Ny skole i Kødbyen er ikke kun for børn: »Det vil gøre området endnu mere attraktivt for københavnere uanset alder«

Når Kødbyens Skole åbner – mellem restauranter og gallerier – er det muligt for alle københavnere at bruge dele af skolen i fritiden. Stilen lægger sig op ad den industrielle arkitektur i området.

Kødbyens Skole skal ligge i det sydvestlige hjørne af Den Hvide Kødby. Den åbner efter planen i 2024. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rendering: Nord Architects, BBP Arkitekter, BOGL

Fra 2024 vil Kødbyen, der under normale omstændigheder er et hotspot for turister og københavnere, myldre med børn. I det, der kaldes Den Hvide Kødby, åbner afløseren for Gasværksvejens Skole.

Den hedder Kødbyens Skole og skal ligge på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade ud mod Dybbølsbro – som en synlig afslutning på Den Hvide Kødby, der består af bygninger i hvid jernbeton fra begyndelsen af 1930erne, hvor den nordiske funktionalisme var i højsædet.

Den nye folkeskole er netop inspireret af de omkringliggende bygninger, forklarer Morten Gregersen, partner i Nord Architects, som er et af to arkitektfirmaer, der har tegnet Kødbyens Skole. Der er tale om en folkeskole med plads til 840 elever.

Tagterrasserne og landskabet, der går op over bygningen, er et nyt element i Kødbyens arkitektur, men står på skuldrene af den funktionalisme, der er nedenunder, fortæller arkitekt Morten Gregersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rendering: Nord Architects, BBP Arkitekter, BOGL.

»Vi vil gerne markere slægtskabet mellem skolen og Kødbyen – blandt andet ved at fortsætte funktionalismen og videreføre det udtryk, som Kødbyen har, samtidig med at vi tilfører noget ny arkitektur. Vi har for eksempel valgt, at bygningen skal være hvid med horisontale vinduesbånd. Desuden har vi fået et fint keramikmateriale på facaden, som spiller godt sammen med industriarkitekturen,« siger Morten Gregersen.

Arkitekten peger på, at der også vil være elementer, der adskiller skolen fra omgivelserne:

Skolen set fra Ingerslevsgade med Skelbækgade i midten og med udsigt til Sønder Boulevard for enden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rendering: Nord Architects, BBP Arkitekter, BOGL.

»Tagterrasserne og landskabet, der går op over bygningen, er et nyt element i Kødbyens arkitektur, men det står på skuldrene af den funktionalisme, der er nedenunder. Og så tilfører skolen selvfølgelig området et helt nyt element – børn, unge og fritid.«

Lars Weiss, overborgmester (S)

»Skolen er et af Københavns vigtigste skolebyggerier.«


Kan bruges af foreninger

Kødbyens Skole bliver tresporet med idrætshal og madskole. Fordi maden er i fokus, får skolen store produktionskøkkener, hvor eleverne selv skal lave mad. Lokalerne skal ligge ud mod det, der hedder Kødboderne, og vil være synlige for forbipasserende.

»Maden er et vigtigt element i undervisningen med både tilberedningen af måltidet og dyrkningen af maden, så det har givet mening at tegne skolen med for eksempel terrasser, hvor man kan dyrke grøntsager, og udeværksteder. Det bringer Kødbyens kultur videre og samtidig ind i en nutidig ramme,« siger Morten Gregersen.

xxx

Det er dog ikke kun eleverne, som kan få glæde af at lave mad. Foreninger vil kunne bruge lokalerne uden for skoletid. Det samme gælder etagen ovenpå og idrætshallen, som man vil kunne se udefra.

Andre arealer kan borgere benytte uden beregning. Det gælder skolegården, udearealer og tagterrassen, hvor det vil være muligt at slå sig ned året rundt.

»Det er et politisk ønske, når man bygger nye institutioner, at man gerne vil åbne dem så meget som muligt for resten af byen. Det er selvfølgelig altid en balancegang, men hvis der er gensidig respekt for omgivelserne og skolens faciliteter, er det planen, at den skal være åben for alle. Hvis ikke, må vi evaluere undervejs,« siger Morten Gregersen.

Idrætshallen er heller ikke kun for skolens elever. Den kan også bruges af foreningslivet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rendering: Nord Architects, BBP Arkitekter, BOGL.

Vigtigste skolebyggeri

Københavns Kommunes overborgmester, Lars Weiss (S), understreger, at alle interesserede københavnere skal have glæde af de nye bygninger.

»Skolen er et af Københavns vigtigste skolebyggerier. Den bidrager til byudviklingen af det gamle Vesterbro og Kødbyen og opfylder visionen om, at vores byggerier skal have mange anvendelsesmuligheder. Nemlig skole og fritid under ét tag, så den kan bruges både af elever og af andre københavnere i fritiden,« siger han i en pressemeddelelse.

Morten Gregersen, partner, Nord Architects

»Der findes ikke andre steder i København, der ligner Kødbyen.«


Til Berlingske supplerer kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT):

»Ud over at have egne kultur- og fritidsfaciliteter vil skolen også lægge sig op ad musik- og billedskolen i Kødbyen. Det giver en helt naturlig nærhed til de andre fritidstilbud, der er i området, og det vil uden tvivl give et anderledes hverdagsliv og gøre området endnu mere attraktivt for københavnere uanset alder,« siger Franciska Rosenkilde.

Skolen arbejder tværfagligt, og en del af undervisningen foregår uden for klasselokalet. Her atrium, hvor elever kan mødes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rendering: Nord Architects, BBP Arkitekter, BOGL.

Borgmesteren håber desuden, at eleverne vil tage ved lære af det innovative miljø i Kødbyen.

»Kødbyen er i forvejen et af de mest kreative og blandede byrum i København med plads til alt fra iværksætteri og kontorlandskaber i dagtimerne til restauration og fest i aftentimerne. Placeringen af skolen i Kødbyen vil give børnene et indblik i en kreativ og entreprenant bydel, og jeg håber, at der med tiden vil vokse en stærk relation mellem skolen og Kødbyens mange aktører,« siger Franciska Rosenkilde.

Interessant kontekst

Det bliver totalentreprenøren BAM Danmark, der sammen med Nord Architects, BBP Arkitekter, ingeniørvirksomheden Norconsult og landskabsarkitekterne BOGL skal opføre den nye skole. BAM stod også bag skolen på Sluseholmen og i Arenakvarteret i Ørestad.

Det er ikke første gang, at Nord Architects arbejder med rammerne for børns undervisning. Sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter har Nord Architects tegnet Europaskolen i Carlsbergbyen. Den historiske kontekst gør opgaven ekstra interessant, mener Morten Gregersen.

Skolen er tegnet med afsæt i den funktionalistiske arkitektur i Den Hvide Kødby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rendering: Nord Architects, BBP Arkitekter, BOGL.

»Mens Indre By er præget af en ældre arkitektur, befinder Kødbyen sig et helt andet sted i arkitekturen. Der findes ikke andre steder i København, der ligner Kødbyen. Samtidig er den historiske kontekst blevet udviklet over en årrække og fyldt med mad, kultur og gallerier. Det er en super interessant ramme at arbejde inden for,« siger han.

Efter planen er der byggestart i maj 2022, og cirka to år senere åbner skolen.

Plan over Kødbyens Skole, som grænser op til Ingerslevsgade og Skelbækgade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nord Architects, BBP Arkitekter, BOGL.