MMMere af det: Metroringen er skabt til at gøre os genforelsket i København

Et centrifugalt gesamtkunstwerk og en helt ny hovedstad er det, vi har fået for de 25 milliarder. Det er kort sagt forrygende.

Metrodesignerne har placeret trappen til Rådhuspladsens station fuldstændig perfekt. Når man ankommer her, ved man, at man er i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Så skete det: Rådhuset flagede, Tim Christensen sang, hornblæserne truttede, og turisterne gjorde store øjne under den lidt lunefulde, men dog overvejende blå septemberhimmel. Og hvad var det, der skete?

Metroringen skete!

København er pludselig blevet både større og mindre på en gang. Den er blevet større, fordi jeg kan stå på Frederiksberg Allé og komme i tanke om Nørrebro Station. Med metroringens komme er det med ét naturligt bare sådan at indtage et meget større stykke af København. Men netop derfor er byen også blevet mindre. For når jeg tænker på Nørrebro Station, så kan jeg faktisk være der på 10 minutter.

Denne mærkelige skrumpen og voksen inde i hovedet, er noget, det tager et stykke tid at slippe af med, men her og nu er det bare fantastisk, at man med ét kan så meget mere med byen.

Bag det grønne hegn

Klokken lidt over middag søndag 29. september åbnede Metrostationen på Rådhuspladsen langt om længe adgangen til den underjordiske hemmelighed, som har været skjult bag et grønt hegn i 10 år. Udvalgte VIPs og pressens gentlemen og ladies fik lov til at gå ned og tage underet i øjesyn. Og lad det være sagt med det samme: Der er virkelig noget at se.

De nye stationer har fået farver! Rådhuspladsens station er for eksempel beklædt med sorte glaspaneler fordi stationen skal være en hyldest til natten og dens neon, der vil spejle sig i stationens paneler. Lignende temaer anslås på de øvrige stationer: Frederiksberg er grøn, Enghave plads er beklædt med den smukkeste røde tegl, og alle stationer, hvor man kan skifte til S-tog, har fået nogle flotte keramiske paneler i DSBs røde signaturfarve.

Holger Dahl, arkitekt og københavner

»Stationerne er og bliver cool i al deres anakronistiske designagtighed.«


Stelton-kanden regerer

Selv med farvetemaer ligner Metroringen dog stadig noget Dansk Design, fra dengang far var dreng og en Stelton-termokande var al formgivnings guddommelige højdepunkt.

Det er der ikke noget galt med, men projektet udstiller, at København i dag ikke bare er »Danish Design«. En ny generation af meget kreative unge mennesker har i de seneste 15 år skabt en ny arkitektonisk fortælling om København – en polyfon, legende, skramlet – og indrømmet – nogle gange lidt pjattet tone, som er helt fraværende i de kølige og meget »New Nordic«-agtige stationer og pladser, vi nu kan glæde os over.

Stationerne er og bliver dog cool i al deres anakronistiske designagtighed. Overskuelige, indbydende, velformede og med en beundringsværdig enkelhed i materialer og overflader.

Eneste problem er, at prisfaldet på LED-lys i de seneste ti år har fået designerne til at gå belysningsamok. Der er lys i trappernes håndlister, langs rulletrappernes trin og også under dem – angiveligt for at undgå de lidt mørke arealer under trappen, men effekten er desværre, at de mange hvide lamper slører den enkle og elegante rumlige fortælling, som stationerne har. Jeg håber at Metroselskabet finder ud af at skrue lysstyrken ned på 50 pct., så vil det nok fungere bedre.

Forpladserne

Når det kommer til Metroringens synlighed på gadeplan, har designerne stået overfor et dilemma: Skal man tilpasse sig de specifikke steder, eller skal man være konsekvent mod én stil og så køre den hen over det hele?

Designerne valgte den sidste løsning. Uanset om vi er på Kongens Nytorv, på Trianglen eller på Nørrebro Station er forpladsernes overordnede udtryk det samme. De skæve prismer, der danner ovenlys, den grå granit, der indrammer trapperne, corten-stålristene (der også fungerer som effektive cykelfælder) og de også corten-kantede bede – alt sammen nydeligt – og på en egen renfærdig måde meget passende på stederne.

Metrostationernes diskrete design vil ad åre tage farve efter deres omgivelser og helt sikkert med tiden blive en umistelig del af Nørrebros Runddel, Frederiksberg Alle, Trianglen eller for eksempel Nuuks Plads ved Landsarkivet. Et overset område i den Københavnske infrastruktur.

Her har Metrodesignerne skabt en meget fin lille plads, der underlægger sig det sjove spil mellem Dahlerups fredede arkivbygning og Koppels fantastiske skifersarkofag. Pladsen har endda lange siddeplinte og vil uden tvivl blive en tilføjelse, der vil løfte hele kvarteret og gøre det langt mere attraktivt. Det er kun et spørgsmål om tid, før genbrugstøjet og grødcafeerne rykker ind.

På Nuuks Plads er der lave siddeplinte, og trods standarddesignet formår Metroselskabet at lave en fin lille plads, der samler Dahlerups gamle landsarkiv og Koppels fantastiske skifersarkofag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

En plads på en plads

Anderledes med Enghave Plads, som kommunen lige har renoveret. Her virker det decideret underligt, at man ikke har koordineret Metrodesignet med pladsdesignet. Metrostationen står som et fremmedelement med helt afvigende materialer, beplantning og rumlig organisering.

På Enghave Plads er metropladsen blevet en plads på en plads – det er ikke så heldigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Den samarbejdende måde har man til gengæld benyttet for fuld kraft ved de to på forhånd mest bekymrende stationsplaceringer: Gammel Strand og Marmorkirken.

På Gammel Strand er det lykkedes at maskere stationsanlægget til fuldkommenhed. Det underlægger sig brystninger og belægninger på fornemste vis. Charles Svejstrup Madsens Skovserkoneskulptur er kommet op igen, og det er meget raffineret, hvordan elevatortårnets kube spejler skulpturens sokkel – blot i en anden skala.

Ved Marmorkirken har Metrodesignerne elegant holdt fast i hele Frederiksstadens stramme symmetri og placeret en nedgang på hver side af aksen. Det er elegant gjort og bør give point i designernes himmel.

Her og nu er man mest af alt glad for alt det gennemførte design, fordi man som dansker kender stilen i forvejen, og fordi det er meget gedigent. Nydelige materialer, fine detaljer og en luksusfinish, mange lande uden tvivl vil misunde os.

Den måde, elevatortårnet ved Gammel Strand spejler fiskerkoneskulpturens sokkel på, er i sig selv et stykke raffineret bykunst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Krystallinske elevatortårne

Det seriøst snedige greb er, at Metroringens dominerende visuelle markør bare er elevatortårnet.

Man har droppet de overflødige tønde-totempæle og ladet elevatorkassen klare arbejdet. I glas og stål og med synlig teknik, der virker som et stort urværk. Kabler og hjul roterer og sender os passagerer ned i dybet til suset rundt i byens centrifuge eller løfter os op i dagslyset, hvor vi pludselig kan befinde os i en hel ny del af København. Et sted, vi normalt aldrig kommer, og som vi fuldstændig havde glemt eksisterede. Det er det Metroringen kan.

12 minutter er alt, det tager at komme fra Metroringens ene side til den anden: Fra Rådhuspladsen til Nørrebro Station eller Fra Østerport til Frederiksberg Centret. Det tidsskred vil forandre København for altid, og få os alle til at bruge byen på helt nye måder. Og alene af den grund er Metroen den bedste nyhed i årevis.

Så der er fuld plade til Metroringen herfra. Seks stjerner for det centrifugale Gesamtkunstwerk: for pladserne, for farverne, for overfladerne og overskueligheden, men mest af alt for at ekspandere, eksplodere og genfortrylle byen – både den fysiske omkring os, og den vi alle bærer i vore hjerter.