Guide: Sådan slipper du ud af coronafængslet - gå en laaaang tur

Smukke kirkegårde, malede gavle, en genopstået hal ...Berlingskes Holger Dahl giver tips til oplevelser i København og omegn, nu, hvor alt igen er lukket ned.

Gavlkunst er jo ikke nogen nyhed, men det er alligevel en sjældenhed sådan at have et helt udendørs galleri at gå på opdagelse i. Som her på Møntmestervej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Hvor går man hen, når alt går ned?« sang C.V.  Jørgensen på »Fraklip fra det fjerne« – og i disse dage er det et brændende spørgsmål. Verden er lukket, vejret er hæsligt, dagene er tusmørke, og det er for kedeligt bare at jokke rundt om søerne som på en evig gårdtur i det københavnske coronafængsel. Så hvor kan man gå hen, og hvad kan man lave?

»Kunst og bygning passer så godt sammen, at man ikke kan forestille sig den ene uden den anden.«


Mariebjerg Kirkegård

Tag allerførst ud til forstæderne: Ude i Vangede, tæt på motorvejen, ligger Mariebjerg Kirkegård, som er et stykke (kultur)kanoniseret dansk havekunst.

Kirkegården blev formgivet af landskabsarkitekten G.N. Brandt mellem 1925 og 1935 og er ikke tilknyttet en bestemt kirke. Mariebjerg Kirkegård er intet mindre end Danmarks første modernistiske kirkegård.

G.N. Brandt var speciel for sin tid, fordi han både var akademiker og udlært gartner. Han blev derfor den landskabsarkitekt, der bragte en mere analytisk tilgang og et strøg af modernisme ind i den danske landskabsarkitektur.

Til Mariebjerg udformede han et stort system af rektangler og kvadrater, organiserede og adskilte med alleer og takshække. Med dette enkle overordnede greb skabte han en blivende struktur for kirkegården.

Den slags er meget sjovt for en arkitekt, men når jeg anbefaler en tur til Mariebjerg Kirkegård, er det på grund af det, G.N. Brandt brugte de mange rektangler til. Kirkegården, der er enorm, rummer et fuldstændig vildt overflødighedshorn af landskabstyper.

Hvert enkelt »kammer«, som de enkelte områder kaldes, er forskelligt fra sin nabo. Det kunne nemt blive til noget rod, men fordi den overordnede struktur er så stram, fungerer det hele på både mikro- og makroplan.

En gåtur rundt i Mariebjerg er en stor oplevelse, og som bonus har kirkegården et elegant og meget funktionalistisk kapel, tegnet af arkitekten Frits Schlegel, der blandt meget andet også stod bag Tivolis Koncertsal og flere af de modernistiske anlæg i København Zoo.

Frits Schlegels funkis-kapel på Mariebjerg Kirkegård. Selve kirkegården er et overflødighedshorn af have- og landskabstyper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Rentemestervej og Møntmestervej

Fra Mariebjerg Kirkegård kan man bevæge sig ind mod byen, for eksempel hen over Bispebjerg, hvor man både kan beundre Grundtvigskirken, Bispebjerg Kirkegård og det fine, nærmest byzantinske kapel, oprindeligt tegnet af Holger Jacobsen, Stærekassens arkitekt. Kapellet er i dag ombygget (af Domus) og omdøbt til Dansekapellet, og som al anden kultur er det lukket for tiden.

Fra Bispebjerg går turen videre ind i København NV, til Rentemestervej. Her kan man kaste et blik på det fornemme Kulturhus Nordvest i gyldent strækmetal.

Huset er tegnet af COBE og Transform, mens pladsen foran er formgivet af COBE, Transform og Schønherr. Som alt andet er kulturhuset lukket for tiden, men lidt længere oppe ad Rentemestervej kan man se vaskeægte, nymalet gavlkunst i fri dressur.

Det er kunstsamleren og kuratoren Jens-Peter Brask, der står bag projektet. Han har både udviklet ideen og kurateret værkerne, der alle er af forholdsvis unge kunstnere – de fleste med rod i det uformelle street art og graffitimiljø.

Gavlkunst er jo ikke nogen nyhed, og rundt omkring i byen har man i mere end 100 år kunnet finde sjove kunstværker og reklamer på kvarterernes gavle, men det er alligevel en sjældenhed sådan at have et helt udendørs galleri at gå på opdagelse i.

De mange kunstværker er en blandet landhandel, men på mange måder er det en fornøjelse at gå rundt om karreen og sammenligne værkerne.

Det, at de alle er udført på gavle af nøjagtig samme størrelse, giver en ekstra dimension til projektet. Nogle kunstnere formår at gøre gavlen og billedformatet til en central del af værket, mens andre er mindre interesserede i formatet og bare putter et billede på en tilgængelig flade. Begge strategier  fungerer – og under ét er de 16 gavle en meget fin oplevelse.

Viera Collaros kunstværk passer så godt til den genskabte K.B. Hallen, at det er svært at forestille sig det ene element uden det andet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Adam Mørk.

K.B. Hallen

Fra Rentemestervej kan man bevæge sig endnu et par skridt over mod Frederiksberg og dér besøge den genskabte K.B. Hallen, langt ude ad Peter Bangs Vej.

Den oprindelige hal, tegnet af Hans Hansen, stod færdig i 1938. Hallen var dengang så moderne, at det hvinede i tænderne. Med den funktionalistiske skabelonskrift på gavlen og opført i tidens nye materiale, spændbeton, elegant formgivet og farvesat af Hansen, som blandt andet også har tegnet 4. Maj Kollegiet.

K.B.Hallen var centrum for utallige vigtige begivenheder i sportens og underholdningens historie: Det var her, The Beatles 4 juni 1964 spillede deres to eneste koncerter i Danmark, og det var her, min bror og jeg fik en af vore livs største oplevelser, da vi var til Slade-koncert 9. november 1973.

K.B. Hallen brændte stort set ned i 2011, og den stod ikke til at redde. Heldigvis var der et klart ønske om, at en ny hal på stedet på en eller anden måde skulle parafrasere den oprindelige.

CCO Architects vandt opgaven, og det er lykkedes dem at lave en moderne genfortolkning, der er så god, at man næsten ikke savner den gamle.

Kongenialt blev Viera Collaro valgt til at stå for den kunstneriske udsmykning, og hun har med stor selvfølgelighed spændt en neon-regnbue på hallens store skive. Kunst og bygning passer så godt sammen, at man ikke kan forestille sig den ene uden den anden.

Desuden har Marianne Levinsen stået for et fintmærkende landskabsprojekt, som både samtaler med hallen og finder en perfekt placering til Knud Nellemoses fodboldskulptur, som blev skabt til KBs 100 års jubilæum i 1976. KB Hallen er genopstået af ilden, og her i vintermørket er lyskunsten synlig hele døgnet.

Lyshånd vandsøvn. Selv i en sludstorm er det godt at stå ved Mr. Kebab og kigge på lyrik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Holger Dahl.

Regn søvn blå kys

Turen går nu videre mod Valby og Langgade Station, hvor to gavle er smykket med ord. Regn søvn blå kys/lys seng vand hånd/regn søvn blå kys/lys seng vand hånd står der på den ene gavl og på den anden blandt andet: regnhånd lyskys/vandlys blåseng/søvnblå kysregn/lyshånd vandsøvn.

Ordene er Søren Ulrik Thomsens, og de stammer fra hans digtsamling »Ukendt under den samme måne« fra 1982. Efter Søren Ulrik Thomsens mening er Regn søvn blå kys/lys seng vand hånd de de smukkeste otte ord i det danske sprog, og de har desuden den kvalitet, at de kan kombineres som legoklodser og danne nye poetiske sammenstød – prøv engang selv.

Her i coronamørket er det en god oplevelse at stå på Herman Bangs Plads mellem højbanestationen og Mr. Kebab og meditere over regnsenge eller søvnhænder.

Porten giver adgang til den smalle sti, der fører op til kapellet og en meditativ oplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Markus Lindhe.

Vestre Kirkegård

Når man har set sig mæt på poesi, kan man bevæge sig ad Valby Langgade ind mod byen og op over bakken. Drej til højre ved Gamle Carlsbergvej og kryds Carlsbergviadukten over jernbanen til Vestre Kirkegård.

I kirkegårdens sydlige ende har Torben Schønherr skabt et stykke helt fortryllende landskabsarkitektur. I centrum står det, der engang hed Søndre Kapel.

Et kapel, der ligesom dansekapellet på Bispebjerg i sin tid blev tegnet af Holger Jacobsen. Schønherr har åbnet kapellets konstruktion, så det i dag minder om et levn fra en svunden tid eller en fremmed kultur. De krydsende asfaltstier, der var her før, er blevet omdannet til resonante baner i cortenstål.

Ved hver stålvejs begyndelse står en smal, fire meter høj port, også i cortenstål. Portene stemmer straks sindet til højtidelighed, men de rustrøde stier ind mod kapelbygningen er vinklet en anelse, så de ikke sigter direkte mod centrum.

Dét lille greb punkterer den banale højtidelighed og giver oplevelsen en lille bevidsthedsudvidende skævhed, der hæver stedet op i de luftlag, der ligger uden for den normale sansning.

Når man kommer ind i centrum, fornemmer man, at spejlingen ikke er helt præcis, men ved første øjekast ser man ikke hvorfor. Det er helt betagende, og det gode er, at man stadig i dag kan finde både ly og læ i det gamle kapel.

Når man har set sig mæt på Vestre Kirkegård, kan man begive sig ind mod Københavns centrum igen, men turen rundt om søerne kan man med god samvittighed springe over.