Det er enkelt, banalt og virkningsfuldt – og husk gummistøvlerne

Kunstnergruppen Superflex har iscenesat det tidligere vandreservoir under Søndermarken på Frederiksberg som et billede på verden, efter katastrofen er indtruffet.

Superflex i Cisternerne
I Superflex' vandverden bevæger man sig rundt i et dystopisk sceneri, som om der er sket en katastrofe, og man er blandt de overlevende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Eskerod

Det er et banalt, men virkningsfuldt værk, kunstnergruppen Superflex har skabt til Cisternerne.

Det er kunst til tiden: Værket handler om klimaforandringer og om, hvad de betyder for, om ikke kloden, for den skal nok klare sig, så dog for menneskeheden. Det er et billede af, hvad der måske venter os i en nær fremtid, hvis klimaet »går amok«..

Cisternerne under Søndermarken er et tidligere vandreservoir, der nu bliver anvendt til udstillinger. Cisternerne er i sig selv et fascinerende rum med spøgelsesagtige drypstensformationer og store buer under loftet. Kunst kommer bedst til sin ret på stedet, når der er ét samlende greb. Det er dét, der er lykkedes for Superflex. Blandt andet ved at sætte dele af salene under vand. Ikke så meget vand som i gamle dage, da reservoiret blev opført for at forbedre livskvaliteten for københavnere, der ellers døde i tusindtal på grund af en koleraepidemi.

Udstillingens titel står bøjet i neon et sted i mørket i Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg. Budskabet er, at klimaforandringer måske ikke er Jordens ende, men blot menneskehedens. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto: Torben Eskerod.

Men vand som vand, man ikke har lyst til. Vand som vand i kælderen efter et af de heftige regnskyl, der statistisk set kun skulle ramme os hvert hundrede år, men som vi har oplevet nogle stykker af på det seneste.

Ligesom hvis der er vand i kælderen, gør man klogt i at medbringe et par gummistøvler til udstillingen i Cisternerne. Men ellers har et gummistøvlefirma været så forudseende at sponsorere et større antal til begivenheden, der strækker sig til slutningen af november.

Som en fremtidsfilm

Da Christian Lemmerz i 2014 udstillede i Cisternerne, skabte han med hundredvis af levende lys en sakral stemning. Da Ingvar Cronhammar gjorde det i 2015,  blev resultatet et iskoldt og foruroligende fremtidssyn. Da den japanske arkitekt Hiroshi Sambuici gæstede Cisternerne i fjor, omdannede han salene til en poetisk landskabsvision, hvor man kunne sejle i et trygt underjordisk sceneri.

Det er det modsatte af et trygt sceneri, Superflex har skabt. Som man trænger dybere ind i de mørklagte sale, går man i vand. Ikke til livet, ganske vist, men alligevel. Er bunden, man går på, sikker? Er der noget i vandet? Det er koldt, det har regnet, og man føler sig som en skuespiller. Billeder fra alle mulige dystopiske film og serier om et postapokalyptisk verden dukker op i erindringen.

Med lidt selvsuggestion kan man forestille sig, at man er her, i disse underjordiske, kolde, mørke, uhyggelige, højloftede sale, fordi forholdene på jordoverfladen er endnu værre, og at man er på vej hen mod ikke bare en udgang, men en udfrielse, og ikke blot en skrift i rummet, der fortæller, at »it is not the end of the world«. Nej, ikke kloden, måske, men os selv, der er på vej mod udryddelse. Underforstået: På grund af klimaforandringer. Det er resultatet af klimaforandringer, man går i. Og tænker, at bare man sad ved pejsen eller på en tryg og hyggelig bar og fik varmen.

Begynder i en burgerbar

På vej ud i mørket, vandet og uvisheden har man passeret et rum, man lige kan kigge ind i gennem en sprække.

Set i sammenhæng med det store greb – det store billede af os, der går i mørket og håber at finde lyset og komme ud af dette underjordiske mareridt – forekommer rummet overflødigt. Sceneriet med vandet er det store greb, hvor det lykkes Superflex at give et billede af en mulig fremtid, hvis vi ikke tager os sammen og passer på klimaet.

Heller ikke toilettet fungerer i Superflex' postapokalyptiske verden, hvor alting er gået galt, og mennesket er ved at blive udryddet fra Jordens overflade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto: Torben Eskerod.

Men rummet har selvfølgelig en betydning. Det er et oversvømmet toilet. En spand og nogle rengøringsmidler står afmægtigt tilbage i det menneskeforladte rum.

Af brochuren om udstillingen fremgår det, at denne del af Superflex' værk er en kopi af et toilet, der er opstillet i sekretariatet for The United Nations Framework Convention on Climate Change i Bonn. Hverken mere eller mindre. Som nævnt forekommer den del af installationen overflødig i forhold til det store greb, der er vellykket, men den åbner for en ekstra fortolkningsmulighed:

Et forladt minde fra en tid før katastrofen, hvor nogle i det mindste gjorde et forsøg på at gøre noget ved klimaet, inden det gik galt. Man konstaterer resigneret, at der ikke er noget af værdi at tage med på rejsen ind i det ukendte og mod nattens ende.

Det er selvfølgelig ikke en oplevelse for de allermindste, men ellers er dette års udstilling i Cisternerne en udflugt værd. »It is not the end of the world« sætter i øvrigt et tidligere værk af Superflex i perspektiv.

Det er en ti år gammel, 20 minutter lang film, der er blevet vist på en række udstillingssteder verden over, hvor man ser en menneskeforladt McDonald's, der langsomt bliver oversvømmet. Alting begynder at flyde i takt med, at vandet i burgerbaren stiger. Det er måske sådan, det begynder, det med vandet. Flere år senere går man i vand til midt på benene i en underjordisk katedral og spekulerer på, hvad i alverden, der gik galt.

Superflex: »It is not the end of the world«. Cisternerne, Søndermarken, Frederiksberg. Åben tirsdage-søndage 11-18, torsdage tillige til 20. Til 30. november.