I over et årti har han arbejdet med brud på menneskerettigheder, men en ministers ord under coronakrisen fik ham til at gyse

Jonas Christoffersen havde været direktør for Institut for Menneskerettigheder i over et årti, men da Mette Frederiksen på pressemødet 11. marts lukkede Danmark ned, blev det samtidig Christoffersens sidste arbejdsdag. Det forhindrede dog ikke den 51-årige jurist i at fastholde et kritisk blik på danskernes rettigheder og det, han kalder en foruroligende tendens. Derfor er han udvalgt af Berlingske som et forbillede.

»Jeg har helt grundlæggende en tendens til at stille mig skeptisk an over for det, der bliver fremført som mainstream,« siger Jonas Christoffersen, advokat og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Jeg ser slet ikke pressemødet 11. marts, hvor Mette Frederiksen lukker Danmark ned, for jeg er til ishockeytræning. Så jeg sidder i omklædningsrummet, og så er der en holdkammerat, der jubler for sjov og siger: »Hurra, nu slipper jeg for at gå på arbejde!« Og så gik vi på isen og tænkte ikke så meget mere over det.

En uge efter skulle jeg have været nede ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Jeg skulle overvære en retssag om treårsreglen om familiesammenføring. Det skulle have været min sidste arbejdsdag, og så skulle jeg holde afskedsreception dagen efter. 12. marts træffer jeg i stedet min sidste beslutning som direktør, nemlig at sige ja til, at vi sender alle medarbejderne hjem, herunder mig selv. Så fra den dag er jeg sådan set ude af Institut for Menneskerettigheder med et coronalos i røven. Det var ekstremt underligt.

Jonas Christoffersen er advokat og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

På det tidspunkt har jeg sluppet tøjlerne på instituttet, så jeg forholder mig ikke længere til corona fra et snævert menneskeretligt perspektiv. I stedet ser jeg på det som almindelig borger.

Jeg tænkte først, at det fremstod meget velbegrundet, at man måtte gribe hårdt ind, for vi så, hvad der skete rundt om i verden, vi så smittetallene stige voldsomt på trods af en meget ringe testkapacitet, og det fremstod som en helt uoverskuelig og uforudsigelig situation. Så jeg tænkte, at der er jo ikke andet at gøre end at trække håndbremsen.

Tendens til Rasmus Modsat

Det varer nok et par uger, hvor jeg tænker på den måde, og så begynder jeg at undre mig over, at debatten er så unuanceret, at der er så lidt diskussion om konsekvenserne af den her nedlukning. Jeg skriver nogle Facebook-opslag og stiller nogle spørgsmål: Hvor er beslutningsgrundlaget? Hvad er det egentlig, vi får ud af alle de hjælpepakker? Og hvad skal de samlede omkostninger være?

Da Nicolai Wammen på et eller andet tidspunkt siger, at 300 milliarder kroner ikke er et loft for ham, tænker jeg, at »nej, det kan da godt være, men det er dæleme mange penge, som det nok vil tage en generation at få tilbagebetalt«. Det vil sige, at jeg resten af mit arbejdsliv skal tilbagebetale den her gæld for, at den ikke bliver overladt til mine børn, og de skal starte deres arbejdsliv med at betale tilbage på den gæld.

Jeg har helt grundlæggende en tendens til at stille mig skeptisk an over for det, der bliver fremført som mainstream. Når jeg hører noget, og folk bliver meget forargede eller begejstrede, eller folk er meget på ét hold, tænker jeg, at det kan ikke være rigtigt. Hvor er hullerne i suppen? Hvor er modsynspunkterne? På den måde har jeg som person og som jurist en skepsis. Jeg kan godt have en tendens til at blive Rasmus Modsat.

Jeg synes, det var ekstremt vanskeligt at forholde sig til som borger, om regeringens indgreb var velbegrundede, for vi fik ingen oplysninger. Vi fik konklusioner, men ingen mellemregninger. Derfor sad jeg tidligt i private sammenhænge og sagde til folk: Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal mene, for jeg kan ikke gennemskue det. Jeg bryder mig ikke om på den måde at blive kørt over og som oplyst samfundsborger få at vide, at du skal bare gøre sådan her.

Jonas Christoffersen mangler blandt andet et godt argument for, hvorfor folk skal gå med mundbind på restauranter, men ikke i supermarkeder. Det skylder man de erhvervsdrivende en god begrundelse for, mener han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jacob Mchangama fra Justitia spørger mig så, om jeg vil være tovholder på en rapport om retsstaten og corona, og det siger jeg ja til med det samme. Jeg synes, det var et interessant spørgsmål at få stillet. Det var vigtigt, og jeg var nysgerrig.

En skræmmende »Deadline«-udsendelse

Der kom en meget voldsom debat i april om, hvorfor regeringen ikke fremlagde flere data. Og da jeg så hørte erhvervsminister Simon Kollerup i »Deadline« – det er måske en udsendelse, jeg aldrig glemmer, fordi den var så skræmmende. Der har man en diskussion om, hvorvidt Finansministeriet har lavet en økonomisk beregning af konsekvenserne af deres hjælpepakker. Han bliver spurgt, om det ikke ville være meget godt at få de data frem, som regeringen baserer sine beslutninger på, og så siger han noget i retning af, at »forudsætningen for dit spørgsmål er, at vi har gjort noget forkert, og det har vi ikke, vi har gjort det rigtige, for smitten er faldet.«

Så gøs jeg!

Her sidder en minister i en dansk regering og siger, at fordi han har gjort det rigtige, skal vi ikke have en offentlig debat. Det er så autoritært, og jeg tror i virkeligheden ikke, han forstod, hvor autoritært det var. Det er det skræmmende i det. Grundpræmissen i et demokrati er netop, at når en politiker træffer en beslutning, skal den drøftes, så politikerne kan forklare, hvorfor man har gjort det og på hvilket grundlag. Der gøs jeg og tænkte: »Det her er farligt.«

Det andet, som var ekstremt tankevækkende, var den måde, man skiftede politisk målsætning omkring påske. Man startede med at sige, at man skulle undgå sammenbrud i sundhedsvæsenet, hvilket man ændrer til, at det handler om, at vi skal få smitten så langt ned som overhovedet muligt. Så i en situation, hvor man lukker hele landet ned for at undgå katastrofen, fastholder man efter påske at holde landet meget lukket. Ikke for at undgå katastrofen, men for at opnå et smittefrit samfund. Det politikskifte blev ikke ledsaget af et skifte i midler. Man brugte stort set de samme værktøjer til at opnå et andet mål. Jeg talte med folketingsmedlemmer, som det simpelthen ikke var gået op for. Man fastholder en kriseretorik, man fastholder landet i et jerngreb, og man fastholder dermed også en politik, som har store økonomiske og sundhedsmæssige konsekvenser for borgerne uden at sige, at man har en helt anden målsætning. Og nu hører vi den samme retorik i efteråret: Katastrofen står for døren, og derfor skal vi vise handlekraft.

Jonas Christoffersen og Justitias rapport om retssikkerhed og covid-19 giver flere bud på, hvad der bør tænkes over, når en ny epidemilov fra 2021 skal træde i kraft. Blandt andet om, hvorvidt muligheden for tvangsvaccination er for vidtgående et skridt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg tror faktisk, at corona har betydet en opblomstring af glæden ved at være borger i Danmark. Vi har oplevet, at vi har klaret en stor krise med stort sammenhold, med fællesskab og oprejst pande. Det var meget stærkt at være vidne til, hvordan vi stod sammen om statsministeren i marts. Nu er der en mere usikker situation, og vi må se om nogle år, om det her vil føre til en styrkelse eller en svækkelse af tilliden til samfundet. Jeg er nervøs for, at det vil få nogle negative konsekvenser, hvis man ikke går tilbage til at føre en mere almindelig politik i stedet for at føre den her nødretorik og krisepolitik.«

LÆS MERE