Da Mette Frederiksen onsdag aften meddelte sin historiske beslutning om at lukke landet ned, stod det lysende klart for en hel nation af danskere, at coronavirussen ikke bare er en smitsom sygdom med potentielt dødelig udgang.
Sygdommen er også et angreb på danskernes højt skattede tryghedsfølelse. På danskernes tillid til en almægtig og venligtsindet stat, der uanset flygtningekriser, krakkende børser, krige i Mellemøsten og en verden i brand i sidste ende er stærk nok til at beskytte vores liv og levned mod enhver tænkelig katastrofe og garantere vores sundhed, sikkerhed og ret til medicinsk behandling. Det er netop den i årevis uantastede tillid og tiltro til velfærdsstaten, som coronavirussen truer med at æde op.