Der verserer mange anekdoter om Danh Vo. Blandt andet den om, at han har gravet sin mormors kors op fra hendes grav

Berlingske fangede Danh Vo på hans værksted uden for Berlin, kort før han indleder et langvarigt samarbejde med Nivaagaards Malerisamling. Det blev til en samtale med en af Danmarks største internationale kunstnere om spøgelser, hans had-kærligheds-forhold til sin far, bonruller, brudstykker og havearbejde.

Danh Vo er født i det sydlige Vietnam i 1975. Da han var fire år gammel, flygtede hans familie fra efterkrigstidens kaos i en båd, hans far havde bygget. I dag bor og arbejder Danh Vo i Tyskland, Italien, Danmark, Japan og Mexico. Han udstiller både egne værker og værker af andre kunstnere fra sin private samling på Nivaagaard Malerisamling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Danh Vo har for vane at splitte ting ad for så at sætte dem sammen i nye kontekster – eller sprede sine fragmenter ud til samlere og museer. En 1:1-kopi af Frihedsgudinden, de lysekroner, der hang over konferencebordet på Hôtel Majestic i Paris, hvor Vietnam og USA i 1973 underskrev en fredsaftale, en chesterfieldstol, bilmotorer og madonnaer i marmor, for blot at nævne et lille udsnit af hans oeuvre.

Og så er der det afskedsbrev, en katolsk missionær skrev til sin far i 1861, da han skulle henrettes, som Danh Vo har fået sin far til at kalligrafere igen og igen, og som han selv opfatter som sit væsentligste værk. Det handler al sammen om hans syn på tilværelsen, som han oplever sammensat af absurde modsætninger.

» … og jeg er selv en af dem. Så jeg arbejder med den problemstilling, men det er ikke broer, jeg bygger. Jeg påstår i hvert fald ikke, at kunst kan helbrede eller gøre verden smukkere, det har jeg ingen hensigt om. Jeg synes, at kunsten skal repræsentere den verden, vi lever i, og i den verden er de her konstante modsætningsforhold.«

En samtale med Danh Vo bliver lige så modsætningsfuld som hans verdensanskuelse. For han er ikke til at styre eller rubricere. Han er venlig, ja, og har mange ord. Men de spørgsmål, jeg stiller, får jeg ikke lineære svar på.

Foto: Søren Bidstrup.

1. juli indledte den dansk-vietnamesiske kunstner, der har boet en stor del af sin opvækst i Nivå, et samarbejde med Nivaagaards Malerisamling, der gerne skal strække sig over mange år. Her er ideen, at han skal vise egne værker og sætte udstillinger op med kunstnere fra hans private kunstsamling, som har været dannende for hans kunst.

Hvis Berlingske skulle nå at tale med ham, inden udgivelsen af nærværende kunsttillæg, måtte det blive over Skype fra hans landsted og studio i Güldenhof syd for Berlin. I dagene op til udstillingen ville han gå ind i sit kreative rum og være svær at fange, fik jeg at vide og havde en fornemmelse af held, da der var hul igennem på Skype.

På skærmen siger Danh Vo stakåndet hej, mens han leder efter et sted på ejendommen, hvor han kan få ørenlyd. Han ender oppe i toppen af en bygning, helt oppe under en træbeklædt kip, hvor jeg spørger ham, hvad det så er, han netop har lagt fra sig:

»Nå, men jeg laver havearbejde,« lyder svaret.

Havearbejde!

»Ja. Det er meget få gange, at jeg har tænkt »shit, det når jeg ikke«. For det meste har jeg en god følelse af, at mine udstillinger kommer til at fungere. Jeg har set så mange kunstnere sidde og stresse op til en udstilling, men så tænker man dårligere. Det, der har været fantastisk, er, at jeg bare har kunnet arbejde i haven og fokusere på noget andet, og hvis jeg er heldig, sker der noget. Så har jeg folkene her på stedet, og så kan vi arbejde på det med det samme.«

Betyder det, at de værker, du skal have med til Danmark, ikke ligger parat endnu?

»Det får vi at se. Det kan være, jeg først tager af sted på tirsdag (tre dage efter samtalen og en uge inden åbningen, red.), så det kan være, at der kommer noget nyt om et par dage. Stedet her er så fantastisk … du skulle komme.«

»Der er meget få genier i verdenshistorien, og hvis man ikke er et af dem, må man sætte alle de her gode hoveder sammen.«


Danh Vo har haft sit landsted på de 4.000 kvadratmeter med flere huse i de seneste tre år og har tilknyttet et hold af mennesker, som han arbejder sammen med: En studiomanager, nogle studerende, en snedker, et par unge kunstnere, hvoraf en arbejder med keramik og ler, og en gartner, der uddanner dem alle sammen.

»Der er meget få genier i verdenshistorien, og hvis man ikke er et af dem, må man sætte alle de her gode hoveder sammen.«

Danh Vo har yderligere boliger og værksteder i Berlin, Italien, Danmark, Japan og Mexico, men har altså i de seneste tre måneder valgt at være på det her landsted mellem en kyllingefarm og en kompoststation. Han omtaler det hold af mennesker, han arbejder sammen med, som »min selvvalgte familie« og bryder sig i øvrigt ikke om at være alene.

Danh Vo har blandt andet lavet kunstværket »We The People«, der består af brudstykker af en kopi af Frihedsgudinden i størrelse 1:1, som er spredt ud over hele kloden. Her fragmenter på et museum i Hamburg i Tyskland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Bockwoldt.

»Nej, det er jeg ret dårlig til. Men det sjove er, at jeg heller ikke kan lide at være sammen med kun ét andet menneske. Jeg foretrækker, at der er tre plus. Så kan folk tale sammen, mens jeg sidder og lytter eller bare er til stede.«

Hvorfor ikke helt alene?

»Det kommer sikkert af, at jeg var bange for spøgelser som lille. Men jeg har aldrig analyseret det.«

Er det konkrete spøgelser, vi taler om her?

»Ja, da jeg var mindre, så jeg dem over alt. Det værste var at cykle i mørket. Jeg havde altid en følelse af, at der sad nogen bag på. Og så hjalp det ikke, at min mor, der troede SÅ meget på spøgelser, elskede at se en hvilken som helst gyserfilm som »Fredag den 13.«, og »Eksorcisten«, men med os fire søskende omkring sig, for hun turde ikke se dem alene.«

Brudstykker af dialog fra »Eksorcisten« er siden indgået i nogle værker. Der verserer mange anekdoter om Danh Vo. De fleste er der hold i, og nogle krydser spor med hans kunst. Blandt andet den om, at han har gravet sin mormors kors op fra hendes grav. Tidligere havde han et kors med i et af sine hovedværker, »Oma Totem« fra 2009. Det er sat sammen af de genstande, hans mormor fik foræret af den tyske stat og kirke, da hun kom til landet som flygtning: et køleskab, en vaskemaskine, et fjernsyn og et kors.

Anslaget

Som sydvietnamesiske katolikker valgte Danh Vos familie efter Vietnam-krigens afslutning og Saigons fald at flygte på en hjemmebygget båd i 1979. De havde forestillet sig at ende i USA, men et Mærsk-fragtskib samlede dem op, og den korte version af deres historie er, at de havnede i Nivå. Hans forældre kom til at drive grillbar, og Danh og hans tre søskende kom i dansk folkeskole.

I gymnasiet var der en lærer, der opfordrede Danh til at male. Han mente, at Danh havde sans for farvesammensætninger og former. Det var besnærede for den unge Danh, der havde været lidt af en bandit indtil da med skoleskift og en vennekreds på den forkerte side af kystbanen. Danh Vo kom ind på Kunstakademiet i fjerde forsøg, men fandt efter to år ud af, at han ikke skulle være maler.

I et af Dahn Vos værker indgår et brev fra hans lærer, kunstneren Peter Bonde, der fraråder ham på det kraftigste at male. Brevet havde han fået Peter Bonde til at skrive, da han søgte studieophold på skulpturskolen på Städelschule i Frankfurt.

»Selvom jeg først troede, at man stoppede med at være kunstner, hvis man stoppede med at male, så er det det bedste ubevidste valg, jeg har foretaget som kunstner, for jeg fralærte mig alle de underlige ting, man lærer i livet.«

Har du malet siden?

»Nej. Man må gøre det, man er god til, og jeg var bedre til at organisere.«

Gennem sin omhyggelige udvælgelse af eksisterende hverdagsting og historiske genstande som breve, fotos, vielsesringe og dokumenter kobler han nære og subjektive fortællinger til vores kollektive historie, det handler om vores identitet, som han hele tiden undersøger. Man kan dog godt få den tanke, at bearbejdelsen af hans personlige familiehistorie også fungerer som en slags katarsisproces for Danh Vo.

»Mnn, jarh … jeg ved ikke engang, om det er personligt materiale. Da jeg lavede »Oma Totem«, tænkte jeg på ideen om, hvad det er for nogle bureaukrater, der sidder i et samfund og modtager flygtninge, og tænker, nå men, det er godt, at de får vaskemaskine, tv og køleskab, og kirken kommer med et kors og en bibel. Det var ikke min mormors historie, der interesserede mig.«

»Nivaagaard er så specielt, fordi det er en langtidsproces over flere år. Man arbejder altid i en situation, som er konstrueret. Det er den måde kunstverdenen fungerer. Men med den succes, jeg har fået, kan jeg nu forme de strukturer, så de passer mere til min produktion. For jeg har erfaret, at man arbejder bedst, når man bygger et forhold op.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det vigtigste værk til dags dato

Det leder os hen til de berømte breve, hans far, Phung Vo, har skrevet for ham i de seneste 11 år. 1.600 efterhånden. De og en del andet materiale fra hans fars liv har været involveret i Danh Vos kunst – aldrig hans mors historie.

»Jeg var virkelig min mors dreng. Jeg fandt ud af, at jeg elskede hende mest, ved at tænke, at hvis jeg blev tvunget til at vælge, hvem der skulle overleve, så var det altid min mor. Jeg havde et meget kompliceret had-kærligheds-forhold til min far – og man må arbejde med de problemer, man har. Jeg tror, jeg elskede min mor for meget til at arbejde med det.«

Driller du din far ved at lade ham sidde og slide med at skrive alle de smukke svungne franske ord, han ikke forstår?

»Han var så ambitiøs for mit liv og understøttede aldrig mit valg i at blive kunstner, kun da han fandt ud af, at de fik penge ind på deres konto. »Danh, du er altid så sløv og skør«. Min far var altid så perfekt, og det tænkte jeg, at jeg skulle bruge.«

»Det her billede hadede jeg virkelig meget, og det forstår jeg godt, for jeg havde det ikke ret godt. Jeg var forvirret og usikker og havde så meget vrede i mig som teenager, så når jeg ser det her billede er det meget traumatiserende for mig. Siden har jeg altid villet bruge det som et portræt af mig, for man må gribe de traumer, man har, og konfrontere dem. Og så repræsenterer det min tid i Nivå,« siger Danh Vo.  Fold sammen
Læs mere

Forældrene arbejdede ti timer om dagen i deres grillbar og endte om aftenen med små 2.000 kr. i kassen og en lang bonrulle med dagens salg, der skulle gøres regnskab over. Regnskabet var i virkeligheden ikke ret stort, men det optog hans tid og interesse.

»Det handlede ikke så meget om penge, men om værdighed. Min far var vant til altid at arbejde, så jeg ville prøve at aktivere ham igen, da han var blevet pensioneret. Jeg ville lave et projekt, hvor arbejdet samtidig var … ingenting – og det var det perverse ved at bruge hans smukke skrift, som han ikke havde brugt i alle de år. Det handlede om et vesterlandsk sprog, der blev ham påduttet. Det lever i min fars krop, og det er totalt muteret. Jeg forstår det ikke en gang helt selv. Det er derfor, jeg synes, det er mit vigtigste værk. Hvis jeg har tilført kunsten noget, så er det det værk,« fortæller han.

Man kan stadig få det kalligraferede brev tilsendt, hvis man sender ene- mail til hans far. Planen er, at han skal fortsætte, så længe han lever.

»Det indeholder en trekantrelation mellem beskuerne, mig og min far. Men der er intet forhold, andet end noget, vi tror.«

Taler I om det, din far og dig?

»Nej, jeg taler dårligt nok vietnamesisk, og han taler dårligt dansk. Det er det, jeg mener med, at det ikke handler om at bygge bro, men om at repræsentere, hvad der reelt er. Jeg har hadet og elsket min far, og det synes jeg skal ligge i værket … sammen med religion, kolonisme, økonomi, what ever.«

Så, du ved ikke, hvad han tænker om det?

»I starten vidste han ikke engang, hvad han skrev, men så chattede han med de her expat-vietnamesere, som for det meste er rabiat hjernevaskede af amerikansk propaganda, og nogle af dem er fransktalende. De oversatte det for ham, og en dag kom han til mig og sagde: »Danh, hvorfor har du aldrig sagt, at jeg har skrevet det her vigtige brev fra en fransk helgen?« Efter han fandt ud af, hvad han skrev, så sender han det til kirker, han godt kan lide, Vatikanet og niecer og nevøer. Det fik sit eget liv, og det er det, der gør værker smukke.«

Foto: Søren Bidstrup.

Opsplittet tro

På Nivaagaards Malerisamling kommer Danh Vos udstillede værker til at indeholde Kristus-symboler. Han kom selv i den katolske kirke frem til, han flyttede hjemmefra. Siden har han holdt sig væk, men bearbejder stadig tro i sin kunst. Da jeg spørger ind til hans egen tro, må han ned i underetagen og hente en øl, cigaretter og et askebæger.

»Jeg hadede at gå i kirke. Det var en kirke, som ikke kunne acceptere min livsstil (Danh Vo er homoseksuel, red.), og jeg har vidst det, siden jeg var barn. I dag er jeg glad for, at jeg er opdraget katolsk, det er jo meget mere farverigt. Men hvis man har problemer med ting, må man konfrontere det.«

Hvad konfronterer du så?

… forskellige ting.

Vil du fortælle om det?

»Jeg synes, at mange af de ting, jeg arbejder med, er perverse, men jeg synes ikke, at perverst er dårligt eller godt. Hvis jeg laver et kunstværk, er jeg tilfreds med, at det svinger mellem de poler. Når jeg skærer en skulptur op, synes jeg faktisk, at den bliver smukkere,« siger Danh Vo og vender tilbage til modsætningsforholdene:

»Jeg har aldrig villet bokses ind, det har altid været det mest farlige, der kunne ske. Som mennesker er vi jo totalt alsidige, og det prøver jeg at efterleve i min kunst. Jeg prøver bare at arbejde menneskeligt.«

Foto: Søren Bidstrup.

Danh Vo føler sig drevet af held og en evne til at gribe de chancer, der er dukket op undervejs. Hvis han ikke ville få lov til at udstille sin kunst længere, ville det være ok. Han har haft så mange smukke oplevelser med sin kunst, at det er alt rigeligt. Hjørner af det har vi kunnet opleve på Guggenheim, Musée d’Art Moderne i Paris, Venedig Biennalen, SMK blandt andet, netop nu på Nivaagaards Malerisamling og til august på galleri White Cube i London. Nogle kunstnere ville gå ud af deres gode skind, hvis de skulle holde op med at arbejde i deres atelier. Det afskrækker overhovedet ikke Danh Vo.

»Nej, så vil jeg bare bruge al den tænkning i en have. Jeg er virkelig totalt besat af haver. Jeg har i 15 år lavet udstilling på udstilling, hvor alt gik ud på dem, og så forsvandt det hele en måned efter. Men at se ting gro og at vide, at de kommer op igen næste år, tror jeg er en helbredende proces for mig efter alle de udstillinger. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke laver kunst. Det er bare en anden proces.«