Rødt kort til brystvorter og islamkritik, men opfordringer til massemord bliver stående

Han har kaldt Barack Obama for en muslimsk terrorist i fåreklæder. Han har sammenlignet amerikanske journalister med Hitler Jugend, og han har udbredt sammensværgelsesteorier om det blodige skoleskyderi Sandy Hook som en skinmanøvre iscenesat af våbenmodstandere.

Alex Jones er berygtet for at udnytte sin ytringsfrihed til fulde, men i august faldt hammeren, da den notoriske konspirationsteoretiker blev bandlyst fra Facebook, Twitter, Apple og Youtube på grund af »hadefuld tale«. På få dage blev Jones og hans hjemmeside, Infowars, udelukket, spærret og bandlyst fra verdens førende digitale platforme i noget, der trods benægtelser fra techgiganternes talsmænd selv lignede en koordineret aktion.

Mens nogle måske vil glæde sig over en digital mundkurv til en polariserende skikkelse som Alex Jones, er der god grund til at være bekymret. For bandlysningen af Alex Jones er blot et af de seneste symptomer på den vilkårlige og i sidste ende dybt problematiske censurpolitik, der gør markedsdominerende techgiganter som Facebook, Twitter og Google til en seriøs trussel mod ytringsfriheden.

Derfor bør karantænen til Alex Jones vække bekymring hos enhver tilhænger af det liberale demokrati, mener forfatterne Frederik Stjernfelt og Anne Mette Lauritzen.

»Det kalder jo på, at hvis der er nogen, der ikke kan lide en bestemt person og har held til at sætte en kampagnestorm i gang i offentligheden, så ved de nu, at de kan presse techgiganterne til at fjerne den person. Og det behøver ikke kun at være ubehagelige fæhoveder som Alex Jones, som det går ud over,« siger Frederik Stjernfelt, professor i videnskabteori, idehistorie og semiotik på Aalborg Universitet.

»Techgiganternes definition af hatespeech er så subjektiv og politiseret, at man må spørge, hvem er den næste højre- eller venstreekstremist, der falder for den,« tilføjer Anne Mette Lauritzen.

Kæmpestor censurvirksomhed

I en ny bog med den sigende titel »Dit opslag er blevet fjernet« stiller Stjernfelt sammen med Anne Mette Lauritzen, der er specialestuderende i filosofi og tilknyttet Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet, skarpt på techgiganternes lemfældige omgang med brugernes ytringsfrihed.

Mens både Google, Facebook og Twitter i midten af 2000erne blev født som idealistiske startup-virksomheder, der ville frisætte information og bringe klodens folkeslag sammen i et verdensomspændende fællesskab, er techgiganterne på globalt plan blevet tungtvejende politiske aktører. »I begyndelsen blev techgiganterne set som bastioner for radikal ytringsfrihed og radikal informationsfrihed. Lige pludselig er det modsatte tilfældet: De fjerner ytringer, de fremmer ekkokamre og forvrider offentligheden,« siger Anne Mette Lauritzen.

Stjernfelt og Lauritzen er ikke blege for at betegne Facebooks vilkårlige håndtering af angiveligt stødende opslag som en »kæmpestor censurvirksomhed« med potentielt dramatiske konsekvenser for ytringsfriheden.

For når techgiganterne i dag fjerner den slags opslag fra nyhedsstrømmen på de sociale medier, sker det på baggrund af flere instanser. På den ene side anvender Facebook en række komplicerede, men ofte upræcise algoritmer, der automatisk rapporterer potentielt anstødeligt indhold til et hold medarbejdere, der ofte er lavtlønnede og sparsomt uddannede.

Tidligere på året blev det afsløret, at virksomheden Cambridge Analytica i ukendt omfang har videresolgt data høstet fra Facebook-brugere til brug for politiske annoncører. Under en høring i senatet i forbindelse med Cambridge Analytica-skandalen fremlagde Mark Zuckerberg i april 2018 en række såkaldte »community standards« (retningslinjer for fællesskabet, red.) for Facebook.

Endelig kan brugere selv henvende sig til virksomheder som Twitter og Facebook med klager over andre brugere, som de beskylder for at forbryde sig mod fællesskabets vedtagne regler. Fjernelsen af opslag finder i dag sted i så stort et omfang og på så tvivlsomt et grundlag, at det vil komme bag på de fleste, mener Frederik Stjernfelt.

»Det er nok meget større, end de fleste mennesker tror. I kølvandet på de aktuelle skandaler har Facebook offentliggjort data, fordi der  – med god ret, synes vi – har været kaldt på større gennemsigtighed på området. Det viser sig jo, at i år fra januar til marts har man fjernet 1 mia. posteringer.«

Nøgenhed og folkemord

Ofte fjerner Facebook udsagn og indhold, der er fuldt ud lovlige i lande som Danmark. I 2017 fik Suzanne Bjerrehuus karantæne for et indlæg på Facebook, hvor hun foranlediget af nyheden om en massevoldtægt i Malmø skrev, at »svenskerne burde tage opgøret med de politikere, som har ødelagt Sverige.«

I et indlæg i fagbladet Journalistten peger Uffe Gardel på, at den prorussiske debattør Jesper Larsen har oplevet at få et indlæg fjernet, der linker til et TV-klip fra en ukrainsk TV-station.

I andre tilfælde har kvinder delt chikanerende og truende beskeder fra mænd, forklarer Anne Mette Lauritzen. »Kvinderne smider citaterne ud for at diskutere dem, men opslagene bliver også fjernet.«

Et af de største problemer med de sociale mediers censurpolitik er ifølge Stjernfelt og Lauritzen, at den bliver håndhævet på en måde, der er komplet uigennemskuelig for brugeren.

»Dels er der nogle retningslinjer, der bliver vedtaget højt oppe i organisationen. For at gøre forvirringen komplet foreligger de retningslinjer i flere udgaver. Dels er de såkaldte »community standards« en slags Emma Gad for, hvordan man skal opføre sig på de her platforme, men den dubleres så indadtil af nogle fjernelseshåndbøger, der er meget mere detaljerede. Der er ikke én entydig lovgivning,« siger Stjernfelt.

Mens lovlige udsagn af og til bliver fjernet, får andre langt mere graverende udtalelser til gengæld lov at stå. En FN-rapport fra august i år peger på, at Facebook spillede en afgørende rolle som kommunikationskanal for buddhistiske ekstremister under den etniske udrensning af rohingiya-muslimer i Myanmar i 2017. Facebook har erkendt, at platformen blev misbrugt til at sprede opfordringer til vold, og at man var for langsom til at reagere.

Stjernfelt og Lauritzen ser episoden som et eksempel på, at Facebooks censurpraksis er hurtige til at slå ned på nøgenhed og stødende udsagn, mens et folkemord kan aftales i al ubemærkethed. »Det ville måske have været bedre, hvis de brugte deres krudt på at fjerne eksplicitte opfordringer til vold frem for at fjerne brystvorter, som de bruger enorme kræfter på.«

Sur på vejnettet

Indtil for nylig var Frederik Stjernfelt ikke bekymret for ytringsfrihedens sundhedstilstand på de sociale medier.

Da han sammen med juristen Jacob Mchangama skrev bogen »Men« om ytringsfrihedens historie i Danmark for to år siden, gik han udenom Facebook, Twitter og Google. For selvom techgiganterne i stigende grad griber ind over for brugernes indhold, betragtede Stjernfelt både de sociale medier og søgemaskinen Google som konkurrerende medier med indholdsmæssige retningslinjer, der kan sammenlignes med den redaktionelle linje på traditionelle medier.

»Grunden til, at jeg har ændret mening er, at techgiganterne er blevet så stærke, at de har fået monopolkarakter. Så ændrer deres fjernelsespolitikker og ‘community standards’ sig fra at være redaktionelle linjer til at være noget, der er medbestemmende for offentlighedens grænser. Det svarer efterhånden til, at der kun er Berlingske i Danmark. Så vil jeres redaktionelle linje pludselig være et problem, mens den nu er en helt uskyldig ting, som vi ikke har nogen grund til at klage over.«

Nogle kritikere mener, at techgiganterne som private virksomheder er i deres gode ret til at håndhæve en kompromisløs censurpolitik efter egne regler. Set med nogle liberalisters øjne mister brugerne med andre ord retten til at klage over censur, når de accepterer Facebooks brugerbetingelser.

»Et af problemerne ved den argumentation er jo, at firmaerne har gjort sig uundværlige samtidig med, at de i stigende grad antager monopolstatus,« siger Frederik Stjernfelt.  »Det er ligesom, hvis man bliver sur på vejnettet. Man kan ikke undgå at bevæge sig i det, selvom man måske synes, at Københavns Kommune ikke passer godt nok på vejnettet . Man kan ikke bare boykotte det.«

Giggle, Gaggle og Google

Imens vokser giganterne sig stadigt større.

Både i USA og Europa kræver stadigt flere politikere derfor regulering af sociale medievirksomheder. Men politisk regulering er ofte naiv og indebærer risici for fejlindgreb, advarer Stjernfelt og Lauritzen.

I Tyskland har den socialdemokratiske justitsminister, Heiko Maas, indført en udskældt lov, der under bødestraf pålægger Twitter og Facebook at fjerne anstødeligt indhold, der er i strid med tysk lovgivning, inden for 24 timer. »Set fra brugerens retsikkerhedssmæssige synspunkt er det jo helt forfærdeligt, fordi eftersøgningen, afgørelsen og straffen er overladt til den samme private aktør,« siger Stjernfelt.

I EU har konkurrencekommissær Margrethe Vestager luftet ideer om en opsplitning af Google for at modvirke monopoldannelse. I modsætning til Margrethe Vestager forestiller Stjernfelt og Lauritzen sig, at problemerne med techgiganternes tvivlsomme interesse i at sikre brugernes ytringsfrihed bedst løses ved at anerkende deres status som naturlige monopoler, men til gengæld stille kontante modkrav.

»Du kan ikke opdele Google, i Giggle, Gaggle og Google,« siger Anne Mette Lauritzen og drager en parallel til telefonselskabet AT&T, der i telefonens barndom udgjorde et naturligt monopol med karakter af infrastruktur i det amerikanske samfund.

»Man løste det monopolproblem ved at sige: Vi accepterer jeres monopolstatus på den betingelse, at I gør jeres forskning offentlig, ved at slå ned på opkøb af nabobrancher og yderligere services, og så indførte man priskontrol.«

»Hvis man går ind og foretager en regulering af techgiganterne, så kan man sige: OK, vi bevarer jeres naturlige monopol, men det kommer med en pris: Større gennemsigtighed.«

»Dit opslag er blevet fjernet. Techgiganter og ytringsfrihed« udkommer d. 22. august på Gyldendal.

Troels Heeger var i 2010 sammen med Frederik Stjernfelt og andre med til at stifte Fri Debat - netværk for ytringsfrihed.