Arkitekturanmeldelse: Blæret blanding af respekt og respektløshed i Carlsberg Byens nye hotel

Carlsberg-bryggeriets Lagerkælder 3 – bygningen med de gyldne paraboler – er nu reinkarneret som smågenialt boutique-hotel. Hotel Ottilia har endda en hemmelig hoveddør og en fantastisk udstigtsterrasse.

.
Hotel Ottilia i Carlsberg Byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Hotel Ottilia

Bryggernes Plads 7, 1799 København. Ombygning ved Arkitema Architects v. Poul Schülein i samarbejde med professor Christoffer Harlang fra Arkitektskolens Institut for Bygningskunst og Kultur.

Carlsberg Byen på bryggeriets nu rømmede arealer er i fuld gang med at blive til virkelighed. Hele området er stadig mest en kæmpe byggeplads, men her og der begynder det ambitiøse projekt at koagulere og antage så megen fast form, at man i glimt kan fornemme, hvilken vej øllet flyder, om man så må sige. Bohrs Tårn ved den nye Carlsberg Station har allerede påkaldt sig mange vrede reaktioner, mens f.eks. Praksis Arkitekters forskerboliger på kanten af Bryggernes Have blev nomineret til årets Mies van der Rohe-pris. Der er således både skidt og kanel i den blanding, de tidligere brygmestre har lavet til københavnerne i det gamle industriområde.

Hotel Ottilia i Carlsberg Byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Carl Jacobsen var en stor kunstelsker og gjorde sit til, at bryggeriets bygningshistorie er domineret af spektakulær, billedrig og blæret arkitektur: Elefantporten er kendt af hvert et barn i byen. Det samme er den snoede skorsten, Dipylonporten og mange andre ikoniske værker. Carl samarbejdede med sin tids kendteste arkitekter, og det er bemærkelsesværdigt, at bryggeriet også efter Jacobsens tid konsekvent videreførte den kvalitetsarv – således også i forbindelse med noget så prosaisk som det store øllager, Lagerkælder 3, som på trods af navnet ikke er en kælder og stod færdigt i 1969.

Bygningen blev tegnet af ærkefunktionalisten Svenn Eske Kristensen, som også stod for de hængende haver lidt længere mod syd. Både i haverne og i Lagerkælder 3 afslørede Eske Kristensen en mindre kantet, mere blød side af sit funkishjerte – og især lagerets gyldne paraboler blev bemærket som et stykke elegant billeddannelse. Sagen var, at bygningen rummede tanke fulde af gylden øl – cylindriske tanke med en diameter som facadens guldspejle. På den måde kunne lagerbygningen leve op til Carlsberg-områdets grundtone af gøgl og stilforvirring, samtidig med at Kristensen overholdt det funktionalistiske dogme om, at en bygnings ydre skal spejle dens indre.

Respektfuld respektløshed

Men nu er det nye tider. Lagerkælder 3 er sammen med Dahlerups maltlager (som den er forbundet med) blevet transformeret til et firestjernet boutique-hotel. Arkitekter for ombygningen har været Arkitema Architects v. Poul Schülein i samarbejde med professor Christoffer Harlang fra Arkitektskolens Institut for Bygningskunst og Kultur – og det er et par kultiverede herrer, der er gået til opgaven med den fornødne blanding af respekt og respektløshed.

I arbejdet med at indrette Lagerkælder 3 til hotelværelser har de stået over for et stort problem: Hvordan får man lys ind i værelserne? Kan man på nogen måde perforere den ikoniske facade uden at ødelægge helheden? Svaret viser sig at være, at det kan man godt – og deres løsning er nærmest genial. På punket vis har de banket en lodret række mursten ud af facaden på hver side af guldcirklerne. De to skår ligner nærmest et par lynlåse og står helt råt – med mørtelrester på – fuldstændig i tråd med bygningens fortid som lagerbygning.

Efter samme logik er den indre betonkonstruktion blottet i værelserne på samme måde som de synlige trækonstruktioner i de mange pakhushoteller i verdens havnebyer. Her ser man Eske Kristensens klare og rationelle konstruktionssystem folde sig ud, og resultatet er så overbevisende, at man nærmest ærgrer sig over, at det af hensyn til almindelig hotelkonvention har været nødvendigt også at indføre tæpper og tekstiler i rummene. På en måde ville de have endnu mere karakter, hvis man kunne have fundet en indretning, der forblev i husets egne materialer.

Hotel Ottilia i Carlsberg Byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Heldigvis havde Eske Kristensen allerede udstyret den nordvestlige facade med cirkulære vinduesstik – bare udfyldt med murværk. Udfyldningerne er nu fjernet, og de store vinduer, der er sat ind, spejler sydfacadens gyldne paraboler og skaber således en tværgående formmæssig sammenhæng, der virker umiddelbart forståelig og derfor sammenhængende med hele hotellets udtryk. Inde på værelserne er cirkulære vinduer udstyret med hynder, så de kan fungere som siddemøbler. En spektakulær effekt, der også diskret hylder den samme funktionalisme, som Eske Kristensen var rundet af. Le Corbusier mente som bekendt, at en ordentligt designet bolig ikke behøvede møbler, fordi den helt af sig selv ville have sidde- og opholdsflader, beboerne kunne bruge.

Hotel Ottilia i Carlsberg Byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Hotel Ottilia i Carlsberg Byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Et mast receptionsområde

Udefra er der ikke meget, der afslører, at det gamle øllager nu huser et semiluksuriøst hotel. De ejendommelige symbolistiske buster af Ottilia og hendes Carl er stadig muret ind i facaden, der med sin kakkelbase og de gyldne mosaikcirkler fuldstændig ligner sig selv. Kun et lille og meget forkølet skilt over hoveddøren fortæller, hvad der venter indenfor. Når man så går ind, er man enten i et meget trist trapperum, der mest ligner en bagtrappe i en kontorbygning – eller i et lillebitte elevatorrum med to elevatorer. Et skilt på gulvet forklarer: Lobby on the 1st floor.

Oppe på første sal i Dahlerups maltlager er der så både reception, bar og loungeområde. Selve receptionsområdet virker mast, men oplevelsen formildes af en højloftet lounge i den gamle silo over Dipylonporten. Med originale ståldragere, fritlagt murværk og meget mere.

Hotel Ottilia i Carlsberg Byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Sammenstødet mellem moderne hotelindretning og industriarkitektur fra 1892 er dog ikke forløst så elegant som i værelserne, og dén mangel slører det ellers knivskarpe arkitektarbejde. Blandingen af kant og blød mellemvare fortsætter på fjerde sal, hvor hotellets restaurant og tagterrasse befinder sig. Bygningsstyrelsen tillod arkitekterne at tilføje en etage, som med et elegant kobberbeklædt tag tilpasser sig Lagerkælder 3s oprindelige materialer. Placeringsmæssigt er terrassen et hit, og udsigten naturligvis fænomenal, men indretningen med de billige betonfliser og de lidt for ligegyldige møbler trækker igen lidt ned i forhold til den rene designfryd, som facadens helt originale bearbejdning lægger op til.

Så alt i alt er Hotel Ottilia blevet en meget appetitlig blanding af højt skum og flad håndbajer – nok meget symptomatisk for hele den byudvikling, der foregår i Carlsberg Byen for tiden – men helt i orden: En håndbajer skal man aldrig kimse ad.