Salvador Dali og Marcel Duchamp: To af giganterne i det 20. århundredes billedkunst med en enorm betydning for deres sam- og eftertid.
Med sine brændende giraffer, smeltende ure, langbenede fabeldyr og eksplicitte seksuelle symbolik blev Dali en kilde til fascination for mange mennesker og dermed også en indgang til billedkunstens eventyrland. Mens Dali fascinerede, irriterede Duchamp. Duchamp insisterede på, at flasketørrestativer, pissoirkummer og cykelhjul kunne være kunst. Blot ved at kunstneren hævdede det.
Kunsthistorisk set fik de begge en vidtrækkende betydning. Dali blev inspirator for talrige andre, større og mindre malere og blandt dem også nogle, der bevægede deres maleriske formsprog i en ganske anden retning end surrealismen. Duchamp kan betragtes som en stamfader til den konceptuelle kunst, der har præget store dele af det 20. århundrede, og i dag nærmest er blevet synonym med samtidskunst.
Kunst skulle først og fremmest være formulering af en idé eller en refleksion. Men egentlig er det misvisende at hævde, at det kun gælder konceptkunst, for kunst har altid været et spørgsmål om at bære ideer. Talrige altertavler rundt om i de europæiske kirker og katedraler formidler en kristen tilværelsestolkning. Portrætter af fyrster og paver reklamerer for magthaverne og beretter om deres betydning. Gengivelser af scenerier fra antikken giver et billede af, hvordan verden fungerer, og hvordan vi er formet af historien.
Det nye ved Duchamp og hele den efterfølgende konceptuelle tradition var, at ideen blev det altafgørende og den håndværksmæssige udførelse af mindre betydning. Sagt sådan meget firkantet.
Duchamp foretrak en tilbagetrukken tilværelse. Han var den intellektuelle skakspiller, der måske egentlig hellere ville bruge sin tid på at flytte rundt på konger, dronninger, tårne og bønder osv., end på at arbejde med sine skulpturer og objekter. Og tilsyneladende lod Duchamp sig ikke distrahere af, at modstanderen under sådan et parti skak kunne være en nøgen kvinde af yngre dato.
Dali derimod var excentrisk og flamboyant, elskede pomp og pragt og nøgne kvinder og gjorde iscenesættelser af bizarre optrin og ritualiserede handlinger til både en livsstil og en kunstnerisk handling. Modsat Duchamp havde Dali en ganske overvældende produktion med mange gentagelser og en hel del merchandise, som man er nødt til at producere, hvis man elsker et ekstravagant liv.
Men hvor forskellige de end var, de to billedkunstnere, var de venner fra omkring 1960 til Duchamps død. Duchamp lejede eksempelvis gerne et hus om sommeren i nærheden af Dalis bopæl i Spanien – og så havde de en kunstnerisk og intellektuel dialog, som udstillingen i Royal Academy belyser.
Marcel Duchamp (1887-1968) er født i Blainville ved Rouen som en af sagføreren Eugene Duchamps fire kunstnerisk begavede børn. De tre andre var maleren Suzanne, der blev dadaist, skulptøren Raymond, der faldt i Første Verdenskrig, og maleren Jacques, der udvidede efternavnet til Duchamp-Villon.
Paris trak, og Marcel Duchamp lod sig 1904 trække til kunstens daværende hovedstad, hvor han spillede billard, studerede ved Académie Julian og malede billeder i senimpressionistisk stil. Sidstnævnte udviklede sig i retning af kubismen, og mod malerier hvor maskiner træder i stedet for personer og bliver billeder på den menneskelige psykologi, som den så ud under optakten til Første Verdenskrig. Fra samme tid stammer Duchamps første banebrydende mesterværker. Et af dem, »Nøgen figur der går ned ad en trappe« fra 1911, vakte vild opstandelse. Billedet viser – som et foto af ballet taget med langsom hastighed – de enkelte bevægelser, en person foretager sig gående ned af en trappe.
Salvador Dali (1904-1989) stammer fra den spanske by Figueras. Som sin landsmand, Picasso, påbegyndte han meget tidligt en kunstnerisk løbebane, modtog undervisning af Ramon Pichot, i øvrigt en nær ven af Picasso, og debuterede som 14-årig. I 1921 blev han optaget på kunstakademiet i Madrid, hvor han blandt andet knyttede venskab med forfatteren Federico Garcia Lorca, der i 1936 blev myrdet af fascisterne.
Undervisningen var traditionelt anlagt, og Dali markerede sig i stærk opposition til Akademiet, hvorfra han da også blev bortvist. I stedet arbejdede han sig i sin studietid gennem en række af det unge århundredes nye radikale strømninger som kubisme og fauvisme, ligesom han blev påvirket af den fine italienske maler Giorgio de Chiricos stille og stemningsmættede metafysiske malerier, der kan ses som en forløber for surrealismen.
Første sal viser en række af de to kunstneres tidlige billeder og påpeger en række lighedspunkter. Ja, de malede begge deres fædre, så man kunne se, hvordan de så ud, og de skabte en række billeder i kubistisk stil, hvad der var nyt, men ikke chokerende nyt i det andet årti i det 20. århundrede, og siden hen beundret i vide kredse.
Men så er det pludselig ikke længere for børn. Både Dali og Duchamp tager et kvantespring ind i en ny tids billeddannelse. Dalis mange surrealistiske drømmebilleder har skygget over, at også han arbejdede med overraskende objekter, hvor de mest kendte vil være en fastnettelefon med en plastichummer i stedet for det rør, man henholdsvis lyttede til og talte i. Men det er alligevel Duchamp, der bærer prisen som den mest kompromisløse. Hvor man kan tillægge Dalis objekter og skulpturer en vis dekorativ værdi, er det vanskeligt at mobilisere en æstetisk begejstring over Duchamps ready mades, altså industrielt fremstillede genstande som et cykelhjul på en skammel, et flasketørrestativ, en skovl og en pissoirkumme. Sidstnævnte signerede Duchamp ironisk med navnet R. Mutt, der skal udtales på tysk, Armut, og dermed altså armod.
Begge kunstneres værker vakte ikke overraskende en vis bestyrtelse. Dali havde tilbagevendende ballade med den katolske kirke, mens han på den anden side stod på god fod med Spaniens magthavere. Duchamp fik undertiden sine værker afvist på udstillinger. Duchamp var ganske vist med på den skelsættende udstilling i 1913, da den europæiske avantgarde blev udstillet i USA, hvilket fik en enorm betydning for amerikanske kunst i det 20. århundrede, men fire år efter blev hans pissoirkumme, »Fountain«, afvist på en udstilling i New York. Et billede af den blev vist i et tidsskrift, der sjovt nok hed »The Blind Man«, og mens vi er ved underholdende kunsthistoriske pudsigheder, skriver Duchamp i 1916 til sin søster og forklarer hende, at flasketørrestativet og cykelhjulet er kunstværker. Men det var for sent. Den brave kvinde havde gjort rent i hans Paris-atelier og smidt dem ud. Fordelen ved ready mades af denne art er så, at de nemt kan genskabes.
Udstillingen lægger vægt på at vise, hvordan Dali og Duchamp har det til fælles, at de troede på total kunstnerisk frihed, og at der ingen grænser er for, hvordan man kan tænke og udforme kunst. Og måske vigtigst: Der er ingen regler. Overhovedet.
Eksempler på begge kunstneres arbejde er bragt sammen for at vise, hvordan der var en dialog mellem den storproducerende Dali og den mere eksklusive Duchamp, der kunne arbejde i årevis på nogle af sine skulpturer. Der er en af de mest berømte med på udstillingen. Den der hedder »Bruden klædt nøgen af sine ungkarle, endog«. Der er også eksempler på de surrealistiske småfilm, de to kunstnere arbejdede med, og mange af dem viser det overskud, der må have været i avantgardens tidlige år, da der var store uopdagede muligheder og åbne vidder og et publikum, der kun ventede på at blive chokeret og forarget. På hver sin måde satte Dali og Duchamp en udvikling i gang, der sammen med andre banebrydende skikkelser tidligt i det 20. århundrede ændrede kunsthistorien.
Dali – Duchamp
Hvor: Royal Academy, London. Hvornår: Lørdage-torsdage 10-18, fredage 10-22. Til 3. januar.
