For meget, for vildt, for overstyret: BIG har været næsten lige så meget showbiz som arkitektur

»Insanely Great Things«. Sloganet var egentlig Apples, men det kunne lige så godt være BIGs. Ny bog om de danske verdensarkitekter lyder som new age på helium

Kistefos-museet i Norge er et museum i en bro, der så også lige roterer 180 grader om sin egen akse, fordi … fordi det er sejt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Erlandsen

»Formgiving« er den nyeste bog fra arkitekterne i BIG. Den er på engelsk – ligesom udstillingen (af samme navn), som blev vist på DAC i 2019.

Konceptet »Formgiving« baserer sig på den enkle idé, at det danske ord for »design« er formgivning – og at ordet altså peger på det faktum, at arkitekter giver form til det, der endnu ikke har nogen.

»Det, Bjarke Ingels fra starten har været så eminent dygtig til, har altid været det frapperende billede, den overraskende oneliner, det krystalklare koncept.«


Måske ikke dybt, men det er en tanke, der passer BIGs revolutionære sindelag godt, og på revolutionær vis skal bogen egentlig læses bagfra for at give mest mening:

De to sidste afsnit handler nemlig om BIGs arbejde med filmscenografi og om tegnestuens projekter til byer på Månen og på Mars.

Disse to kapitler forklarer i den proverbielle nøddeskal, hvad det er, der altid har været både Bjarke Ingels’ og BIGs vigtigste ambition: At skabe helt nye (vægtløse) verdener, både fysisk og mentalt. Insanely Great Things, som Steve Jobs fra Apple kaldte det.

Passionen og den grådige overdrivelse har Ingels og Jobs til fælles, og selvom Apples indflydelse på verdens kultur retfærdigvis må siges at være større, så er BIG og Bjarke i dag også veletablerede globale kulturfænomener. Et af de eneste arkitektbrands, der er blevet mainstream og kendes af mennesker uden for de snævre fagkredse.

Det, Bjarke Ingels fra starten har været så eminent dygtig til, har altid været det frapperende billede, den overraskende oneliner, det krystalklare koncept. Hvis han ikke var blevet arkitekt, kunne han have været en fantastisk reklamemand – ingen tvivl om det – og BIGs praksis har da også konsekvent lige fra den tidlige begyndelse (dengang tegnestuen hed Plot) været næsten lige så meget showbiz som arkitektur.

Det siger jeg uden den mindste smule ironi i stemmen. Der er efter min mening al mulig grund til at hylde og respektere arkitekter, der er i stand til at tænke folkeligt, præcist og enkelt.

Alt for megen arkitektursnak gemmer sig bag luftige, uforståelige begreber og pseudointellektuel tåge, der har til formål at maskere, at arkitekten egentlig bare vil bygge noget og ikke helt kan forstå, hvorfor offentligheden kræver så mange forklaringer.

Yes is more

BIGs store brandingmæssige gennembrud kom i 2009 med udstillingen »Yes is More« på Dansk Arkitektur Center – og i årene derefter over det meste af verden.

Udstillingen blev umådelig karakteristisk præsenteret som en tegneserie, og dens pixibogs-pointe var et direkte angreb på modernismens og en af dens mest hellige apostle, Mies van der Rohes, dogme »Less is more«.

Det BIG forklarede var, at gevinsten ved det sammenklaskede, det omfavnende, det nysgerrige og det involverende var så langt større end det, man som arkitekt kunne få ud af den gode latin, der prædiker adskillelse af funktioner, klarhed i organisering, ærlighed i materialer og den slags dødbider-dydsmønster formgivning.

BIG var som en napoleonskage med citronfromage, chokoladekrymmel og romkugler ovenpå: For meget, for vildt, for overstyret – og helt skønt.

I årene efter 2009 blev BIG og Bjarke Ingels arkitektverdenens nye stjerner: De tegnede den danske pavillon til Expo 2010 (den med Den Lille Havfrue), de åbnede kontor i New York, de byggede Ottetallet, West 57th i New York og gik fra sejr til sejr.

Bjarke Ingels kom jævnligt på internationale lister over verdens mest indflydelsesrige tænkere, og alt var i det hele taget »awesome« på samme måde som i LEGO-filmen.

Men som med så mange andre lynsucceser, er det altid et problem at fastholde dynamikken. At blive ved med at revolutionere enhver sammenhæng, man dukker op i.

BIG har i de senere år kæmpet med forskellige småirriterende ting som for eksempel Ingels’ besøg hos Brasiliens præsident Bolsonaro – en fotosession, der udløste en serie usædvanligt spidse og uimponerede kommentarer på verdens arkitekturwebsites. Man begyndte at spekulere på, om tryllestøvet så småt var ved at være slidt af BIG.

MECA i Bordeaux er et typisk BIG-projekt, der både er et kulturcenter og et offentligt rum. En urban dagligstue. Yes is More som altid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Laurian Ghinitoiu.

For store til Danmark

Det er der nu ingen grund til at frygte. Tegnestuen får flere og flere, større og større opgaver, men det er nok et faktum, at BIG er ved at være for store til Danmark. De passer bedre ind i en international verden af gigantbudgetter og vægtløse strukturer.

Alt det bliver meget tydeligt, når man læser og bladrer i bogen »Formgiving«. Den er en inspirerende, men også lidt sørgmodig status over de seneste ti år i BIGs verden. Sørgmodig, fordi man trods det store overbud af lækkerhed og glatte formuleringer sidder og savner den uspolerede friskhed, der formelig sprøjtede fra siderne i »Yes is More«.

Men mindre end en genistreg kan absolut gøre det, og meget fornemt handler indgangsbønnen til rumforskningskapitlet om, at renæssancemennesket er afgået ved døden. Intet enkeltmenneske – heller ikke Bjarke Ingels, forstås – kan længere favne al verdens visdom. Kollektivet er fremtidens formgiver, og kollektivet er kernen i BIG.

Med de tanker på plads kan man give sig i kast med resten af bogen, der i en serie tematiske kapitler redegør for, hvordan kollektivet BIG tænker.

Bogen vil indramme hele historien fra big bang til BIG så at sige og kommer forbi både molekyler og kvantecomputere. Senere præsenteres vi for en serie BIG-projekter, alle tematisk ordnet under eksotiske kategorier, der lyder som new age science fiction på helium: »The Oxymoron«, »The Response«, »The Symbiote« og »Mind Pool« er nogle af de mest karakteristiske.

Alle ordene dækker mere eller mindre over det samme – det samme som også blev sagt (bedre) med »Yes is More«, nemlig at programmet er alt, og at verden må føje sig efter det. BIGami kaldte de det dengang: Ideen om at modsatrettede problemer kan løses ved at sige ja til det hele: Vil du have både en bro og et museum? Vi bygger dem bare sammen. Vil du have både et kraftværk og noget offentligt? Vi smider da bare en skibakke op på taget. Og sådan bliver det ved, uanset om det får den ene lyriske etiket eller den anden – BIGs metode er den samme.

På trods af bogens titel er det tydeligt, at BIG ikke interesserer sig for form i sig selv. Den æstetiske dimension af deres projekter er altid sekundær – og ses som et resultat af analysen og af programmet – aldrig som et (del) mål i sig selv.

Men så længe man toner rent flag, gør det heller ikke noget. Ikke for ingenting har Bjarke Ingels stået i lære hos den nederlandske pragmatismes grand old man, Rem Koolhaas, og som hos ham er analysen og diagrammet det vigtigste. »At skabe poesi ud af praktikaliteter,« som der står i bogen et sted.

Så selvom »Formgiving« ikke overrasker, og selv om man bliver lidt træt af dens verden af insanely great things i gyldent lys, kan intet skjule BIGs betydning og indflydelse: Den eneste arkitektvirksomhed (i Danmark i hvert fald), der har en original, sammenhængende og sammensat tænkning omkring sin praksis, og det er der al mulig grund grund til at lette på hatten for.

BIG: Formgiving
Forlag:
Taschen. Sider: 736. Pris: 450 kroner

Foto: BIG/Taschen Verlag.