Københavnerne har gjort klipklappen cool

De skødesløse klipklappere har fået global medvind efter sidste sommers rekordvarme i København. Nu satser den brasilianske klipklap-succes, Havaianas, målrettet på at dyrke danskernes tilgang til den flade sko, der engang blev anset for fattigmandsfodtøj.

Sidste sommer var exceptionel. Ikke bare på grund af vejrets varmerekorder. Det var også sommeren, hvor københavnerne fik international bevågenhed for deres modevalg i gadeplan.

Københavnernes valg af fodtøj fik street style-fotograferne til at stille skarpt på den danske hovedstad. Sensationen slog ud på stilbarometeret i internationale magasiner og websites som Vogue, Harpers Bazaar og style.com – og på salgstallene hos det brasilianske klipklap-brand, Havaianas.

»I Brasilien er klipklappere noget, som de fleste ejer og tager for givet. Det er ikke mode, det er en nødvendighed. Men det, der skete for os sidste sommer, var virkelig et vendepunkt,« siger Merel Werner, der er international marketingdirektør for det brasilianske sandalmærke, Havaianas, og i København for at få en stærkere fornemmelse af nordboernes fornemmelse for trends.

»Vi kunne ikke helt forstå, hvorfor der pludselig kom denne her kæmpe efterspørgsel i hele Europa efter vores sandaler. Men den kom i slipstrømmen af Copenhagen Fashion Week, hvor der cirkulerede billeder alle vegne af de her høje, blonde kvinder, der havde taget vores brede, praktiske sandaler på til lange skørter og korte kjoler. I satte en standard, som resten af Europa og siden hele verden kom til at følge.«

Slumchik

Havaianas har været inde og ude af modebilledet, siden de blev lanceret i 1962. De var inspireret af den japanske sandal zōri, verdens første klipklappere, der har en sål i strå og farvede stofremme. Brasilianerne gjorde den japanske version lokal ved at lave den i gummi, gøre dem bredt tilgængelige og holde prisen på et par så beskeden, at den blev det mest udbredte fodtøj i den brasilianske slum, favelaerne, og en del af den boks af fornødenheder af pasta, ris og bønner, som arbejderklassen fik udleveret af staten sammen med deres løncheck.

Det var, da VM kom til Brasilien i 1998, at Havaianas blev et modefænomen. Farvekombinationer i citrongul og græsgrøn tilsat et Brasiliansk flag på stroppen fik sandalerne til at flytte fra slumkvartererne til de solbeskinnede turisters fødder. De opdagede, at de lette sandaler ikke bare passede til gaderne i Rio de Janeiro, men også til Roskildefestival og frugtplukkerdans på klubberne i Boltens gård, side om side med Buffalostøvler fra Spanien og plateausandaler.

»Det var første bølge af en hype, der igen blev forstærket for 10 år siden, hvor den amerikanske designer Michael Kors sagde, at klipklapperne var den bedste måde at vise god stil: Når man turde tage en smuk kaftan og sætte Havaianas til,« siger Merel Werner.

Flere designere ville efterfølgende gerne flette tæer med den brasilianske fabrikant, der endte med at lave designsamarbejder med blandt andet Valentino, Missoni og Charlotte Olympia.

»Men effekten har aldrig været så stor, som da danskerne tog klipklapperne på. Skandinaverne har jo denne her soldyrkende kultur, hvor I sidder på café fra den første solstråle rammer gaden. I har altid meget solbrændte fødder, og derfor ser vores sandaler særligt godt ud på jer. I Sydamerika forbinder vi klipklapper med det sorgløse strandliv, men I har gjort de flade sko synonyme med det moderne storbyliv.«

Det simple liv og den hemmelige formel

På verdensplan blev der solgt 250 milliarder Havaianas sidste år, hvoraf de 200 milliarder alene blev solgt i Brasilien.

»I Brasilien er der mange, der ikke ejer andre sko end Havaianas, og derfor har vi også fastholdt, at de skal være betydeligt billigere i hjemmemarkedet, selv om der er gået mode i klipklapperne,« fortæller direktøren.

Selv om designet virker indlysende simpelt og nemt at kopiere, så har de formået at fastholde deres enestående position på klipklap-markedet.

»De produceres udelukkende i Brasilien, og formularen på vores gummi er lige så hemmelig som Coca-Colas opskrift. Der er en stor følelse af stolthed omkring Havaianas, fordi de på en gang er så enkle i deres idé, så tilgængelige for alle og så internationalt eftertragtede,« siger Merel Werner, der erklærer, at danskernes klipklappen gennem sommeren har fået virkomheden til at vende blikket mod nord:

»Det var jer, der fik startet trenden, hvor det ikke gjaldt om at se skrøbelig ud for at være feminin. Voldsomme sneakers, store jeans og Havaianas med en grov strop frem for de smallere versioner. Danske kvinder vil se komfortable ud, ikke sarte. Så nu er det København, vores kreative team helst vil besøge, når de skal finde inspiration til fremtidige kollektioner.«

Spørger man ph.d. og lektor ved Kunstakademiet Maria Mackinney-Valentin, er det ikke underligt, at vi falder for flade sandaler netop nu.

»I dag kan en kvinde i flade sandaler signalere, at hun ikke vil underkaste sig normer, der er upraktiske og måske endda smertefulde, som høje hæle generelt må siges at være. Med den stærke bølge inden for feminisme er det blevet et ideal for især unge kvinder at behandle kroppen mere venligt i forhold til både kost, motion, mental sundhed og altså også gladere fødder.«

Maria Mackinney-Valentin påpeger, at vi siden 1960erne har talt om en demokratisering af moden i den vestlige verden, hvor der især er gået mode i at dyrke det behagelige udtryk. Vi ifører os yogatøj på arbejde, pyjamas til fest og går i sneakers på gaden, selvom vi aldrig løber en tur.

»Det betyder dog ikke, at vi sætter komfort over udseendet. Skønhedsidealet for et voksende antal mennesker handler bare om at dyrke et afslappet look som noget, der er attraktivt. Og det kræver jo også noget af dig, hvis du vil se lækker ud i joggingtøj,« siger hun.

 

Fem flade! 

 

1. Den brasilianske

De er behagelige at gå i, svære at slide op, billige og nu også mere moderigtige end sidste års badesandaler og forrige års espadriller. Havaianas er en klassiker med variationer, der kan bruges til det meste.

Havaianas Top, 199 kr.

2. Den fodformede

Birkenstock-sandalen blev tidligere mest associeret med pædagoger og tandplejere. Men i dag er den fodformede tyske sandal lige så populær, som den er ortopædisk korrekt – og den bliver solgt i mere end 100 lande.

Arizona Suede Taupe, Birkenstock, 850 kr.

3. Den logoficerede

Balenciaga er i øjeblikket mest kendt for at få kvinder i hele verden til at iføre sig grimme sneakers med skostørrelsen trykt på snuden. Men de er med på plasticsandalfronten. Naturligvis med et logo, der er til at få øje på.

Flat sandal black and white, Balenciaga, 1870 kr.

4. Den rå

Gucci er blevet den ægte mester i at gøre tvivlsomme tendenser indbydende. Og denne sommer er det læder, tigerhoveder og nitter, der hitter.

Leather sole sandal with studs, Gucci, 5150 kr.

5. Den klassiske

Vil du sikre dig et langtidholdbart look, så er franske ATP et godt sted at starte. Deres version af sæsonens flade sandal er klædeligt uprætentiøs.

Allai Black Vacchetta, ATP,  1700 kr.