industrigrunde. Dengang var det herskabslejligheder med både facaderne og lofterne udsmykket på forskellig vis.

Herman Bang skrev en fremragende roman om perioden, byggestilen og mentaliteten, som han kaldte »Stuk«. Det er i den, en af personerne siger om den voldsomme byggeaktivitet, at den nok er et udslag af sårfeberen fra Dybbøl. Gennem krigene med først England i begyndelsen af århundredet og senere Tyskland var Danmark blevet reduceret til en småstat i Europa. Så nu skulle der bygges.

»Stuk« udkom, mens Kjøbenhavns Skøjleløberforening endnu brugte nogle interimistiske skure ved Peblingesøens bred. Men måske er forfatteren gået forbi en dag og har indtaget en forfriskning i Søpavillonens første restaurant, mens hans melankolske øjne har kigget livstræt på de glade skøjteløbere?

Allerede fra begyndelsen var der nemlig restaurant i Søpavillonen, hvis opførelse af samme grund er finansieret af en entreprenant københavnsk restauratør.

Søpavillonen har i dag hovedindgang fra Gyldenløvsgade, der allerede tidligt i det 20. århundrede blev en vigtig indfaldsvej til København. En del af inspirationen kommer fra mange af de hoteller og restauranter, der overalt i Europa blev opført i 1800-tallet til almindelig adspredelse - og så havde Vilhelm Dahlerup nogle år tidligere opført en pavillon på Langelinie til brug for sejlerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Også senere i Søpavillonens historie har udflugtsmålet været et berømt spisested. Da skøjteløberne i 1960erne forlader Peblingesøen til fordel for andre baner, blev bygningen solgt til Oskar Davidsen, der drev en meget kendt restaurant i lokalerne. Smørrebrødets daværende konge flyttede efter ti år til St. Kongensgade, hvor traditionen for lange smørrebrødssedler helligholdes under navnet Ida Davidsen. Blandt andre senere, kendte ejere af Søpavillonen er forlæggeren Palle Fogtdal, der satte den i stand i midten af 1980erne.

Søpølsen blev fredet

Ikke alle har været lige begejstret for Søpavillonen. Den blev ikke en hvid svane, der rejste sig fra andedammen. Tværtimod blev Søpavillonen i de senere tiår gennemgående mere tarvelig at se på. Et hus bliver skønnere af at blive brugt. I perioder har det stået tomt. Et år blev det anvendt til en Distortion-fest.

Adskillige arkitekter har udarbejdet forslag til, hvad der kunne ligge i stedet for. Flere har villet opføre høje tårne og bygninger - en version gik ud på, at en sådan konstruktion skulle være 20 meter højere end Eiffeltårnet - men den måske mest visionære idé stammer fra Jørn Utzon, der foreslog en svømmehal i stedet for en søpavillon. Med restaurant i øvrigt.

Forslaget faldt i Borgerrepræsentationen, hvor Søpavillonen havde flere venner end det modsatte. Og så blev bygningen fredet.