Hun ønsker sig coronavirus hvert år: Sygdommen tvinger os til handling

Mens verdens ledere afsætter milliardsummer for at inddæmme spredningen af coronavirus, undrer filmklipperen Carla Luffe sig over, at en sygdom kan udløse den kollektive vilje til handling, som bekymrede danskere længe har savnet i bekæmpelsen af klimakrisen.

»Det er jo ikke, fordi vi ikke bliver syge hvert år. Jeg siger bare, at det er en virus, der har fået vores fulde opmærksomhed på en måde, som en virus aldrig har fået det før,« siger Carla Luffe. Foto: Carsten Snejbjerg Carsten Snejbjerg

Mens verden reagerer beslutsomt på spredningen af coronavirus, er politikere og beslutningstagere langt mere fodslæbende, når det gælder klimakrisen. Derfor ønsker filmklipperen Carla Luffe sig en årligt tilbagevendende coronavirus, der kan dæmpe flytrafikken, forbruget og CO2-udledningen i det hele taget.

»Kan du ikke komme igen hvert år, så vi kan overholde Paris-aftalen? Så ja, Corona, det er med varme hilsner, i et håb om selvindsigt, at jeg siger tak. Du har vist os, at vi kan, hvis vi er bange for at blive syge,« skriver hun i et omdiskuteret indlæg i Politiken.