Sådan blev et romersk henrettelsesredskab symbol på næstekærlighed

Da Jesus døde på korset Langfredag, blev himlen over Jerusalem mørk. Men dagen efter opstod Jesus fra de døde ifølge Bibelen, og den historie har kunstnere fortalt igen og igen gennem århundrederne. Først som støtte for religionen – siden som et oprør mod den.

Korsfæstelsen er et gennemgående motiv i mange altertavler som denne fra 1440erne af den nederlandske maler Rogier van der Weyden. I midten ses Jesus på korset samt hans mor, Jomfru Maria, der bliver trøstet af Johannes Døberen. Ved siden af dem er afbilledet de glade givere af altertavlen, som i dag befinder sig på Kunsthistorisches Museum i Wien. Hovedbilledet er flankeret af gengivelser af Maria Magdalene og den Veronika, der under vandringen til Golgata gav Jesus et klæde, han kunne tørre sig i, hvorved hans portræt blev fastholdt for eftertiden. Fold sammen
Læs mere

Korset! – Hvorfor i Himlens navn er et barbarisk henrettelsesredskab blevet ophøjet til et af verdens vigtigste, religiøse symboler?

Det er ikke, fordi det var enestående for Jesus, at han blev dømt til døden på korset. Det var almindelig praksis på det historiske tidspunkt, da det skete, og som det står i Bibelen, og ofte er gengivet på malerier, var Jesus flankeret af to andre, der på samme pinefulde vis også måtte tage afsked med deres jordiske liv.

Det var måden, man gjorde det på dengang, ligesom det siden blev guillotinen, geværet, giftsprøjten og den elektriske stol. Trekvart århundrede forud for Jesu død blev eksempelvis ikke færre end 6.000 slaver i en og samme omgang korsfæstet langs Via Appia, efter et oprør ledet af den romerske gladiator Spartacus var blevet slået ned.

Korset får status

Teologisk giver korset god mening for en kristen tilværelsestolkning, for det var på sådan et, Jesus Langfredag led for vores skyld. Men hvad har korset betydet for billedkunsten?

Korsets symbolske betydning er ældre end begivenheden på Golgata for omkring 2.000 år siden. Det grafisk enkle tegn er blevet brugt i mange kulturer og i mange variationer, men med kristendommens udbredelse blev korset efterhånden selve billedet på netop denne trosretning.

Det tog dog tid, og korset konkurrerede i de første århundreder med andre symboler for de indviede som for eksempel lammet og fisken.

Men i 314 gør den romerske kejser, Konstantin I, så at sige korset officielt ved at bruge det som sit felttegn, og det var i øvrigt også ham, der afskaffede korsfæstelsen som almindelig romersk henrettelsesmetode.

Centralt i Jan van Eycks altertavle til Skt. Bavo-kirken i den belgiske by Gent ses Jesus som lammet, der bliver ofret på et alter, mens et større persongalleri er mødt frem for at tilbede ham. Billedet i midten foroven gengiver Gud, omend nogle også mener, det kan være Kristus, flankeret af Jomfru Marie og Johannes Døberen. Yderst til venstre og højre er de første mennesker, Adam og Eva, afbilledet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Kan Jesus portrætteres?

Med Konstantin I's alliance med de tidlige menigheder og ophøjelsen af kristendommen til statsreligion begyndte kirkebyggeriet.

Gud har fortjent de bedste kunstnere, har den danske kunstner Bjørn Nørgaard engang sagt, og de nye templer og mødesteder blev udsmykket med billeder, der refererede til kristendommens fortællinger. Det varede dog en rum tid, inden Jesus selv optrådte i værkerne, for der var gennem århundeder en billedstrid om, hvorvidt det kunne tillades at gengive Guds søn i en menneskelig skikkelse.

Men med tiden vandt synspunktet om, at det kunne man, frem, og således opstod det kendte billede af den lidende Kristus på korset, der er varieret på mange måder, men gennemgående fastholder offeret som et centralt motiv i kristendommen.

Krucifikset, der i dag er standard i enhver kirke, får for omkring 1.000 år siden følgeskab af altertavlen.

Blandt de kunsthistorisk mest berømte altertavler er Isenheimalteret, der befinder sig på kunstmuseet i Colmar. Det er skabt af maleren Matthias Grünewald og var allerede i sin samtid så berømt for sit stærke og suggestive udtryk, at indtil flere europæiske konger og kejsere forsøgte at erhverve det til deres private samlinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olivier Morin.

Barok propaganda

Jo større magt, kirken får, jo større bliver kirkerne og katedralerne, og med reformationen og modreformationen i 15-1600-tallet – og dermed barokken – blev udsmykningen af Guds huse stadig mere ekstravagant i navnlig de katolske kernelande:

Kirkefacaderne bliver prangende med for eksempel statuer af apostlene på taget og høje, rigt udsmykkede indgangsportaler. Dørenes udsøgte træskærerarbejde fortsatte inde i kirken med prædikestolene og bænkerækkerne, hvorfra blikket blev draget mod fantastiske alterbilleder i stærke farver med Bibelens fortællinger. I malerier af for eksempel Rubens (1777-1640) og nogle af hans samtidige bliver Jesus nærmest til en supermand, der kan udstå alle de pisk, han får af romerske soldater, der ligner en blanding af bodybuildere og rockere.

Nogle middelalderaltre er blevet så berømte, at de er blevet indlemmet i selveste verdensarven, som for eksempel Matthias Grünewalds »Isenheimalteret«, der i dag befinder sig på kunstmuseet i den alsaciske by Colmar, og Jan van Eycks »Tilbedelsen af det mystiske lam« i  belgiske Gent, der gennem en årrække er blevet restaureret og kunne ses i al sin kompleksitet med hele den kristne verdensopfattelse, indtil coronavirussen lukkede udstillingen.

Spørgsmålet om tro og tvivl går som en rød tråd igennem Bjørn Nørgaards lange værk, og det har resulteret i adskillige opgaver for kirken. Her er det Knebel Kirke smukt beliggende på Mors, hvortil Bjørn Nørgaard i begyndelsen af 00erne skabte alter og altertavle bestående af en række af de elementer, der knytter sig til korsfæstelsen. Korset, Jesus selv, naglerne, svampen med eddike, han fik at drikke, kappen, han bar på vandringen til Golgata, osv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Abstrakt kirkekunst

Op gennem århundrederne fastholder man en tradition med en gengivelse af Jesus på korset med langt hår. Men på et tidspunkt »er vi jo kommet ind i den abstrakte tidsalder, bette Kaalund,« som maleren Bodil Kaalunds professor på Kunstakademiet så faderligt formanede hende, da han kunne se, at hun var på afveje med sin måde at male på.

Og så blev Bodil Kaalund (1930-2016) ellers en af de mest flittige kirkekunstnere herhjemme i sidste halvdel af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21.århundrede.

Bodil Kaalund fastholdt sit figurative billedsprog. Men andre ændrede kirkeudsmykningen herhjemme i en mere abstrakt retning – som for eksempel i billedhuggeren Erik Heides smukke, stærke stiliserede krucifikser, som trods deres moderne udtryk også egner sig fint til de arkitektonisk rene og renfærdige gamle landsbykirker. Billedhuggeren Hein Heinsen og maleren Stig Brøgger har til Johanneskirken i Vorup fremstillet Jesus som en ren abstraktion af kropslig energi, og Per Kirkeby har i en altertavle til Skt. Mortens Kirke i Randers malet korset som planker liggende på jorden i en stemning af morgenrøde.

Korset dekonstrueret

Men få er nu gået så langt herhjemme som Bjørn Nørgaard, der altid har været et hestehoved foran og til Knebel Kirke på Mols har skabt en slags dekonstrueret alterparti. Selve alteret er udført i bornholmsk granit med apostlene – kirkens fundament – afbilledet på siderne. Korsets form er ændret, og Jesus synes at svæve både korsfæstet og opstanden på en og samme tid omgivet af nogle af de genstande, der forbindes med korsfæstelsen som naglerne, eddikesvampen, kappen og så en Jakobsstige eller stigen til nedtagelsen fra korset udformet som en DNA-streng.

Tro og kristen symbolik er et gennemgående motiv i Bjørn Nørgaards omfattende værk. Eksempelvis gennemfører Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard i 1969 en happening på Københavns Børs, hvor hun går nøgen gennem børssalen med et kors som en personificering af en kvindelig Kristus, mens han filmer aktionen, og den dag i dag erindres begivenheden i Bjørn Nørgaards gobeliner til Christiansborg.

I 1944 malede Francis Bacon et tredelt maleri, som virkeliglig chokerende samtiden. Både med titlen, »Tre Studier til Figurer ved Foden af en Korsfæstelse«, der så åbenlyst refererede til dén korsfæstelse på Golgata, og ved billedets misantropiske menneskesyn. »Så uhørt rædselsfulde billeder, at sindet lukker sig ved tanken om dem,« mente den britiske kunstkritiker John Russel.      Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Opgør eller inderlighed?

Navnlig gennem det 20. århundrede, da de fleste kunstnere ikke længere har kirken som en afgørende opdraggiver, skabes en række nyfortolkninger af korset og korsfæstelsen.

Den irskfødte maler Francis Bacon chokerer i slutningen af Anden Verdenskrig ( måske påvirket af fotografier og beretninger fra de nazistiske udryddelseslejre) kunstverdenen med sin triptykon – en tredelt altertavle – »Tre Studier til Figurer ved Foden af en Korsfæstelse«, forestillende tre modbydelige væsner, der kan siges at afspejle et noget misantropisk syn på mennesket.

Nogle år senere påbegynder den spanske maler Salvador Dali en række billeder, hvor korset med den korsfæstede synes at svæve i et drømmerum. Men som det ofte er tilfældet med Dalis billeder, kan man spørge sig selv, om motivet er dybfølt kristen eller et udslag af kunstnerens imponerende sans for effektfuld marketing?

I nyere tid har flere kunstnere eksperimenteret med en slags vrangbilleder af korset.

De to britiske brødre Jake og Dinos Chapman har gengivet korset med McDonald's-klovnen som Den Korsfæstede, og den amerikanske billedkunstner Andres Serrano udstillede i 1980erne »Piss Christ« – store fotografier forestillende et krucifiks nedsænket i en beholder med urin. Koloristisk meget smukke billeder. Men som altid ved kunstskandaler gav det alle involverede en fin lejlighed til at få glæde af balladen. Hans kritikere blandt navnlig politikere kunne høste stemmer på deres korstog mod moderne kunst. Serrano, selv troende katolik, mente ikke, hans billeder var blasfemiske, og både han og hans sælgere kunne glæde sig over stigende priser.

Livets cyklus er afbilledet i dette videoværk af Bill Viola, der er udformet som en tredelt altertavle. I den ene side kan man se en barn blive født, mens det er kunstnerens egen mor, der udånder i højre side. Partiet i midten gengiver en menneskeskikkelse flydende i vand, men undertiden synes skikkelsen at blive opløst og blive til et tomt ligklæde. Fold sammen
Læs mere

Altertavle til vor tid?

Et interessant udenlandsk eksempel på en moderne altertavle i moderne medier er Bill Violas »Nantes-triptykon« opkaldt efter den by, der oprindelig bestilte værket, som i dag tilhører Tate i London.

I Bill Violas videoværk ser man til venstre et barn komme til verden og til højre et ældre menneske, der forlader den, og dermed livets cyklus af fødsel og død. For den troende må spørgsmålet være, om der også er en opstandelse? Det er sådan set det, hele fortællingen med korsfæstelsen og opstandelsen går ud på: »Langfredag var en bitter dag / men skøn var Påskemorgen«, som det hedder i Oehlenschlägers salme »Lær mig, oh skov, at visne glad«.

I triptykonens midterste parti ses en tilsyneladende livløs krop flydende i vand. Undertiden synes det, som om det blot er et stykke stof, måske et ligklæde, måske i virkeligheden ingenting, og måske er altertavlen i vor tid både for de troende og de tvivlende, de anelses- og håbefulde og de lidet eller ikke-troende.