Godt en uge før landets skoler og daginstitutioner igen skal slå dørene op, er forvirringen enorm, og der er fortsat så mange ubesvarede spørgsmål, at landets skoleledere og lærere finder det urealistisk, at forberedelserne kan være afsluttet onsdag efter påske.
»Alle tror, at skolen åbner fra 0.-5. klasse for fuld udblæsning 15. april. Det kommer ikke til at ske. Og vi er ikke særligt optaget af den dato. Vi er optaget af, at når vi åbner skolen igen på den måde, man nu kan, så skal det være sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Lige nu ved skolerne slet ikke, hvad de skal rette sig efter,« siger formand for skolelederforeningen, Claus Hjortdal.