Københavnersnuden: DACs danmarksudstilling ligner og lyder som en turistfilm fra 1960erne

Dansk Arkitekturcenter har stadig svært ved at finde sine ben i BLOX, mener Berlingskes københavnersnude, Holger Dahl.

Cykler, syverstole og hjemlig hygge er der masser af på DACs »Hello Denmark«-udstilling, men som besøgende forstår man ikke, hvem det er der snakker. Og heller ikke, hvem det er der forventes at lytte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

I takt med de danske arkitekters stadigt stigende succes i udlandet og i takt med den generelt øgede interesse for arkitektur kommer der flere og flere turister forbi Dansk Arkitektur Center, DAC, og de har alle det samme spørgsmål: »Hvad er det, der gør Danmark så fantastisk?«

Eller har de? I hvert fald tror man på DAC, at dét er det brændende spørgsmål, alle mennesker er interesserede i, og derfor har man lavet den lille forklarende udstilling »Hello Denmark«, som netop er åbnet i DACs Guldgalleri, på trappen op til arkitekturcentrets store udstillingsrum.

Navlepilleri for viderekommende

Coronakrisen har som bekendt sat en stram prop i turiststrømmen, så for trods alt at få mening i galskaben har DAC behændigt opfundet en søforklaring: »Udstillingen henvender sig i virkeligheden til DANSKERNE,« får vi at vide. Det er godt at se os selv lidt udefra, for på den måde får vi måske øje på noget, vi ikke vidste om os selv.

Det lyder som en sang fra de varme lande, og det er det da også, for udstillingen er entydigt og umisforståeligt tænkt til et udenlandsk publikum. Den findes oven i købet kun »on english«: Både på plancher og i de producerede film serveres det (selv)glade, »junikke« budskab med en tommetyk dansk accent, der enten er til at smile ad eller et stykke genial dansk ironi (we are jo also so well known for our humour).

Den friske onkel DAC

Udstillingen fokuserer på seks facetter af det »særligt danske«: Nærheden til vand, dialogen med naturen, hygge, cykler, tillid og design. Og det er jo alt sammen meget godt og uden tvivl nogle af de aspekter, man kan pege på, hvis man skal indkredse det særligt danske.

De seks værdier fortælles og iscenesættes med plancher, objekter og en serie små, som nævnt, engelsksprogede film. Alt sammen nydeligt: Med svævende hvide cykler, syverstole («The world's most well known chair« - oh, come on DAC!) og Vipp-spande.

Når denne københavnersnude trods de skønne værdier og trods stor kærlighed til Danmark alligevel får projektet galt i halsen, er det på grund af tonen: Hele udstillingen fortælles i en overfrisk, onkelagtig og belærende tone, man som dansker i hvert fald lynhurtigt bliver træt af.

Den evindelige, navlebeskuende selvoptagethed er næsten uudholdelig. Og når man for titusindende gang får at vide, at »the danes are very fond of hygge«, er det man rækker ud efter en pude at bide i. Man føler sig fanget i en tidslomme:  hensat til en naiv fortid, da Danmark var et lille isoleret land, og verden var stor og farlig. Sådan som vi i DRs genudsendelser stadig kan se den udfolde sig i Olsen Banden-filmene, »Huset på Christianshavn« og alle de andre hyggenyggeklassikere fra før, verden gik af lave.

»Man savner en klar ide om, hvem det er, der taler, og hvem det er, der bliver talt til. Er det DAC, der vil fortælle os noget? Er det en eller anden ekspert? Eller er det bare det hyrede kommunikationsbureau, der freestyler?«


Ingen er mere beskedne end os

I de seneste 30 år har globaliseringen stille og roligt lært os, at verden er både stor og spændende. At Dirch Passer ikke var verdensklasse, og  at ikke alle amerikanere nikker indforstået, når vi nævner »the chair«. Det er bare som om dén erkendelse ikke har ramt Dansk Arkitektur Center endnu.

Den klassiske danske disciplin at prale af sin egen beskedenhed folder sig i stedet og helt som vanligt ud i DACs »Hello Denmark«-udstilling, og jeg tvivler oprigtigt på, at dens budskaber bliver opfattet særlig tydeligt af nogen, dansker eller udlænding.

Man savner en klar idé om, hvem det er, der taler, og hvem det er, der bliver talt til. Er det DAC, der vil fortælle os noget? Er det en eller anden ekspert? Eller er det bare det hyrede kommunikationsbureau, der freestyler?

Gamle historier

De seks små historier er gode, naturligvis, og måske interessante for nogle, men de har været fortalt en million gange før, og efter endt besøg trænger man til en stærk kop kaffe for at komme af med smagen af al den sukkersøde selvglæde, man er blevet præsenteret for.

Det ville være skønt, hvis DAC ville smide udstillingen op i luften og samle den igen med en langt mere nysgerrig og undersøgende tone. Når vi også selv undrer os, bliver det, vi siger, interessant for andre, og for nu at samle dén bold op, så undrer jeg mig i dette øjeblik over, hvad det dog er, der har fået DAC til at producere denne udstilling: Allerede første gang nogen nævnte hygge, cykler eller Arne Jacobsen, burde alle alarmklokker have ringet.