Ved sidste valg havde Danmark 147 lokale politistationer – knap fire år senere er en fjerdedel forsvundet

Under den borgerlige regering er antallet af politistationer styrtdykket i en grad, som ligner den største nedskæring siden den historiske politireform i 2007. »Det er meget tankevækkende, at der ikke har været nogen opmærksomhed om det,« siger en ekspert. Justitsminister Søren Pape (K) siger, at regeringen i stedet har sikret flere betjente.

En del af regeringens seneste udspil er yderligere mobile politistationer. Det sker dog samtidig med, at en fjerdedel af landets politistationer er lukket over den senest valgperiode. Henning Bagger/Ritzau Scanpix/Arkiv

Mens regeringen gang på gang har talt om at styrke dansk politi, er antallet af politistationer landet over skåret kraftigt ned. Siden Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten i 2015, er antallet af stationer nemlig dykket fra 147 ved udgangen af 2015 til 108 i fjor.

Sagt på en anden måde: Siden det seneste valg er der skåret omkring en fjerdedel af landets nærstationer. Det viser svar til Folketingets Retsudvalg.