Tryg: Private velfærdsforsikringer kommer, uanset om politikerne vil have det eller ej

Den offentlige velfærd er under så stort pres, at politiske udspil ikke vil kunne løse problemerne, forudser Danmarks største forsikringsselskab. Derfor vil private velfærdsforsikringer blive en del af fremtiden, for hvis ældre kan betale for mere end ét bad om ugen, vil de gøre det.

Det offentlige kan ikke løse fremtidens velfærdsudfordringer alene, mener Forsikringsselskabet Trygs koncernchef Morten Hübbe. Han forudser, at private velfærdsforsikringer bliver en realitet, uanset hvad politikerne måtte mene. Søren Bidstrup

Det er ikke sket før, at koncernchefen for Danmarks største forsikringsselskab Tryg, Morten Hübbe, blander sig i politik. Men han er blevet en smule provokeret af landets politikere.

Den demografiske udvikling truer i horisonten. Der bliver mange flere ældre, sundhedsvæsenet er i forvejen presset, ældreplejen mangler allerede i dag penge og personale, og forude venter 80.000 flere ældre over 80 år i 2025. 10. marts foreslog Dansk Erhverv, at private velfærdsforsikringer kunne hjælpe med at løse fremtidens udfordringer, hvilket bortset fra en smule forståelse fra Venstres Jan E. Jørgensen blev mødt med tavshed over en bred kam af landets politikere, mens Socialdemokratiet talte om underfinansieret velfærd og ulighed, og Ældre Sagen talte om et brud på generationskontrakten.