Smykkerne og deres metafortælling
»Da du spurgte mig om, hvad jeg ville redde, kom jeg til at tænke på »Nissen hos Spækhøkeren« af H.C. Andersen. Den har jeg i en udgave, der er smukt illustreret af Ib Spang Olsen. Den handler netop om, hvad studenten, konen og nissen vil redde ud af det brændende hus. Studenten redder bøgerne - konen sine smykker, fordi de repræsenterer en guldværdi. Jeg ville redde min kones smykker først; ikke for deres reelle værdi, men for den emotionelle. De er nemlig udelukkende lavet af håndværkere - kolleger, som jeg beundrer. Nikolaj Appel, Mette Saaby og Jytte Kløve. Smykkerne er udtryk for en faglig respekt og kollegial beundring. Det er små smukke værker, hvor der er ånd og sjæl tilknyttet. Min kone spekulerer nok ikke over det, når hun går med dem, men det er genstande, som jeg har valgt med omtanke til hende. Og som ikke kan genskabes.«
Den smuglede skål
»Jeg har lavet ler, siden jeg var barn og altid været ekstremt fascineret af det materiale. Jeg var det der specielle barn, der syntes at den særlige Chun keramik fra 1100-tallets Kina repræsenterede det ypperste. Der er ikke ret meget tilbage af det i verden, men jeg så de tre-fire krukker på Design Museet og tænkte bare »Wow, det er smukt!« Første gang jeg var i Vietnam, fandt jeg så min egen lille Chun-skål. Det var i 1999. Jeg købte den og smuglede den ud. Når jeg kigger på min egen blå skål, bliver jeg mindet om mit eget begær som håndværker efter at skabe det ypperste. Det, der er helt exceptionelt. Jeg havde en makker til denne her skål og var nok lidt for skødesløs med den. Jeg troede måske, at jeg var mindre materielt anlagt, end jeg åbenbart er. Den stod og balancerede på et bord, og så væltede mine kone den en dag, hvor hun støvsugede. Der blev jeg så klar over, hvor meget den, som jeg har tilbage, betyder. Den er mat på den rigtige måde. Den har den perfekte tyngde og proportionalitet. Tænk at eje det ypperste! Den skulle da nødigt gå til i en ildebrand.«
