Et chok af enkel overdådighed: Dior sætter London på den anden ende

Netop nu sætter udstillingen »Christian Dior: Designer of Dreams« London på den anden ende. Præcis som Christian Dior selv gjorde. Berlingske drog til Victoria & Albert, hvor man frem til september kan se noget af verdens mest berømte haute couture.

Christian Dior: »Min drøm? At gøre kvinder mere lykkelige og smukke.« Christian Dior Designer of Dreams exhibition. The New Look section. Fold sammen
Læs mere
Foto: Adrien Dirand

Et chok af enkel overdådighed: et brusende, sort uldskørt og en sart hvepsetalje i en skarp, råhvid silkejakke. Mere skulle der ikke til. I dag kan man vanskeligt forestille sig, hvor stor furore Christian Diors første forårskollektion skabte i 1947, men alligevel gibber det let i en, når man ser »Bar«-sættet tæt på. Så meget stof, så simpelt og stilfuldt på samme tid.

»Christian Dior: Designer of Dreams« er den største couture-udstilling i England nogensinde og en udbygning af et Dior-retrospektiv på Musée des Arts Decoratifs i Paris i 2017. Det trak over 700.000 besøgende, og sandsynligvis vil Victoria & Albert (V&A) langt overgå det fremmøde.

Christian Dior

»En balkjole er Deres drøm og skal forvandle Dem selv til en drøm.«


Det var, ifølge legenden, Vogue-redaktøren Carmel Snow, der straks udråbte stilen til »New Look«, og kollektionen ryddede avisforsider verden over. Det hjalp nok, at der var en større avisstrejke i Frankrig, men tøjet var sensationelt i efterkrigstiden. Stof, brændstof, sæbe og mange andre varer var stadig kraftigt rationeret i England, der var massearbejdsløshed, og Europa turde knap ånde lettet op efter krigens rædsler. Det engelske handelskammer advarede kraftigt mod det alt for ekstravagante New Look og prøvede at overtale modejournalister til at ignorere vanviddet.

Christian Dior (1905-57), Bar Suit, Haute Couture, SpringSummer 1947. Fold sammen
Læs mere
Foto: Laziz Hamani.

Men, nej. De struttende og upraktiske skørter talte til længslen efter pragt og perlende lethed. Dior pegede fremad, pegede på skønhed, fremhævede en kvindelighed, der nok var selvstændig, skarp, men også sart og sensuel.

Nænsomt har V&A håndplukket genstande fra over 70 års couture og effekter fra Diors eget arkiv, der fremhæver linjer og temaer fra mesteren selv. Hver eneste kjole og dragt er restaureret diskret og står foran beskueren i al sin ynde og vælde.

Engelsk rose i fransk robe

»Christian Dior: Designer of Dreams« har naturligvis et stort fokus på forholdet mellem Christian Dior og England. En relation, der både var tæt og produktiv. Dior blev født i Normandiet og erklæret anglofil. Hurtigt fik han knyttet bånd til det engelske aristokrati, holdt opvisninger på godser og klædte debutanter og deres mødre på til balsæsonen.

1951, prinsesse Margaret (1930-2002). Fold sammen
Læs mere
Foto: Cecil Beaton.

Den unge, rappe prinsesse Margaret var altafgørende for Diors succes i England. Hendes sivslanke skikkelse var som skabt til New Look. Den elegante, snehvide kjole i silketyl, hun bar til sin 21 års fødselsdag i 1951, fik den senere så skandaleombruste prinsesse til at ligne en delikat engelsk rose. Kjolen bruser endnu, broderet med strå og et let drys af gelatine-pailletter, men er blevet gullig. Datidens rygning har krævet sit.

Dior havde forretningstæft som få. Han brugte engelske leverandører og skabte en engelsk underafdeling, der på få år kom op på 120 ansatte, og som bl.a. kunne sælge hans ready-to-wear fra Harrod’s. Også herhjemme kunne damer gå i Magasins Modelsalon og købe en autoriseret, billigere Dior-model, syet efter modehusets snitmønster og med det rette mærke i nakken.

På kun ti år nåede Christian Dior at skabe sig et modeimperium, hvis innovative ideer skabte et ekko, der giver genlyd endnu, særligt hos de designere, der har videreført huset Dior efter grundlæggerens alt for tidlige død i 1957. Han blev kun 52 år.

Livet er et bal

De mange besøgende står høfligt og meget britisk på nakken af hverandre og levner både plads og tid til at studere hver enkelt stykke tøj. Man kan måske savne mere kontekst, mere kritik, men man kan også bare lade sig rive med. Gangene snor sig gennem tider og temaer, der samler sig naturligt, hvad enten det handler om de engelske partnere, historicisme eller glæden ved det spændende og fremmedartede. Man mærker både tidløsheden, og hvordan verden har ændret sig. Ville Gallianos højspændte kineserier fra 1997 overhovedet være tilladt i dag? Nok ikke uden ballade og anklager om eksotisme.

Christian Dior by John Gaulliano, 1960. Haute Couture, AutumnWinter. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Alt er præsenteret bedst muligt. Afvekslende, tankevækkende og med sans for det visuelle, der må tage over, når man nu ikke kan få selve fornemmelsen af, hvordan stofferne føles mod huden. Man træder ind i et rum, hvor papirgevækster vælder ned fra loftet og matcher de blomstrende kjoler. Man holder vejret i et hvidt og uventet højloftet rum, hvor modeller står ret, syet op i kridhvid voile, for at træde ind i en mørk gang, hvor hatte, sko og effekter fra gulv til loft er ordnet efter farve og placeret tæt på glasset.

Denne farveladetunnel er naturligvis et Diorama. Og afløses af udstillingens allerbedste rum. En glitrende stor sal med de smukkeste gallakjoler. Det er tindrende, frydefuldt og som at stå i et smykkeskrin. Her er endda plads til at sidde og lade sig overvælde, mens lys og lyde skifter, som var man selv til bal.

Dior i dag

Udstillingen på Victoria & Albert viser med al tydelighed den ildhu og ydmyghed, som Diors efterfølgere er gået til opgaven med. Der er forskel, men alligevel en lige og smukt trukket linje, uanset om det er kjoler fra Yves Saint Laurent, Gianfranco Ferré, John Galliano, Raf Simons eller Maria Grazia Chiuri, der står foran publikum. Den hvide overdel, det sorte skørt, blomsterne, det både florlette og det stramt skårede går igen. Håndværket, der gør det muligt at skabe rober, der både er organiske og detaljerede, avancerede stykker ingeniørkunst. Alt fører tilbage, men også frem.

Christian Dior

»Der findes ikke grimme kvinder, men der findes kvinder, der ikke ved, hvordan de kan gøre sig tiltrækkende.«


På husets herreside trådte Kim Jones, englænder med dansk mor, til sidste år. Og præsenterede en debutkollektion, der tog udgangspunkt i Dior selv, i silhuetter og teknikker, der var skabt til damer, men som overført til herretøj skabte noget nyt. Ikke så radikalt som New Look, men dog en anderledes mandighed lige til tiden.

Og den engelske inspiration er stadig stærk. Maria Grazia Chiuri, der nu står i spidsen for husets couture og dametøj, havde Londons Teddy-kultur fra midten af 50erne som tydelig inspiration i seneste kollektion.

Christian Dior med model Sylvie, ca. 1948. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Dog er det tydeligt, at hun måske har lidt for meget ærefrygt i behold. I hvert fald har de stykker, der er udvalgt fra hendes hånd, ikke en brøkdel af den kontrollerede vildskab, som Galliano mestrede i sin tid, inden han selv lavede skandale. Galliano blev vippet ud efter drukkenskab og grove, antisemitiske bemærkninger.

Den ballade går V&A meget let over og lader tøjet tale for sig selv. Måske klogt, når museet selv sandsynligvis netop nu overvejer, hvem der må donere større pengebeløb fremover, nu hvor adskillige kulturinstutioner verden over vender sig bort fra Sackler-familiens mange godgørende milliarder. Penge, der bl.a. stammer fra den receptpligtige smertestillende medicin, der får skylden for den såkaldte opioidkrise i USA. Endnu passerer man The Sackler Courtyard på V&A, når man er på vej til drømmenes Dior.