Fem roligt ulmende stjerner til en langsom arkitekt

Indiske Anupama Kundoo er blevet en stjerne i arkitektverdenen ved at give sig god tid. Hvis man savner en behagelig, krydret, farverig og håndlavet modvægt til hovedstadens amokløbende, glatte, metervarebyggerier, kan man opleve hende på Louisiana.

Anupama Kundoos eget hus i Auroville, Wall House, er også hendes mesterværk. Her går det hele op: bæredygtighed, traditionalisme, stoflighed og rumkunst i en afslappet blanding. Fold sammen
Læs mere
Foto: Javier Callejas/Anupama Kundoo

I Louisianas fremragende serie af arkitekturudstillinger, alle samlet under hatten »Arkitekturens værksteder«, er vi i denne måned nået til en præsentation af den indiske arkitekt Anupama Kundoo.

Årets hovedperson har meget til fælles med sidste års gæst, mexicanske Tatiana Bilbao: Ikke alene er de begge kvinder (i hvert fald som biologisk køn), de arbejder også begge med en meget sanselig arkitektur og med en skarpt fokuseret opmærksomhed på det allermest nære: Jorden, vi står på, vandet, vi drikker, solens stråler og himlens farve lige her og lige nu.

»Ethvert byggeri skulle meget gerne leve længere end dets arkitekt.«


I Kundoos tilfælde skal det med nu dog kvalificeres lidt. Hun vil nemlig gerne være arkitekturens svar på slow food. Hun mener, at tid er en central og helt overset ingrediens i arkitekturen, og selv om det lyder selvfølgeligt, er det værd lige at stoppe og bruge lidt – ja tid – på at tænke over det udsagn.

For hun har jo helt og aldeles ret. Ethvert byggeri skulle meget gerne leve længere end dets arkitekt, nogle af vore mest ikoniske, historiske monumenter har det endda taget længere end et enkelt menneskes liv at opføre.

Vi prøver i vores warp-speed kultur at bilde os selv ind, at øjeblikket og hastigheden og singulariteten er det vigtigste lige nu, nu, nu, men samtidig ved vi godt, at Kundoo har ret, og når man står i Ørestad og ser de bygninger, der var spritnye for ti år siden, ligne nedrivningsmodne ruiner i dag, ville man ønske, at flere arkitekter var lidt mere ydmyge over for tidens dimension i deres arbejde.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den smukke »urtepottehvælving« i Kundoos Wall House er både praktisk, konstruktivt nødvendig, sanselig og smuk. Når hun er bedst, har Anupama Kundoo fat i arkitekturens grundstof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Javier Callejas/Anupama Kundoo.

En søgende sjæl

Anupama Kundoo blev født i Pune i Indien i 1967. Hun uddannede sig til arkitekt i Mumbai og blev færdig i 1990. Allerede på det tidspunkt var hun desillusioneret i forhold til arkitektbranchen, som hun fandt profithungrende og overfladisk, så som andre søgende sjæle drog hun ud i landet på sin motorcykel. Helt alene og bare med et telt og en tegneblok som selskab.

På turen hørte hun om det utopiske urbaniseringseksperiment Auroville, og hun besluttede sig for at køre derhen for at se, hvad det var for noget. Auroville, som ligger i den sydlige provins Tamil Nadu, blev grundlagt som et radikalt, urbant eksperiment i det vanvittige år 1968.

Ideen var, at byen skulle være en virkeliggørelse af guruen Sri Aurobindos (1872-1950) ideer om et globalt broderskab –en by, som intet land kunne gøre krav på, som det blev formuleret af grundlæggeren, Mirra Alfassa, der var elev af Aurobino og gik under tilnavnet The Mother.

På ejendommelig vis fik Auroville-projektet øjeblikkeligt opbakning af UNESCO, og ved åbningsceremonien 28. februar 1968 deltog repræsentanter fra 124 lande, inklusive Danmark.

Kundoo tog derhen og fandt præcis det hun søgte: En åben, inkluderende og først og fremmest langsom byudvikling, båret af nogle stærke sociale og fællesmenneskelige idealer. Hun fik lov til at bygge sig en hytte og endte med at slå sig ned i byen og blive der de næste 12 år, hvor hun også begyndte et samarbejde med manden bag Aurovilles galakselignende masterplan, den franske arkitekt Roger Anger.

Artiklen fortsætter under billedet.

Multihallen i Auroville er både et byggeteknisk og et konstruktivt eksperiment. Med bærende dragere i cement og hønsenet viser Anupama Kundoo, hvor langt man kan komme med et ydmygt materiale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Javier Callejas/Anupama Kundoo.

Nye traditionalister

Louisiana præsenterer på fornem vis hele denne meget eksotiske historie og formår også med modeller og materialeprøver at formidle den taktile og tektoniske interesse, der er Anupama Kundoos særkende som arkitekt.

Kundoo skriver sig ind i en ny global bevægelse, der nogle gange kaldes »new vernacular«, altså en opmærksomhed på at genfortolke stedernes traditionelle byggeskik, sådan som for eksempel kineseren Wang Shu også gør det.

I Kundoos tilfælde er der ikke så megen byggeskik at læne sig op ad, men det, hun gør, er, at hun tager udgangspunkt i det lokale håndværk og de lokale materialer.

Hendes egen bolig i Auroville, Wall House, er præmieeksemplet. Huset, der blev delvist genopført i 1:1 på Venedigs arkitekturbiennale i 2012, tager sit udgangspunkt i en enkelt, markant toetagersmur, der både stabiliserer konstruktionen og fungerer som ramme for de dele af huset, der skal beskyttes mest mod klimaet.

De mere åbne sociale områder i huset favnes af et smukt og opfindsomt tøndehvælv i ribber af stablede »urtepotter« – kegleformede terracottarør, der passer ind i hinanden som store stabler af glas eller kopper, og som altså kan danne de smukke hvælv, der både bærer og isolerer, samtidig med at de giver en venlig, menneskelig taktilitet til huset.

Artiklen fortsætter under billedet.

I projektet Full Fill Homes har Kundoo lavet et byggesystem af reolkasser i såkaldt ferrocement (cement forstærket med hønsenet). Kasserne er selvbærende og kan på den måde bruges til at bygge et simpelt hus. En billig selvbyggerløsning til den tredje verden og samtidig et stykke innovativ arkitektur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Javier Callejas/Anupama Kundoo.

Eksperimenter og undervisning

Wall House er nok Kundoos bedste værk som arkitekt, fordi det fungerer så stærkt som både program, form og komposition. Mange af hendes andre bygninger er så dominerede af det materialemæssige eller det konstruktive koncept, at arkitekturen bliver lidt væk.

En mester som Jørn Utzon, der uden tvivl ville være begejstret for Kundoos metode, arbejdede til en vis grad på samme måde, men formåede altid med sin helt overlegne proportions- og formsans at gøre sine eksperimenter til vibrerende, menneskelig arkitektur.

Nu var Utzon et geni, og mindre kan absolut gøre det. Anupama Kundoos eksperimenter er forfriskende og dejligt ligefremme. I et meget innovativt boligprojekt til hjemløse genopliver hun den hængende bueform, som for eksempel den catalanske arkitekt Antoni Gaudí også var meget interesseret i.

Ideen er at bruge den buegeometri, man får ved at lade en kæde hænge naturligt mellem to punkter. En sådan bue vil altid være en meget stærk konstruktion, når man vender den om og bruger den som form til en selvbærende hvælving.

Hos Gaudí ser man det i tårnene til kirken La Sagrada Familia, og hos Kundoo altså i nogle meget charmerende »pupper«, hun har udviklet som hjemløseboliger.

Pupperne bygges op af ubrændte teglsten, de fyldes derpå med flere ubrændte mursten og brænde, og når man så tænder ild til bålet inde i puppen, fungerer den som en ovn, der både brænder sig selv, altså det kommende hus, og de mange lerting, man har fyldt det med.

Bagefter har man et færdigt, hårdtbrændt lerhus og en masse mursten, man kan bruge til at færdiggøre sin bolig. Projekter af denne type, der forener det jordnære, håndholdte med det forfriskende, visionære er Kundoo, når hun er bedst.

Artiklen fortsætter under billedet.

De »hjemmebrændte« hjemløseboliger, volontariat homes, som de kaldes, ligner noget fra en fjern, fortidig civilisation. Eller måske pupper til rumvæsener. Som alle Anupama Kundoos bedste projekter er de nærmest vokset direkte ud af jorden, de står på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Javier Callejas/Anupama Kundoo.

Naturens arkitektur

Anupama Kundoo deler sin praksis ligeligt mellem projekter, forskning og undervisning. Hun vil lige så gerne lære af sine studerende, som hun vil lære til dem, siger hun, helt i Auroville-ånden, og i det hele taget spiller udvikling, tilstande og processer en meget stor rolle for hende.

Til udstillingen har hun udvalgt eksempler på de strukturer, naturen selv former – med tid som vigtigste ingrediens: Konkylier, krystaller, svampe, bladribber og den slags ting. Desuden viser hun sit materialebibliotek: Eksempler på de sten, redskaber og overflader, hun helst arbejder med.

Den meget nærværende, stærkt stoflige samling af strukturer og overflader er umiddelbart charmerende i en arkitekturudstilling. Alt for ofte ender arkitekturpræsentationer med at blive til ren æstetik eller hjernegymnastik, men netop det taktile element og den helt banalt fysiske effekt, en bygning har, når den møder en krop, er blandt arkitekturens allervigtigste elementer.

Anupama Kundoos tanker om tidens betydning er velgørende, selv om de stadig er meget forankrede i den utopiske tænkning, der skabte Auroville.

At tid er en skammeligt undervurderet ressource, er det godt at blive mindet om nu, hvor landets politikere er villige til at smadre København med en unødvendig kæmpeø midt i havneløbet, bare fordi de ikke har haft tid til at tænke sig om.

Så hvis man savner en behagelig, krydret, farverig og håndlavet modvægt til hovedstadens amokløbende, glatte, metervarebyggerier, så er der al mulig grund til at skynde sig til Louisiana i Humlebæk, der med »Anupama Kundoo – Taking Time« endnu en gang viser sig som Danmarks væsentligste udstillingssted for arkitektur.

»Anupama Kundoo – Taking Time«
Louisiana
Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Tirsdag - fredag 11.00-22.00
Lørdag og søndag 11.00-18.00
Mandag lukket

Udstillingen vises til 31/1-2021