Virksomhed tilbagekalder 2,5 ton færdigmad

Der er risiko for lektiner i produktet, hvilket kan forårsage blandt andet kvalme, mavesmerter og diarré.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Virksomheden Jensens Foods tilbagekalder to partier chili con carne-færdigmad, fordi der er risiko for indhold af lektiner i produktet.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Tilbagekaldelsen omfatter varer solgt i Aldi samt Abc Lavpris i hele landet.

Lektiner i fødevarer kan forårsage kvalme, opkast, mavesmerter og diarré.

»Forbrugerne rådes til at købte produkter leveres tilbage til butikken, hvor de er købt eller at kassere dem,« skriver Jensens Foods i pressemeddelelsen.

Risikoen for lektiner er opstået, da bønnerne ikke er forkogt tilstrækkeligt i produktet, en pakke på 400 gram.

Lektiner er et naturligt forekommende plantegiftstof, som findes i mange forskellige plantefødevarer.

Jensens Foods er en del af Jensens Group, som også omfatter restaurantkæden Jensens Bøfhus.

Tilbagekaldelsen omfatter et parti på i alt 2003,2 kilo og et andet på i alt 528 kilo.

Fødevarestyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at man bør kontakte egen læge, hvis man oplever symptomer i forbindelse med indtag af produktet.

/ritzau/