Grønnegårds Teatret må ud efter 40 år – designmuseum satser på grønt univers

Når Designmuseum Danmark genåbner til sommer, bliver det med et helt nyt udendørs univers. Det betyder blandt andet, at samarbejdet med Grønnegårds Teatret, som i 40 år har spillet under åben himmel i haven, stopper.

Grønnegården, som ligger inde i Designmuseum Danmark, kommer frem over til at spille en langt større rolle. Her skal københavnerne – fra skoleelever til voksne – kunne prøve kræfter med design. Fold sammen
Læs mere
Foto: Designmuseum Danmark
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlændinge elsker dansk design.

Det har Designmuseum Danmark i den grad fået bekræftet det seneste årti, hvor besøgstallene er steget med 30 procent. Alene i 2019 lagde 310.192 besøgende vejen forbi. Heraf var 80 procent rejsende.

Så kom corona, og som resten af kulturlivet har museet været nødlidende. Det i en grad så museet i Bredgade lukkede helt i sommeren 2020 og først slår dørene op for gæster igen i juni 2022.

Når museet, der siden 1890 har vist kunsthåndværk og design, åbner igen, bliver det i en ny form. Ud over de indendørs udstillinger, kommer museumshaven, Grønnegården, til at spille en langt større rolle.

Skal henvende sig til københavnere

Museumshaven skal indrettes som et nyt byrum og som et læringsunivers, hvor gæster eksempelvis kan prøve kræfter med selv at designe, ligesom uddannelsesinstitutioner kan have designforløb i haven herinde, fortæller museumsdirektør Anne-Louise Sommer.

Cafeen får udvidet sit område til servering, så man også kan nyde et måltid i sommerhalvåret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Designmuseum Danmark.

»Efter at faget håndværk og design er kommet på skoleskemaet, har vi oplevet en øget efterspørgsel efter et udvidet, aktivt læringsmiljø herinde. Det vil vi gerne honorere. Samtidig skal der være noget til alle de andre gæster, så vi kommer løbende til at arbejde med, hvad haven præcis skal indeholde,« siger hun og tilføjer:

»Det kan i princippet være alt fra sommerskoler og snedkerkonkurrencer til familieworkshops. Det afgørende er, at det giver mening for københavnerne, og at de kommer til at bruge det som et uderum,« siger hun.

»Pandemien fik os til at tænke nyt«

​Det er kun et par år siden, at Designmuseum Danmark sidst valgte at skabe et nyt byrum. Dengang var det pladsen foran museet, som fik installeret en lille café, mens glasmontrer ud mod Bredgade viste design i forskellige afskygninger.

Når Grønnegården inde i museet nu også skal spille en større rolle, tager det afsæt i samme tankegang, fortæller Anne-Louise Sommer.

For nogle år siden opgraderede Designmuseum Danmark pladsen ud mod Bredgade. Som led i samme tankegang vælger man nu at bruge de udendørs kvadratmeter i Grønnegården mere aktivt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Hun understreger dog også, at covid-19 har spillet en stor rolle i forhold til den nye plan med haven.

»Vi vil gerne gøre udendørsarealerne til en del af museumsoplevelsen, og med pandemiens udbrud er det blevet endnu mere oplagt. Corona har givet os et større behov for også at opholde os udendørs og ikke kun i de smalle museumsgange. Vi regner det for mere sikkert, og her har vi et kæmpe aktiv med Grønnegården, som ligger inde midt i museumsbygningen,« siger hun.

Med corona valgte museet at lukke helt, og med hjælp fra diverse fonde er det mest omfattende renoveringsprojekt af bygningerne i 100 år i fuld gang.

I den forbindelse får cafeen også et større område i haven, hvor der før 2020 kun i begrænset omfang var udeservering.

»Vi har været tvunget til at kaste et friskt blik på tingene og tænke i, hvordan vi også får flere københavnere til at lægge vejen forbi,« tilføjer Anne-Louise Sommer.

Slut med teater i Grønnegården

Det nye univers kommer også til at betyde et farvel til Grønnegårds Teatret, som i 40 år har optrådt under åben himmel for københavnere med picnickurve her.

I forbindelse med renoveringen har teatret vist sine forestillinger i haven bag Odd Fellow Palæet i Bredgade 32 og må også fremover finde et alternativ til Grønnegården, som det er opkaldt efter.

»Da Grønnegårds Teatret lejede sig ind for første gang i 1980erne, var vi et mere klassisk museum med langt færre besøgende, så det har givet rigtig god mening. Men pandemien, vores pladsmangel og de fuldstændig nyrenoverede 1700-talsbygninger gør, at vi selv må bruge pladsen,« siger museumsdirektør Anne-Louise Sommer og tilføjer, at hun håber, teatret finder en anden god løsning.

Efter at folkeskoleeleverne har fået Håndværk og design på skoleskemaet, har flere efterspurgt på museet. Det er en af de ting, der kommer til at foregå i haven fremover.    Fold sammen
Læs mere
Foto: Designmuseum Danmark.

Efter planen genåbner Designmuseum Danmark i juni 2022. Det vil dog løbende være arrangementer i forhallen – for eksempel under det årlige designevent 3daysofdesign.dk, som finder sted i disse dage.

Berlingske ville gerne have talt med Grønnegårds Teatret, men teatret ønsker ikke at kommentere museets planer før senere på ugen