To af Danmarks tunge drenge er gået sammen om et klart budskab til regeringen: Vi har en løsning på Mette Frederiksens »største problem for samfundet«

Tusindvis af arbejdsløse udlændinge uden aktivering og et system, der ikke tror på dem. Nu har to af de mest toneangivende skikkelser i beskæftigelsespolitikken fået nok. Der skal et nyt værktøj i brug: »Det er et opråb til regeringen«.

Med alvor i stemmen italesætter to af de mest centrale aktører på arbejdsmarkedet nu det, de kalder en »alvorlig udfordring«. For der er brug for at tænke nyt, understreger de.

Det kan ikke længere forbigås, at tusindvis af ikkevestlige indvandrere hænger fast i kontanthjælpssystemet på tiende år. Og det kan ikke længere ignoreres, at arbejdsløse indvandrere i stor stil ender på passiv forsørgelse. Det er et svigt og udtryk for »misforstået hensyn«, når socialrådgivere i strid med forskning undgår at stille krav til nydanskerne.